Vinder statuette for sjette gang: - Man får helt dårlig samvittighed

De morgenfriske værter fra 'Go' Nova' vinder igen i år Ekstra Bladets Radiopris, Den Gyldne Mikrofon

Casper Hjorth, Signe Krarup, Dennis Ravn og Celina Friis savnede Mai-Britt Vingsøe fredag aften, men den populære radiovært havde fået fri for at tage til Formel 1 i Singapore. Foto: Anthon Unger

For sjette år træk kunne Dennis Ravn, Mai-Britt Vingsøe og Signe Krarup fredag aften lade sig hylde som vindere af Den Gyldne Mikrofon.

Ekstra Bladets radiopris blev overrakt ved en stor prisfest på Huone på Amager, hvor hele den danske radiobranche var samlet til PrixRadio-fest.

Det er 13. gang, at Den Gyldne Mikrofon bliver givet til den eller de radioværter, som Ekstra Bladets læsere mener, gør det allerbedst. Det er altså intet mindre end sjette gang i træk, at eftertragtede statuette havner i favnen på det morgenfriske trekløver fra 'Go' Nova'.

- Man får helt dårlig samvittighed. Det er jo den eneste pris i aften, hvor lytterne har stemt. Ellers er det jurypriser. Så det er helt vildt, at vi vinder den igen, udbrød Dennis Ravn, da han endnu en gang kunne kramme den gyldne statuette.

Signe Krarup havde til gengæld ikke en snert af dårlig samvittighed. Hun var bare glad.

- Det er så kæmpe stort. Jeg er ved at tude. Og nu glæder jeg mig bare endnu mere til mandag morgen klokken 6, når vi skal sende igen og kan dele det her med vores lyttere, sagde hun.

Sådan ser den eftertragtede statuette ud. Foto: Jonas Olufson
Sådan ser den eftertragtede statuette ud. Foto: Jonas Olufson

'Go Nova'-holdet vandt prisen i kategorien 'bedste landsdækkende radiovært', men der var igen i år også en statuette på højkant til den bedste regionale radiovært.

Her var Ekstra Bladets læsere ikke i tvivl om, at statuetten skulle havne hos morgenholdet fra Radio Globus. 'Vækkelsesprædikanterne' hedder programmet, som Freddy Fey bestyrer med Dennis Petersen og Jonas Bonnerup som faste makkere.

- Vi er simpelthen så glade, og vi må jo nok ikke rigtigt sige det til nogen, men det er denne her pris, der er vigtigst i aften, fordi det er en lytterpris, sagde Freddy Fey.

- Det er en anerkendelse af det, man går og laver, og det da fedt at få, når man har lavet radio i rigtig mange år, fortsatte han.

Dennis Petersen, Jonas Bonnerup og Freddy Fey var glade for at kunne bringe et trofæ med hjem til Sønderjylland. Foto: Anthon Unger


Det er Ekstra Bladets læsere, der både nominerer ti finalister og kårer vinderen af Den Gyldne Mikrofon, og både værterne fra 'Go' Nova' og 'Vækkelsesprædikanterne' vandt i overlegen stil.

Ravn, Vingsøe og Krarup fik hele 68 procent af stemmerne i deres kategori. Nærmeste konkurrent var DR-værten Jojo, der tidligere har vundet prisen sammen med netop 'Go Nova'-holdet. Efter skiftet til 'Go' Morgen P3' kunne Jojo hive 14 procent af stemmerne hjem, mens Mads Steffensen fra 'Mads og Monopolet' fik otte procent.

TIDLIGERE VINDERE AF 'DEN GYLDNE MIKROFON'

2007 De sorte Spejdere - Breinholt og Lund Madsen

2008 De sorte Spejdere - Breinholt og Lund Madsen

2009 Mads & Monopolet - Mads Steffensen

2010 Den løse kanon - Huxi Bach og Karen Thisted

2011 Formiddag med Sara og Adam - Sara Bro og Adam Duvå Hall

2012 Monte Carlo - Peter Falktoft og Esben Bjerre

2013 Monte Carlo - Peter Falktoft og Esben Bjerre

2014 Go'Nova - Mai-Britt Vingsøe, Dennis Ravn, Producer-Kristian og Jojo.

2015 Go'Nova - Mai-Britt Vingsøe, Dennis Ravn, Signe Krarup, Producer-Kristian og Jojo

2016 Go'Nova - Mai-Britt Vingsøe, Dennis Ravn, Signe Krarup og Jojo

2017 Go'Nova - Mai-Britt Vingsøe, Dennis Ravn, Signe Krarup og Jojo

2018 Go'Nova - Mai-Britt Vingsøe, Dennis Ravn, Signe Krarup

 

'Vækkelsesprædikanterne' scorede 33 procent af stemmerne i kategorien for de regionale radioværter. Anden pladsen gik til Nikolaj Valentin fra 'Mix Morgen' på Radio Mix FM, mens Kim og Jørn fra 'ABC Mor'n' på Radio ABC satte sig på tredjepladsen.

Flere end 35.000 har stemt i forbindelse med uddelingen af Den Gyldne Mikrofon 2019.

Alle de ti nominerede er forud for prisuddelingen blevet bedt om at sende en videohilsen til ekstrabladet.dk. Det har ni af finalisterne gjort og har mange været ganske kreative.

Se videoerne herunder:









 

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere