Thorning trækker sig

Helle Thorning trækker sig fra sit topjob som skattejæger i FN

Thorning trækker sig nu, men er fortsat ikke til at få fat i. Har du set Helle?

Efter flere uheldige afsløringer må tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt trække sig fra sit topjob som skattejæger i FN.

Hendes udmelding kommer efter en række afsløringer, som viser, at den tidligere statsminister ejer andele i et firma, som har forbindelse til skattelyet Jersey.

Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få Helle Thorning-Schmidt i tale, men det har ikke været muligt. Til gengæld har hun meldt sin fratrædelse til nyhedsbureauet Ritzau.

- Jeg har i dag valgt at træde tilbage. Panelet er særdeles vigtigt, og jeg ønsker ikke, at det arbejde bliver forstyrret på nogen måde, skriver hun.

Standardsvar
Helle Thorning-Schmidt sidder desuden i to bestyrelser, som også har forbindelse til skattely.

- Begge virksomheder betaler skat, hvor de er skattemæssigt hjemmehørende. Safelane Global Holdings betaler skat i Storbritannien, og Carsøe betaler skat i Danmark. Bestyrelsesmedlemmerne betaler også skat, hvor de er skattemæssigt hjemmehørende, skriver Thorning-Schmidt til nyhedsbureauet.

Ekstra Bladet har tidligere talt med international skatteekspert og tidligere økonomisk rådgiver for Jerseys regering John Christensen om netop den type svar, som den tidligere statsminister giver ovenover. Det minder meget om det svar, som direktøren for det omtalte firma gav.

- Det er et standardsvar. Selvom jeg ikke tvivler på, at nogle skatter på overskuddet bliver betalt i Storbritannien, er det meget sandsynligt, at overskud fra minerydning (Safelane Globals forretningsområde, red.) bliver kanaliseret til Jersey-selskabet, hvor de ikke vil blive beskattet, lyder det fra skatteeksperten, der arbejder for Tax Justice Network mod skattely.

Offshore
Eksperten vurderer, at selskabets beliggenhed nok har noget at gøre med skattefordele.

- Det står ikke klart, hvorfor de har lavet det her skift til Jersey. Men i de fleste tilfælde, når selskaber registrerer sig offshore (Jersey i dette tilfælde, red.), gør de det med et skatteformål. Og det er sandsynligvis også motivet her. Det er sandsynligvis enten for at beskytte dem mod potentiel udbytteskat eller for at reducere deres selskabsskat, siger John Christensen.

I kraft af sit job som en af to formænd i en indsatsgruppe mod skattely skulle Thorning-Schmidt være med til at forsøge at dæmme op for skatteunddragelse for at finansiere verdensmålene.

Den anden formand er Nigers tidligere premierminister Ibrahim Mayaki.

Lederen - 6. feb. 2020 - kl. 06:00 Efterlysning: Hvor er Helle?

Helle Thorning-Schmidt. Foto: Ruben Sprich Dagsorden - 6. feb. 2020 - kl. 20:16 Tordnede mod skattely: Så hellig var skattejæger-Helle

Se også: Ny afsløring: Så tæt er Helle på skattely-konge

Politisk kommentator Henrik Qvortrup har tidligere forklaret problematikken i Helle Thornings nu tidligere bestyrelsesjob.

Læs hele Helle Thorning-Schmidts forklaring nedenfor.

Her er Helle Thorning-Scmidts forklaring

"Jeg har i dag valgt at træde tilbage fra min position som medformand i FN Panelet vedrørende International Finansiel Transparens og Integritet. Panelet er særdeles vigtigt, og jeg ønsker ikke, at det arbejde bliver forstyrret på nogen måde.

Der har den seneste tid været stillet spørgsmål ved mit engagement i to virksomheder, Carsoe A/S og SafelaneGlobal. Begge er fremragende virksomheder, som jeg er stolt over at være en del af.

I den sammenhæng ønsker jeg at få nogle ting slået fast. Oplysninger, som er tilgået Ekstra Bladet, men som de har valgt at undlade i deres dækning.

Begge virksomheder betaler skat, hvor de er skattemæssigt hjemmehørende. Safelane Global Holdings betaler skat i UK og Carsøe betaler skat i Danmark. Bestyrelsesmedlemmerne betaler også skat, hvor de er skattemæssigt hjemmehørende.

Når det gælder Jersey, er reglerne klare. Man har oplysningspligt over for skattevæsenet, hvad enten man er aktionær i Danmark eller i udlandet. Det er derfor heller ikke muligt at undgå at betale skat i Danmark ved at registrere sig på Jersey. Det er derfor heller ikke billigere skattemæssigt at have en investering gennem et skattemæssigt transparent selskab på Jersey, da skatten på aktieavancer, udbytter, honorarer mv. betales der, hvor en investor er skattemæssigt hjemmehørende, eksempelvis Danmark, Tyskland eller UK. Denne transparens understreges af, at EB har haft adgang til et offentligt register over mit engagement.

Til sidst vil jeg gerne takke Formanden for FN’s Generalforsamling, Tijjani Muhammad-Bande og ambassadør Mona Juul, Formand for FN’s Økonomiske og Sociale Råd for at have bedt mig om at løse denne opgave. Jeg ønsker panelet succes fremover".

Helle Thorning-Schmidt

958 kommentarer
Vis kommentarer