Advarer om sommerferiefusk

Pas på falske udlejere, hvis du er på udkig efter en feriebolig i Danmark til sommer, lyder det nu fra flere feriehusudlejere

Foto: Mette Johnsen/Dancenter
Foto: Mette Johnsen/Dancenter

Spansk Politi har advaret om, at et netværk af svindlere i øjeblikket tager røven på turister. Nu stemmer to feriehusudlejere i med en lignende advarsel hertillands.

- Vi oplever i øjeblikket et stigende antal henvendelser fra frustrerede sommerhusejere og potentielle lejere, der har været i kontakt med falske udlejere, der forsøger at snyde sig til en lejeindtægt ved at lade som om, at de ønsker at udleje deres sommerhus. Man bør derfor være ekstra påpasselig, hvis man overvejer at booke et feriehus gennem private udlejere denne sommer, siger Kim Holmsted ifølge en pressemeddelelse fra Dancenter, hvor han er administrerende direktør.

DanCenter råder over 28 lokalkontorer og administrerer mere end 7000 ferieboliger i både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.

Som følge af coronakrisen og den danske regerings restriktive ind- og udrejsepolitik planlægger ekstra mange danskere i år at holde sommerferie herhjemme - mange i sidste øjeblik.

Og i takt med, at danske udlejningssommerhuse og campingpladser som følge af den store efterspørgsel i flere tilfælde kan melde udsolgt i højsæsonen, blomstrer kreativiteten hos falske udlejere tilsyneladende.

-  Der findes svindlere mange steder, og det gør sig naturligvis også gældende i feriehusbranchen, selvom vi helst ville være dem foruden. Det er i perioder som nu, hvor efterspørgslen er særligt høj, at mange svindlere kommer frem fra deres skjul og udnytter potentielle lejeres gode hensigter om at booke ferieovernatninger. Det er ærgerligt at starte det, man troede skulle blive en god sommerferie, med at blive snydt af en falsk udlejer, siger vicedirektør i Feriehusudlejernes Brancheforening Poul Fejer Christiansen ifølge pressemeddelelsen.

I mange tilfælde kan det være svært for potentielle lejere at gennemskue, hvornår der er tale om svindel, da fupudlejerne ofte henviser til landets etablerede udlejningsbureauers hjemmesider med konkrete sagsnumre. Det er ifølge parterne derfor afgørende, at man er ekstra påpasselig i forbindelse med betaling og videregivelse af personfølsomme oplysninger.

- Advarselslamperne bør begynde at lyse, hvis vedkommende forsøger at undgå direkte kontakt mellem lejeren og udlejningsbureauet, eller hvis betalingsformen virker mistænkelig, og bekræftelsen udebliver, siger Kim Holmsted.

Poul Fejer Christiansen anbefaler sommerferiedesperate danskere at tjekke brancheforeningens hjemmeside og booke igennem dens medlemmer. Så er man ifølge ham bedst muligt sikret som forbruger.

- Ønsker man at leje privat, gør man klogt i at huske sin kritiske sans og dobbelttjekke, hvem der ejer huset, og om de angivne oplysninger stemmer overens med virkeligheden, før man sender et større beløb afsted over MobilePay.

Sådan undgår du sommerferiesvindel:

Book dit sommerhus gennem et etableret udlejningsbureau.

Tjek, hvem der ejer huset.

Vær kritisk, når du betaler.

Lad dig ikke presse til en hurtig handel.

Stil krav om lejekontrakt og bookingbekræftelse.

Kilder: Dancenter og Feriehusudlejernes Brancheforening

28 kommentarer
Vis kommentarer