Udrulningen af 5G-netværk er i fuld gang flere steder verden over.
Også herhjemme er netværket tilgængeligt, og flere eksperter peger på, at det blot er et spørgsmål om tid, før netværket, der blandt andet lover høj hastighed, bliver det dominerende i verden.
5G-netværket kan imidlertid volde en del problemer i flytrafikken.
Sådan lyder meldingen fra det amerikanske luftfartstilsyn Federal Aviation Administration (FAA), som nu advarer passagerer, piloter og flyfabrikanter mod 5G-netværket.
Det skriver det norske medie Dagbladet.
Bør indføre nye tiltag mod 5G
Hvis passagerer, der er på 5G, ikke slukker for deres telefoner eller sætter dem på flytilstand, imens de er ombord på et fly, vil det udgøre en større risiko end 'gårsdagens' 4G-teknologi, lyder det fra FFA.
I sidste uge udsendte FFA en meddelelse til flyproducenter, operatører og piloter, som informerede om de potentielle farer, der kan være forbundet med 5G-netværket.
Her fremgik det, at det hidtil ikke er påvist, om de seneste eksempler på skadelige forstyrrelser ombord på fly er sket som følge af det trådløse netværk.
FFA tilføjer dog, at luftfartsindustrien skal være parat til at indføre tiltag for at kunne håndtere mulige forstyrrelser i flyenes navigationssystemer i forbindelse med, at 5G bliver mere udbredt.
Sluk for elektroniske enheder
FAA varsler, at man bør være forberedt på, at blandt andet 5G-sendere kan udgøre en skadelig risiko for dele af blandt andet det teknologiske sikkerhedsudstyr, der er ombord på fly.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Blandt andet kan de instrumenter, som er afhængige af højdemålere under selve flyvningen, blive sat ud af spil, når der flyves lavt.
Derfor opfordrer FFA piloter og øvrigt flypersonale til at være ekstra omhyggelige med at bede passagerer om at slukke alle de elektroniske enheder, der er koblet op på 5G-netværk.