Afsløring: Flyselskaber vil hellere spare penge end CO2

To britiske flyselskaber flyver med ekstra brændstof for at spare penge og udleder samtidig unødvendigt meget CO2

British Airways og Jetstar er de to flyselskaber, hvor det er blevet afsløret, at de vægter besparelser højere end CO2-udledning. Men praksissen er også udbredt andre steder. Foto: REUTERS/Regis Duvignau/File Photo
British Airways og Jetstar er de to flyselskaber, hvor det er blevet afsløret, at de vægter besparelser højere end CO2-udledning. Men praksissen er også udbredt andre steder. Foto: REUTERS/Regis Duvignau/File Photo

Det britiske medie BBC Panorama har afsløret, at flere flyselskaber benytter sig af en praksis, hvor flyene bliver fyldt med ekstra brændstof for at undgå at betale højere priser ved ankomstlufhavnen.

Denne praksis producerer samtidig ekstra CO2, som i en europæisk kontekst årligt svarer til udledningen fra en by med 100.000 indbyggere.

Se også: Kritik af miljøbevidst prins som flyver i privatfly

BBC Panorama har talt med flere ansatte i British Airways, som fortæller, at denne praksis er normal.

De fortæller, at mange flyselskaber har computersystemer, der udregner om ekstra påfyldning af brændstof kan spare dem for penge. Hvis der er penge at spare, vil medarbejderne tanke ekstra op.

BBC Panorama er blandt andet i besiddelse af nogle dokumenter, der viser, at British Airways på en nylig flyvetur til Italien havde omkring tre ton ekstra brændstof med.

Den ekstra vægt betød, at flyet udledte 600 kg ekstra CO2 end normalt. Besparelserne på den tur var under 40 pund (349 kroner).

BBC Panorama siger, at de har set mange interne dokumenter fra British Airways, nogle hvor helt op til seks ton ekstra brændstof er fyldt på fly. BBC Panorama har også et bevis på, at praksissen sker hos flyselskabet Easyjet.

'Flyselskaber er hykleriske'
Den anonyme insider, der har gjort BBC opmærksomme på dette, udtaler, at han finder British Airways hykleriske.

- Sådan et stort firma, der prøver at spare så små beløb, mens de udleder så meget ekstra CO2, kan ikke retfærdiggøres med vores nuværende klima, siger han til BBC.

Se også: Ny deleplatform vil udkonkurrere 'grådige' Airbnb

Som svar på anklagen har International Airlines Group, British Airways moderselskab, annonceret, at de vil se på praksissen.

British Airways siger, at det er normal praksis i branchen, at man fylder ekstra brændstof på. Især for korte flyvninger i Europa, hvor der kan være store forskelle på priserne. Samtidig siger de også, at de gør det af sikkerheds- og operationelle grunde.

- Måske er dette det forkerte at tilskynde. Vi vil være sikre på, at vores incitamenter vil være på linje med de rigtige aktiviteter for at sikre finansiel bæredygtighed og bæredygtighed for miljøet, siger Willie Walsh, direktør i International Airlines Group.

Se også: Gigant med stor ændring: Siger farvel til rødt kød på fly

'Tro ikke på virksomheders greenwash'
Flybranchen får også hård kritik af miljøorganisationer. Blandt andet Greenpeace.

- Det her et klassisk eksempel på en virksomhed, der vægter profit før planeten. Det her er grunden til, at vi ikke har råd til endnu et årti, hvor vi tror på virksomheders greenwash og venter på at nedbringelse af udledningen sker frivilligt, siger John Sauven, direktør i Greenpeace Storbritannien.

Organisationen som koordinerer flytrafikken i Europa, Eurocontrol, har udregnet, at praksissen med ekstra brændstof resulterer i 286.000 ton ekstra brændstof hvert år, hvilket udleder 901.000 ton ekstra CO2 om året.

Se også: Vil spare vægt: Slut med taxfree hos SAS

Til sammenligning viste et studie i 2017, at en dansker i gennemsnit udleder 14,5 ton om året.

Samtidig estimerer Eurocontrol, at praksissen har sparet flyselskaberne for 265 millioner euro (1,98 milliarder kroner). De estimerer, at en ud af fem af alle europæiske flyvninger er involveret i praksissen.

Kritikere mener, at den udbredte praksis underminerer flybranchens påstande om, at de er engageret i at reducere CO2-udledning.

49 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere