Udsatte børn er en millionforretning - ejet i skattely

Kommuner betaler enorme beløb for hjælp til udsatte børn og unge. Det er blevet en gigantisk forretning for en gruppe opholdssteder, der skovler millioner ind og er ejet i skattely

Foto/redigering: Jonas Olufson/Emma A. Svendsen

Psykisk syge og omsorgssvigtede børn og unge er en så guldrandet forretning, at en udenlandsk kapitalfond er på markedet.

Baggrunden er, at den nu stenrige danske forretningsmand Erik Filthuth i 2017 solgte Søbæk-imperiet, der er en stor gruppe opholdssteder og skoler for udsatte og psykisk syge børn og unge.

Køberne var en svensk koncern med en kapitalfond i skattely i ryggen.

Koncernen hedder Team Olivia, og bag dem står den kontroversielle kapitalfond Procuritas som primær ejer.

Kapitalfonden ejer koncernen - og dermed opholdsstederne - gennem et selskab registreret i en postboks på skattely-øen Guernsey.

- Det, der reelt er tale om, er, at vi risikerer at sende skattekroner i skattely, siger Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke og mangeårig kritiker af skattely, til Ekstra Bladet.

Har du et tip om Søbæk eller andre opholdssteder? Skriv til journalisterne ved at klikke her

Og det er ikke småpenge, der er på spil.

I 2019 betalte kommunerne Søbæks opholdssteder og skoler 125 mio. kroner ifølge Udbudsvagten.dk.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Før Team Olivia købte Søbæk, nåede selskaberne at forgylde pædagogen Erik Filthuth. I dag er han mangemillionær og lever i sus og dus. Søbæks afdelinger ligger i Holbæk-området. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Før Team Olivia købte Søbæk, nåede selskaberne at forgylde pædagogen Erik Filthuth. I dag er han mangemillionær og lever i sus og dus. Søbæks afdelinger ligger i Holbæk-området. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

--------- SPLIT ELEMENT ---------

'Filler's fede forretning

Søbæk-imperiet blev startet af pædagogen Erik Filthuth, også kendt som 'Filler' i Nordvestsjælland. Han har for alvor forstået at forvandle udsatte børn til en millionforretning. 

Ud over sin direktørløn har Erik Filthuth fra 2001 og frem til salget i 2017 hevet et udbytte på 53,2 mio. kroner ud af Søbæk og over i sit selskab Bakke Finans.

Efterfølgende har han tjent penge på at sælge Søbæk til koncernen, der er ejet i skattely. Ekstra Bladet ville gerne vide, hvor mange penge Erik Filthuth har tjent på salget, men han har ikke ønsket at svare på spørgsmål.

Dog fremgår det af hans virksomheds seneste årsregnskab, at der er indtægter for 93,7 mio. kroner, som stammer fra 'efterbetaling fra salg af kapitalandele'.

Det kan meget vel være penge fra salget af Søbæk. Virksomheden ejede ikke kapitalandele i andre virksomheder, der kan forklare den store indtægt.

Artiklen fortsætter under billedgalleriet ...

'Filler's fede liv

1 af 5  Erik Filthuths private villa i Holbæk med udsigt til vandet. Foto: Jonas Olufson
2 af 5  Indgangen til Filthuths domicil ved Holbæk Fjord. Foto: Jonas Olufson
3 af 5  Huset i Holbæk ligger lige ud til vandet. Foto: Jonas Olufson
4 af 5  Erik Filthuth ejer i dag en masse ejendomme. Blandt andet 'Casa Filler' i Spanien. Privatfoto
5 af 5  Der hører også en fed 'dyt' med til huset i Spanien. Foto: Privatfoto

Pengene, der formodes at stamme fra salget, ligger i Erik Filthuths selskab Bakke Finans. Det er det samme firma, som har modtaget de millioner, Erik Filthuth over årene har hevet ud af Søbæk.

I dag har Bakke Finans en egenkapital på over 200 mio. kroner og ejer over 30 ejendomme og grunde. Blandt andet de ejendomme, som Søbæk lejer sig ind i.

Ekstra Bladet ville gerne interviewe Erik Filthuth om hans forretning på udsatte børn, men det har hovedpersonen som bekendt ikke ønsket.

Hvad er Søbæk

Kommunerne betaler for at anbringe og henvise socialt udsatte børn og unge til Søbæk.

Her kan de bo og/eller gå i skole, hvis de har været udsat for omsorgssvigt eller har en eller flere psykiatriske lidelser - eksempelvis alvorlige personlighedsforstyrrelser, hjerneskade, autisme, borderline og skizofreni.

Søbæks målgruppe er børn og unge i alderen 12 til 30 år.

Imperiet består af seks opholdssteder samt en kollegie-afdeling. Desuden ejer selskaberne fem dagbehandlingstilbud, hvor udsatte børn og unge kan få skoleundervisning og socialpædagogisk støtte.


Velfærdsprofit
Team Olivia havde formentlig profit for øje, da de - med en kapitalfond i ryggen - købte Søbæk i 2017.

- Selvfølgelig går vores nye ejere Team Olivia Danmark ikke ind i det her, uden at de tror, at der er et økonomisk incitament, har den tidligere ejer, Erik Filthuth, selv udtalt til Politiken i 2018 i forbindelse med salget.

Selv kalder Team Olivia sig ‘en af de største private operatører, som tilbyder velfærdsydelser i Sverige, Norge og Danmark’.

Eksempelvis ejer Team Olivia også Focus People i Danmark. De omsætter for millioner ved at tilbyde en lang række ydelser indenfor syge- og handicapområdet.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Skattely-fidusen

Skattely-fidusen kan opstå, når kapitalfonden, registreret i det kendte skattely Guernsey, sælger Team Olivia og dermed opholdsstederne.

- Her vil kapitalfonden bevare overskuddet på Guernsey, og så vil en del af kapitalfondens ejere formentlig ikke tage pengene hjem til beskatning, men bevare dem i skattely, forklarer Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke og mangeårig kritiker af skattely.

Artiklen fortsætter under grafikken...


Ekstra Bladet har været i dialog med Hans Wikse, der er partner i kapitalfonden Procuritas.

Han fortæller, at det netop er deres plan at sælge Team Olivia inden for et par år.

Dog mener han ikke, at der er noget odiøst i, at virksomheden er registreret på den kendte skattely-ø.

'Selskabsstrukturen er transparent for investorerne på den måde, at det skattelovgivningsmæssige miljø (på Guernsey, red.) er meget klart og stabilt over tid. Derudover er der heller ikke et ekstra lag af beskatning,' skriver han i en mail.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hans Wikse er partner i den kapitalfond, der ejer Team Olivia gennem et selskab i skattely.
Hans Wikse er partner i den kapitalfond, der ejer Team Olivia gennem et selskab i skattely.

Det var i 2008, at kapitalfonden Procuritas købte majoriteten af Team Olivia gennem en nyoprettet virksomhed, der er registreret i en postboks i skattelyet Guernsey.

'Da vi oprettede PCI IV (virksomheden, der ejer Team Oliva) i 2008 var der en stor risiko for, at selskabskonstruktioner som denne i Sverige og Danmark kunne føre til, at nogle investorer ville anses for at være permanent etableret her (Danmark og Sverige, red.) og dermed risikere dobbeltbeskatning, skriver han videre.

Hans Wikse hæfter sig ved, at Team Olivia betaler skat i henholdsvis Danmark, Norge og Sverige.

Men ifølge Lars Koch, der er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke, kan konstruktioner som denne misbruges til at betale så lav skat som muligt.

- Den kan have nogle legitime formål, men den kan også anvendes til at undgå at betale skat, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Unge kan bo eller gå i skole på Søbæk, hvis de har været udsat for omsorgssvigt eller har en psykisk lidelse. Det genererer et millionoverskud for opholdsstederne. Foto: Jonas Olufson
Unge kan bo eller gå i skole på Søbæk, hvis de har været udsat for omsorgssvigt eller har en psykisk lidelse. Det genererer et millionoverskud for opholdsstederne. Foto: Jonas Olufson

Hemmelige investorer
Hans Wikse fra Procuritas siger, at flere af fondens investorer er pensionsselskaber, som betaler skat i deres hjemlande. Han vil dog ikke sende en liste over investorerne. Det har heller ikke været muligt at få den fra Guernseys myndigheder.

Sådan en liste ville have vist, om nogle af fondens ejere er registreret i andre skattely.

- Hvis Procuritas sælger Team Olivia og tjener en masse penge, vil jeg som investor skulle beskatte pengene, når jeg tager dem hjem til Danmark. Men hvis jeg selv er registeret i skattely, kan jeg beholde pengene i skattely, forklarer Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke.

- Det er typisk det, flere investorer i kapitalfonde gør.

475 kommentarer
Vis kommentarer