50 km mangler: Ny plan skal sikre vandrerute langs hele Gudenåen

Siden 2012 har kommunerne langs Gudenåen arbejdet på en vandrerute, og nu går man ind i den sidste fase

Selv om 120 kilometer vandrerute er anlagt, kan man endnu ikke vandre langs hele Gudenåen. Foto: Naturstyrelsen
Selv om 120 kilometer vandrerute er anlagt, kan man endnu ikke vandre langs hele Gudenåen. Foto: Naturstyrelsen

En vandrerute på i alt 170 kilometer fra Gudenåens udspring til Randers Fjord. Det er målet for et omfattende projekt, som de otte kommuner langs Danmarks længste vandløb har arbejdet på siden 2012.

I alt 120 kilometer af ruten er klar, og nu tager man så hul på de sidste 50 kilometer. Det sker med en helhedsplan, som Naturstyrelsen har lavet sammen med Gudenåsamarbejdet og de otte kommuner.

Spørger man Knud Erik Hesselbjerg, der er projektleder i Naturstyrelsen, kan ruten – der er døbt GudenåStien – udvikle sig til at blive lidt af en turistattraktion, når den står færdig.

– GudenåStien har potentiale til at blive en af landets mest kendte og benyttede vandreruter, siger  siger Knud Erik Hesselbjerg i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Det meste af stien er der allerede, og mange af de ønskede faciliteter findes i forvejen. Nu mangler vi bare at lukke hullerne i god dialog med lodsejerne for at få fastlagt det helt rigtige forløb.

Se også: Flyselskab skrotter planer for verdens længste flyrute

Det fremgår ikke, hvornår den sidste etape ventes færdig. Knud Erik Hesselbjerg påpeger i pressemeddelelsen, at helhedsplanen i høj grad skal fungere som en inspirationskilde.

– Vi har en plan. Nu skal den bare realiseres. Helhedsplanen for GudenåStien giver et overblik over, hvor det giver bedst mening at intensivere indsatsen, og håbet er, at den kan inspirere og motivere til, at vi i fællesskab med kommuner, lodsejere og interesserede fonde kan få vandreruten finansieret og gennemført, siger han i pressemeddelelsen.

Udover at give et overblik over de strækninger, der mangler på vandreruten, dykker den nye helhedsplan ned i, hvordan turister og vandrere skal guides gennem den 170 kilometer lange rute.

Se også: Stort rejseselskab sælger igen rejser i Kina

3 kommentarer
Vis kommentarer