Ærøfærgen kolliderede i tågen

Folk sprang fra stedet i panik, beretter øjenvidner

Kaptajnen på M/F Marstal havde dårligt udsyn på grund af tæt tåge tirsdag morgen. Arkivfoto: Søren Stidsholt Nielsen/Ritzau Scanpix
Kaptajnen på M/F Marstal havde dårligt udsyn på grund af tæt tåge tirsdag morgen. Arkivfoto: Søren Stidsholt Nielsen/Ritzau Scanpix

Færgen M/F Marstal har tirsdag morgen været ude for et uheld.

Det skriver TV 2 Fyn, der har talt med øjenvidner, som kort før kl. 8.30 så Ærøfærgen støde ind i 'noget træværk' ved indsejlingen til Ærøskøbing.

Folk sprang fra stedet i panik, beretter øjenvidner over for regionalmediet.

Ifølge færgedirektør Keld Møller stødte Ærøfærgen ind i en pæl i den tykke tåge.

- Kaptajnen kunne ikke rigtig se, hvor langt han havde ind til kajen. Det var svært at bedømme, hvornår farten skulle tages af, siger Keld Møller til TV 2 Fyn.

TV 2 Fyn melder, at skibet slap fra kollisionen med skrammer.

Tirsdag morgen fortsætter færgedriften fra Ærøskøbing som normalt, og onsdag vil eksperter komme ud og besigtige skaderne.

Ingen personer kom til skade ved uheldet.

35 kommentarer
Vis kommentarer