Stråmand står frem: - Sådan blev kunderne fuppet

FACEBOOK-FUP: Direktøren for skandalefirmaet Marketing Saver fortæller nu hele sin version af historien

Se og hør her hvordan fupnummeret var skruet sammen. Videoexplainer: Solfinn Hughes /research: Heine Jørgensen og Jonas Skov Nielsen

TIP OS! Kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes

SENESTE: Du kan læse svaret fra Arvin Mazaheri her

- Jeg har fået nok. Jeg har fået nok af det. Jeg er i længere tid blevet fremstillet som en, jeg ikke mener, at jeg er.

- Derfor vil jeg gerne fortælle den sande historie.

Så indleder 23-årige Casper Dzienis sine lange fortælling om tiden i skandalefirmaet Marketing Saver. De seneste måneder har Ekstra Bladet afdækket, hvordan Marketing Saver groft bondefangede talrige små erhvervsdrivende, der i uvidenhed skrev under på dets meget dyre kontrakter.

Det skete med løftet om billig hjælp til markedsføre sig på Facebook og Instagram. Blot 99 kroner om måneden skulle de betale, lovede sælgerne. Men bag salgstalen gemte der sig altså betingelser, som efter få dage bragte firmaerne i en gæld på typisk 150.000 kroner plus moms.

Dagsorden - 29. jul. 2020 - kl. 21:43 Ejede fupfirma: - Ikke mit ansvar

Det er Casper Dzienis (t.h.), der nu står frem og fortæller, hvordan særligt Arvin Mazaheri (i midten) ifølge ham reelt styrede Marketing Saver og har ansvaret for, at talrige kunder blev bondefanget til at underskrive en dyr kontrakt. Også Rasmus Gutfelt Skalbo (t.v.) har spillet en rolle i sagen som medejer og tidligere direktør for firmaet, der nu er under tvangsopløsning. Privatfoto
Det er Casper Dzienis (t.h.), der nu står frem og fortæller, hvordan særligt Arvin Mazaheri (i midten) ifølge ham reelt styrede Marketing Saver og har ansvaret for, at talrige kunder blev bondefanget til at underskrive en dyr kontrakt. Også Rasmus Gutfelt Skalbo (t.v.) har spillet en rolle i sagen som medejer og tidligere direktør for firmaet, der nu er under tvangsopløsning. Privatfoto
 

I dag er Markering Saver under tvangsopløsning, mens flere kunder nu sidder tilbage med ubetalte advokatregninger fra de mange retssager, som Marketing Saver førte mod dem og tabte. Og Casper Dzienis, der stod som direktør for Marketing Saver, forstår godt, at de er vrede.

- Jeg har det ad helvede til med det. Det er også en vigtig grund til, at jeg er stoppet samarbejdet med både Rasmus og Arvin (de to ejere af Marketing Saver, red.) nu.

- Det er også, fordi jeg bliver hængt ud på den måde. Jeg snakker stadig ikke med venner og ikke rigtigt med familien. Eller går uden for min dør ret meget.

Rasmus Gutfelt Skalbo og Arvin Mazaheri er som Casper Dzienis de centrale spillere i sagen. Men det var en tilfældighed, der førte dem sammen.

- Jeg boede på Malta i lidt over et år og arbejdede som casino dealer. Jeg havde i et stykke tid snakket om at flytte til Spanien. Bare for at prøve noget nyt. I mellemtiden havde jeg så fundet en svensk kæreste i samme firma, fortæller Casper Dzienis.

- Jeg havde lagt et opslag på en Facebook-gruppe, der hedder ‘Jobs i Barcelona’. Der fik jeg så en besked fra Arvin, hvor han fortalte lidt om arbejdet. Og jeg endte med at ringe til ham. Det har været i september-oktober måned sidste år.

- Vi aftalte, at jeg skulle flytte til Spanien i begyndelsen af december. Men så sker det, at min ekskæreste blev fyret fra sit arbejde. Og så ender det med, at vi flytter hurtigere derned.

- Da jeg kommer derned, møder jeg Arvin og Rasmus, og jeg havde lige en uge, hvor jeg kunne falde til ro, inden arbejdet skulle begynde. Og da jeg begyndte at arbejde, var det som mødebooker.

- Hvad indebærer det?

- I det her tilfælde ringer jeg ud til kunderne ud fra en liste med telefonnumre. Så bliver produktet kort præsenteret, som jeg var blevet sat ind i det af Rasmus. Det var markedsføring og annoncer og opslag på Facebook og Instagram. Min opgave var at booke det her møde ind til Arvin, der så skulle sælge til kunden.

- Er det altid Arvin, der tager de salgssamtaler?  

- Arvin holdt møderne, hvor han solgte til kunden. Så det møde, jeg inviterede folk til som mødebooker, var det gratis og uforpligtende telefonmøde med Arvin. Der var ikke nogen binding der, eller noget der skulle skrives under på.   

- Rasmus havde samtaler med kunderne, efter de havde skrevet under på en kontrakt. Her bliver strategien for deres Facebook-side lagt, der skal modtages billedmateriale, så arbejdet kan gå i gang. Så det er de telefonmøder, han tog sig af.

- Det sidder jeg med i et stykke tid. Jeg lagde mærke til, at Arvin og Rasmus altid gik ind i et andet lokale, hvor jeg kunne høre, at de talte med nogle kunder. Og de var ikke altid særligt tilfredse. Der blev jeg lidt skeptisk, men jeg havde ikke set kontrakten endnu. Men jeg bliver mere positiv, da jeg på et tidspunkt hører Arvin sige til en kunde, at de skal læse kontrakten igennem.

- Der går lidt tid, før jeg så selv skal sælge. Og på et tidspunkt trækker Arvin og Rasmus mig til side og snakker om, at nogle af deres kunder ikke har været særligt tilfredse med kontrakterne. Og da tænkte jeg, at den kontrakt så lidt mærkelig ud. Jeg har aldrig siddet med sådan en kontrakt før og ved ikke, hvordan det fungerer. Jeg har heller ikke arbejdet med salg eller mødebooking før. Det hele er nyt for mig.

- Da jeg begynder at sælge, lavede jeg ikke særlig mange salg. Det var, fordi jeg sagde til kunden, hvad der stod i kontrakten. At der er en bindingsperiode på fem år, og at prisen var 2500 kroner om måneden.

- Så fik jeg besked fra Arvin, der lærte mig op i salg, at jeg ikke skulle nævne det med de 2500 kroner. Det, jeg skulle fokusere på, er de fire opslag til 99 kroner om måneden. Og så er det Rasmus’ opgave at lave et mersalg under opstartsmødet.

- Jeg skulle slet ikke fokusere på den samlede pris. Og det var det.

- Men det, der bliver sagt omkring de fire opslag til 99 kroner, er jo det, som kunderne ender med at skulle betale 150.000 kroner plus moms for? Det kan vi godt blive enige om?

- Det kan vi i hvert fald. Da jeg fandt ud af, at det var sådan, at de snød dem og fik dem til at underskrive kontrakterne på den måde, var artiklerne allerede kommet ud. Der stod jeg allerede med lort til halsen, kan man godt sige. Der var det for sent.

- Jeg har hele tiden fået at vide, at jeg skal bare sælge de opslag til 99 kroner om måneden. Og så skal Rasmus sælge de her annoncer. Så når jeg ringer op til en kunde, der ender med at skrive under på kontrakten, er det det, jeg tror, at jeg sælger. Jeg tror, at Rasmus ville prøve at sælge annoncer til kunden ved opstartsmødet, for det får jeg jo at vide af Arvin.

- Kunderne skriver jo reelt under på en kontrakt, der lyder på 2500 kroner om måneden i fem år. Men Arvin fortæller mig hele tiden, at jeg sælger opslag - og det skal jeg

- Men er det ikke det, du sælger? Er det ikke det, folk skriver under på?

- Jo, det var det jo. Men jeg får noget andet at vide. Og jeg troede noget andet, indtil artiklerne kom ud.

- Så du sad ikke og solgte billige opslag? Du lavede salg, der fik folk til at skrive under på meget dyre kontrakter? Det er sådan, at det er?

- Ja, det er sådan, at det er. Det er sådan, at det er. Men jeg solgte ikke i særlig lang tid. Blot nogle få uger. Og da jeg opdager, hvad jeg har medvirket til, er det for sent. Men jeg stopper også med at sælge, da det går op for mig.

- Hvordan bliver du direktør?

- Det er, mens jeg stadig bare er mødebooker, at Rasmus og Arvin vil køre en tur med mig. Der kører vi på en café. De siger, at de mangler en direktør i Marketing Saver og tilbyder mig stillingen. Før det har jeg ingen erfaring med at være direktør eller at drive et firma. Jeg har styret en afdeling i Knuthenborg Safaripark. Tættere har jeg aldrig været på at være leder.

- Hvorfor har de brug for en direktør? De er jo selv direktører?

- De siger bare, at de i længere tid har været på udkig efter en direktør. De så, hvordan jeg arbejdede med mødebooking og gik rigtigt meget op i det. Jeg ville jo gerne have nogle penge i kassen. Derfor kunne de godt tænke sig at tilbyde mig den stilling. Og det siger jeg ja til.

- Min ekskæreste fik en større depression, efter hun var blevet fyret på Malta. Så da vi flytter til Spanien, kan hun ikke finde et nyt job. Så det er mig, der betaler for alt derhjemme. Husleje, mad og cigaretter. Hun skal ikke mangle noget. Jeg sørger hele tiden for, at der er noget til hende derhjemme.

- Så da jeg får at vide, at jeg på sigt kan få stillingen som direktør, er det en lettelse for mig. Nu kan jeg sgu tage os af os begge.

Bag om metoden

1 af 6  Grafik: Michael Foshammer, Tekst: Heine Jørgensen og Jonas Skov Nielsen
2 af 6  Grafik: Michael Foshammer, Tekst: Heine Jørgensen og Jonas Skov Nielsen
3 af 6  Grafik: Michael Foshammer, Tekst: Heine Jørgensen og Jonas Skov Nielsen
4 af 6  Grafik: Michael Foshammer, Tekst: Heine Jørgensen og Jonas Skov Nielsen
5 af 6  Grafik: Michael Foshammer, Tekst: Heine Jørgensen og Jonas Skov Nielsen
6 af 6  Grafik: Michael Foshammer, Tekst: Heine Jørgensen og Jonas Skov Nielsen

- Så du får mere i løn?

- Jeg får ikke mere i løn der, nej. De sagde mere, at det i starten skulle være et oplæringsforløb. Jeg så derfor aldrig mig selv som værende direktør. På papiret, ja, der stod jeg som direktør, men jeg tog ikke nogle beslutninger. Jeg sad stadig bare og gjorde det arbejde, jeg lavede før. Og jeg fik ikke flere penge. Jeg var bare provisionslønnet.

- Jeg fik hele tiden af vide, at de havde store planer med mig, og der ville komme mange flere sælgere til. Når det skete, skulle jeg være klar til ligesom at styre dem. Altså være deres chef kan man sige. Det er jo det, jeg hele tiden får at vide. Det sker bare aldrig.

- Normalt træffer en direktør nogle beslutninger og har ansvaret for firmaets drift. Hvem har taget sig af det arbejde, hvis du ikke har gjort det?

- Det har Arvin og Rasmus. Jeg var bare en dukke, de brugte.

- Det, man kalder en stråmand?

- Ja, lige præcis. Jeg stod på papirerne, men jeg tog aldrig nogen beslutninger. Hver gang de skulle ind og ordne noget - det kunne være en retssag - skulle de bruge mit NemID til at logge ind. Og så sørgede de for det hele.

- Der er kun to tidspunkter, hvor jeg fungerer som en slags direktør. Den ene gang skulle jeg tale med en sagsbehandler fra Erhvervsstyrelsen, som ville tjekke, om jeg rent faktisk var direktør. Inden jeg ringer til hende, bliver jeg guidet grundigt igennem af Rasmus og Arvin. Jeg får præcist at vide, hvad jeg skal sige. Det er ligesom at læse op fra et manuskript, da jeg taler med hende.

- Den anden gang talte jeg med en advokat, vi havde sat på sagen. Han stillede mig nogle spørgsmål om, hvad mit syn på sagerne var.

- Hvem havde besluttet, hvad du skulle sige til advokaten?

- Det var dem, som guidede mig også. Men det var ikke helt på samme måde som med hende fra Erhvervsstyrelsen, fordi ham her var jo lidt firmaets mand. Derfor var det ikke helt så stramt som med styrelsen, men de guidede mig igennem med, hvad jeg skulle sige til advokaten. Og hvad jeg ikke skulle sige.

Medejer bekræfter

Ekstra Bladet har bedt Rasmus Gutfelt Skalbo, der var medejer af Marketing Saver, om en kommentar. Og han bekræfter, som Casper Dzienis forklarer, at han sad i ’maskinrummet’ af firmaet.

'Det er helt rigtigt forstået, at jeg har siddet i 'maskinrummet' og udført selve arbejdet, som kunderne skulle have i form af opslag med videre. Det er her, jeg har min baggrund og ekspertise', skriver han i et mailsvar til Ekstra Bladet.

'Ligeledes er det rigtigt forstået, at Arvin (den anden medejer, red.) har stået for alt, hvad der hedder salg og underskrivelse af kontrakter samt oplæring af medarbejdere i salg'.

'Jeg ved ikke præcis, hvad Casper har haft af arbejdsopgaver i den periode, han har siddet som direktør, da det var en relativt kort periode på to måneder, indtil I kører de første artikler, og vi indstiller driften'.

- Et centralt punkt i sagen handler jo om, hvorfor firmaet ikke er momsregistreret. Hvorfor blev det aldrig det? Der blev jo udsendt en lang række regninger med moms og lavet store kontrakter med moms?

- Det ved jeg ikke noget om. Det er også derfor, at jeg ikke har kunne svare alle de gange, hvor I har sendt mig spørgsmål i mails. Der er rigtig mange spørgsmål, som både du, mine venner og min familie har stillet mig undervejs, som jeg ikke kan svare på. For det har jeg ikke været inde i.

- Jeg har ikke haft noget at gøre med det. Overhovedet.

- Det vil ellers normalt været noget, som man kan spørge en direktør om? Det er jo hans butik?

- Ja, præcis. Men jeg har først lært, hvordan man momsregistrerer et firma, efter jeg gik ud af Marketing Saver.

- Hvem står så for momsen i Marketing Saver?

- Det er Rasmus og hans far, Lennart Gutfelt. De stod med alt, der handlede om regnskaber.

- Har du haft meget kontakt med Lennart Gutfelt?

- Nej, det er meget begrænset. Jeg får på et tidspunkt besked fra ham om, at jeg skal give tilladelse i en mail til, at de kan sende et forslag til et forlig ud til kunderne. Men det er først, da I skriver om det, at jeg ser, hvad der står i den mail, som har mit navn på.

Her er bagmændene

1 af 3  Casper Dzienis blev student i 2018. Fra 25. november 2019 til 15. juni 2020 sad han som direktør i Marketing Saver. Privatfoto
2 af 3  Arvin Mazaheri har tidligere fået tvangslukket flere firmaer som Marketing Saver, hvor flere kunder også følte sig taget ved næsen. Han var medejer af Marketing Saver og direktør i firmaet. Sidstnævnte rolle sluttede dog 25. november 2019. Privatfoto
3 af 3  Rasmus Gutfelt Skalbo var ejer af Marketing Saver sammen med Arvin Mazaheri, men også direktør frem til 25. november 2019. Privatfoto

- Hvorfor ender I i Vietnam?

- Arvin fortalte, at han havde boet i Vietnam i en kortere periode. Og det var ikke meningen, at vi skulle flytte til Vietnam, men bare tage en ferie der, hvor vi også arbejdede. Men der sker noget i Spanien, som får os til at flytte hurtigt.

- Jeg og min ekskæreste er i byen med Arvin og Rasmus en af de dage, hvor I netop har skrevet det første om sagen. Men de går hjem, mens min kæreste og jeg bliver for at drikke et glas vin.

- På gaden hører jeg pludselig, mit navn blive råbt bagfra. Og før jeg når at vende mig, bliver jeg slået ned med en flaske. Jeg vågner på jorden, mens min ekskæreste prøver at stoppe blødningen fra mit hoved med sin jakke. Det kostede seks sting i panden

- Nu ved vi, at risikoen for, at vi møder nogen, som kender til historien og vil gøre os noget, er reel. Vi har i dagene forinden fået mange trusler på telefonen, på mail og på Facebook på grund af historierne.

- Hvad laver I i Vietnam?

- Det er mig, Rasmus og Arvin, der tager til Vietnam. Og min ekskæreste tager hjem til Sverige.

- Det er ikke med henblik på at flytte derned, men blot for at få en pause fra det hele. Vi arbejder stadig med det andet firma Gutfelt Social.

- Hvorfor tog du med, når du vidste, at den var helt galt med firmaet?

- Jeg var ikke en person, man gad snakke med på det tidspunkt. Mine venner og familie ville ikke snakke med mig, eller forstod ikke hvad der foregik.

- De eneste, jeg havde på det tidspunkt, var Rasmus og Arvin. Og som jeg kunne snakke med. Jeg sagde ikke engang til min mor, at jeg flyttede til Vietnam. Der gik noget tid, hvor hun begyndte at stille spørgsmål til artiklerne. Og så ringede jeg til hende. Jeg bor så i Vietnam nu, fortalte jeg hende. Det var en meget turbulent tid.

Det har haft personlige konsekvenser for Casper Dzienis, at han sidste år sagde ja til at blive direktør for Marketing Saver, der siden er afsløret i groft bondefangeri af en række mindre erhvervsdrivende. Privatfoto
Det har haft personlige konsekvenser for Casper Dzienis, at han sidste år sagde ja til at blive direktør for Marketing Saver, der siden er afsløret i groft bondefangeri af en række mindre erhvervsdrivende. Privatfoto
 

- Hvad gør situationen turbulent i Vietnam?

- Vi stopper jo fuldstændig med Marketing Saver. Der er stadig nogle ting, vi skal have styr på, men der bliver ikke skaffet nye kunder. Vi fortsætter derfor arbejdet i Gutfelt Social, som jo er en helt anden forretning, Rasmus har kørt i længere tid.

- Jeg går tilbage til at booke møder, mens Arvin laver salget. Og der er ikke noget der. Det er helt andre kontrakter, der bliver brugt der.

- Jeg fik også en idé i Vietnam om at lave en video, hvor vi ville komme med vores udtalelser på det hele. Vi skulle bare snakke lige fra posen. Jeg ville gerne sige tingene, som de var.

- Men det endte ud med, at der blev lavet manuskripter, og Arvin brugte situationen på at prøve at sælge salgstræning i slutningen. Så i stedet for et svar på kritikken, bliver videoen nærmest en fuckfinger til kunderne hjemme i Danmark.

- Hvad sker der i jeres forhold, mens I er dernede?

- Der sker ikke så meget mellem mig og Arvin og mig og Rasmus. Men de to begynder at have nogle episoder, hvor de snerrer meget af hinanden og taler meget for sig selv. Og en dag har de et stort skænderi, hvor jeg bliver bedt om at forlade kontoret. Jeg kan høre dem ude på gangen, selvom det er et lydisoleret kontor.

- Hvad skændes de om?

- På daværende tidspunkt ved jeg det ikke. Men jeg har efterfølgende fået det at vide, men det er imellem de to. Det vil jeg ikke ind på. Det er en konflikt mellem de to.

- Men det er ikke en dans på roser i Vietnam?

- Nej, vi ender jo også med at tage hjem, fordi konflikten udvikler sig. De kommer mere og mere op at skændes. Og der er en gang, hvor vi holder et par dage fri. Her beder de mig om at mødes  hjemme hos dem privat.

- De ser meget alvorlige ud og siger, at der er noget, vi skal tale om. Så siger de til mig, at de kan ikke sammen mere. De er stadig venner der, men de skal bare ikke arbejde sammen. Og så tilbyder de mig at sidde som direktør i Gutfelt Social, når vi kommer hjem.

- Her var det reelt mig, der skulle være direktør i selskabet, hvilket jeg siger ja til. Her får jeg også for første gang tilbudt en løn for faktisk at lave administrerende arbejde. Jeg skulle finde freelancere, der kunne udføre arbejdet. Bare køre forretningen med dem som sparringspartnere.

- Efter jeg havde arbejdet der lidt, udviklede deres konflikt sig, og de begynder at bruge mig som en brevdue. Arvin siger, at jeg skal sige noget til Rasmus. Og omvendt.

- Jeg har hele tiden sagt til dem, at jeg vil være neutral part i det her. Men de er stadig inde i virksomheden som ejere, og konflikten udvikler sig. Og så siger jeg stop. Det er nok nu, og jeg fratræder stillingen. Jeg vil ikke bruges på den måde.

- Men du laver alligevel Social Bureauet sammen med Arvin. Hvorfor det?

- Vi taler om at starte noget andet op, som han kommer med tilbuddet om. Det var midt i coronakrisen, så der var mange, der først ville have en samtale senere. Men vi er meget enige om, at det her ikke skal være Marketing Saver version 2.0. Det skal være en god forretning, som Gutfelt Social var.

- Jeg lægger meget tid i det og laver en kontrakt, hvor kunden får en måned gratis, der begynder, når vores arbejde går i gang. Og altså ikke når kontrakten bliver underskrevet. Og der er syv dages opsigelse, fra arbejdet går i gang, hvorefter man er bundet i tre måneder.

- Når folk taler med Anders Bergman i Social Bureauet eller Morten Sørensen i Marketing Saver, hvem er så det?

- Det er Arvin. Jeg har fået at vide, at det er meget normalt i telemarketing branchen, at hvis man har et udenlandsk navn, så ringer man ud med et andet navn. Når jeg har ringet ud, har jeg hele tiden kaldt mig Casper i Social Bureauet. Og også brugt mit rigtige efternavn.

- Hvad skal der ske nu?

- Jeg skal have en pause fra det her. Og jeg skal i hvert fald ikke arbejde sammen med nogle af de to.

- Hvad tænker du om, at du så ifølge din forklaring er blevet skubbet foran som direktør i firmaet uden at være?

- Hvis man nogensinde har en mavefornemmelse af, at der er noget, som ikke stemmer, så skal man lytte til den.

- Og den mavefornemmelse har du faktisk haft undervejs i det her forløb, men ikke lyttet efter?

- Korrekt, og jeg har været med til at gøre nogle ting over for folk, som ikke er i orden.

- Du siger, at du føler dig hængt ud. Men det er jo en virkelighed, som du også i dag erkender, at du har været en del af. Og når kunderne og deres advokater siger, at de har været udsat for bondefangeri, så er det vel ikke forkert?

- Nej, det siger jeg også den dag i dag. Det siger jeg også den dag i dag.

- Hvad skal du lave nu? Hvad drømmer du om?

- Jeg skal have en lang pause, hvor jeg kan slappe lidt af. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer.

- Og så skal jeg have et job, så jeg kan spare lidt penge sammen og starte noget andet op. Men hvad det bliver, er jeg ikke afklaret om endnu.

TIP OS! Kender du personkredsen bag firmaet? Del din viden i en mail til tech@eb.dk. Henvendelser behandles fortroligt, hvis det ønskes

103 kommentarer
Vis kommentarer