Advarer mod farlig ferie-trend: Kan medføre hjerneskader og dødsfald

Balloner fyldt med lattergas bliver solgt for billige penge på de populære ferie-destinationer, så unge kan indtage gassen og få sig en ekstra rus, når de fester

Dette skilt står udenfor en restaurant på Zakynthos i det vestlige Grækenland, hvor der sælges balloner fyldt med lattergas for én euro. Billedet er taget i juni måned. Foto: Gudrun Nylén/Europæiske Rejseforsikring
Dette skilt står udenfor en restaurant på Zakynthos i det vestlige Grækenland, hvor der sælges balloner fyldt med lattergas for én euro. Billedet er taget i juni måned. Foto: Gudrun Nylén/Europæiske Rejseforsikring

Omkring 7 kroner.

Så lidt koster det at få en ekstra rus for de unge, festglade rejsende som tager mod populære feriemål som Rhodos, Kos og Kreta, hvor balloner fyldt med lattergas bliver tilbudt – og købt – i stigende grad.

Det skriver det norske medie, VG.

Lattergas er en slags bedøvelsesvirkende gas, som desuden giver en kortvarig følelse af glæde, som varer i omtrent 1-2 minutter. Derfor bruger mange unge det som rusmiddel.

Ballonerne bliver solgt på restauranter, natklubber, strande og gadehjørner på de populære turistdestinationer, men ifølge den norske overlæge Merete Vevelsted er rusen bestemt ikke uden omkostninger.

- Folk har virkelig ingen idé om, hvor farligt, det er. Det er rent hasardspil, man spiller med sit liv, for man kan simpelthen dø af det, siger hun til VG og fortsætter:

- Hvis man inhalerer lattergas er det som om at være akut på Mount Everest. Det kan hjernen kun tolerere i få sekunder, før den bliver bevidstløs, eller man dør.

Se også: Tre-årig var døden nær på fly: Flyselskab vil ikke hjælpe

Manglende ilt
Ifølge Henrik Rindom, der er overlæge i psykiatri ved Stofrådgivningen og misbrugsekspert, er det den manglende ilt, der gør, at lattergassen er livsfarlig.

- Når du suger gassen ind og derefter puster ud, så får du ikke noget ilt med derind, men du kommer af med kuldioxiden, som er det stof, der styrer vejrtrækningen, forklarer han og uddyber:

- Det vil sige, at man faktisk snyder hjernen til at tro, at alting er godt, fordi kuldioxiden er normal. Problemet er bare, at du mangler ilten, og når ilten bliver så lav, at du får blå negle, blå læber og lufthunger, så kan du have så meget gas i lungerne, at du kan risikere, at der ikke er plads til at få luft ind, fordi lungerne er fyldt med gas.

De fleste unge, der indtager lattergas, gør det i forbindelse med alkohol, men det er en meget dum idé, fortæller Henrik Rindom. For det er især, når man blander forskellige rusmidler, at brugen af lattergas kan ende fatalt.

- Det er, når flere sløvende rusmidler på én gang påvirker respirationscenteret, at det går galt. De unge mennesker, der dør af rusmidler, har mellem 2-4 sløvende stoffer i blodet.

Se også: Pas på tyven: Her stjæler de mest

Den nye trend på ferien
VG har talt med en nordmand, der arbejder på den græske turistø Kos, som siger, at de sælger op til 250 lattergas-balloner i løbet af en aften for cirka tre euro (cirka 25 danske kroner, red.).

Ifølge ham kan ballonerne købes næsten overalt, og tendensen er angiveligt gået 'helt amok' i år.

Det samme er tilfældet for Cypern, fortæller Gudrun Nylén, som arbejder for Europæiske Rejseforsikring på øen, til VG.

- Det virker ikke til, at hverken dem, der bruger det, eller dem, der sælger det, har en anelse om, hvilke bivirkninger lattergassen har.

Ifølge Gudrun Nylén har hun talt med flere læger på det lokale hospital, som fortæller, at mange unge ender op på hospitalet, fordi de har indtaget gassen.

- Dem, der sælger disse (ballonerne, red.) tjener en masse penge på det, og de unge har faktisk ingen idé om, hvilke konsekvenser denne nye trend kan have.

Overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom er enig i, at de unge ikke er gode nok til at passe på sig selv:

- Det største problem er, at de unge mennesker simpelthen ikke sætter sig ind i, hvad det er for nogle rusmidler, de tager. De bruger det bare uden at undersøge, hvad risikoen er, hvor rent rusmidlet er, og hvad de skal passe på.

Se også: Danskerne rejser uden forsikring: Det kan koste dem dyrt

Danskerne gør det også
Man skal da heller ikke engang tage hele vejen mod sydens sol for at finde eksempler på unge, der sluger lattergas, selvom det kan ende fatalt.

Den livsfarlige tendens spredte sig med fuld fart blandt de unge gæster på sidste års Roskilde Festival, hvor det bogstaveligt talt flød med brugte lattergaspatroner, som er frit tillgængelige i blandt andet landets Imerco-butikker, hvor det dog kræver, at man er over 18 år.

Dengang talte Ekstra Bladet med Trine Ry, der er chef for Stofrådgivningen, som fortalte, at trenden er ekstrem farlig, fordi man risikerer at blive kvalt:

- Hvis man suger lattergassen ned i lungerne og ikke får ilt ind imellem, risikerer man at blive kvalt. I langt de fleste tilfælde sker der ikke noget, så alle de unge, du møder på festivalen siger; 'nu har jeg set alle mine venner gøre det, og der sker jo ikke noget’, hvilket også er fint, sagde hun og fortsatte:

- Problemet er bare, hvis man er så fuld, som man nogle gange er på Roskilde Festival, at man ikke er opmærksom på at trække vejret ind imellem.

Se hvor mange gaspatroner, Ekstra Bladet fandt på fem minutter under Roskilde 2016 (Foto: Caroline Clante/Signe Pedersen):

Gaspatroner bliver revet ned fra Imercos hylder i denne periode. Roskilde 2016 - 1. jul. 2016 - kl. 15:45 Roskilde-unge elsker livsfarlig gas: Imerco-butikker melder alt udsolgt

Roskilde 2016 - 30. jun. 2016 - kl. 08:57 Farlig gas flyder på Roskilde: Du kan blive kvalt

98 kommentarer
Vis kommentarer