'Absurd' forbud på verdensberømt strand møder skarp kritik

Bondi Beach i Australien er kendt for at tiltrække surfere fra verden over, men nu kan det snart være slut med at hoppe på brættet i bølgen blå på den ikoniske strand

Det kan blive slut med at surfe på den sydlige halvdel af den ikoniske strand Bondi Beach. Foto: Joel Carrett/AP
Det kan blive slut med at surfe på den sydlige halvdel af den ikoniske strand Bondi Beach. Foto: Joel Carrett/AP

Både turister og lokale valfarter hver dag til den verdenskendte strand Bondi Beach i Australien, når badetøjet - og især også surfbrættet – skal luftes.

Men nu kan det snart være slut med at hoppe op på brættet og suse ud i bølgen blå på den gyldne sandstrand med det azurblå vand og store bølger. I hvert fald på visse dele af stranden.

Ifølge det australske medie News.com.au vil kommunalbestyrelsen i forstadsbyen Waverley nemlig forbyde surfing i den nordlige ende af stranden for at forbedre sikkerheden.

Derudover overvejer kommunalbestyrelsen dog også blot at begrænse brugen af surfboards med finner således, at disse boards kun må bruges i den sydlige del af den 900 meter lange strand.

Selvom surfere - på trods af forslaget - altså stadigvæk vil have mulighed for at surfe på visse dele af den ikoniske strand, så har forslaget mødt skarp kritik af både lokale og turister, som kalder det for 'absurd' og 'en joke'.

- Jeg surfer på Bondi stort set hver dag, og det nuværende system passer fint, så længe reglerne bliver overholdt og nuanceret på en ordentlig måde af livredderne, skriver en lokal australier ved navn Adam Gibson på Facebook og fortsætter:

- Alle, der surfer på Bondi til daglig, forstår, at man ikke skal surfe for tæt på advarselsflagene, og når det kommer til dem, der ikke ved bedre, så er det livredderne, der skal være klar til at vejlede.

Se også: Italiensk ferieparadis bandlyser sugerør

Det er latterligt og vil skabe kaos
Ifølge Adam Gibson, som har surfet på stranden i knap 50 år, vil det skabe kaos og et menneskemylder på den sydlige del af stranden, hvis forslaget træder i kraft:

- Hvis der kommer en 'buffer zone', eller man skubber alle surfere ned til den sydlige del af stranden, vil det skabe total kaos på et meget lille område, og derudover vil surferne - som har lige så meget ret til at være i vandet som alle andre - i højere grad risikere at blive skadet på grund af dette menneskekaos. Det er et latterligt forslag.

Flere andre har også kritiseret forslaget fra kommunalbestyrelsen, som dog påpeger, at forslaget indtil videre blot var et spørgsmål i forbindelse med en brugerundersøgelse, som skal vise, om badegæsterne på Bondi Beach er utilfredse med surfing.

- Vi spurgte dem, hvorvidt definitionen af bløde og hårde surfboards samt fiber- og skumboards skal ændres til blot 'med eller uden finne', siger en talsmand fra kommunalbestyrelsen ifølge News.com.au og fortsætter:

- Dette ville i så fald betyde, at ethvert surfboard med finne vil blive forbudt indtil grænsen ved den sydlige del af stranden. Og det ville således fjerne enhver form for interaktion mellem badegæster, der gerne vil svømme mellem flagene, og surfboards med finner i nordlige halvdel af Bondi Beach.

Ifølge talsmanden er det uvist, hvornår der vil blivet taget en endelig beslutning i sagen, da alle resultater af undersøgelsen endnu ikke er blevet set igennem.

Se også: Så er det officielt: Ferieparadis forbyder bestemt type solcreme

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere