Air Berlin flyver sidste gang 28. oktober

Det er for øjeblikket et regeringslån, som holder selskabets fly på vingerne, mens det forhandler om salg

Flyselskabet har siden 2008 været plaget af røde tal på bundlinjen og har oparbejdet en gæld på 1,2 milliarder euro. Foto: AP
Flyselskabet har siden 2008 været plaget af røde tal på bundlinjen og har oparbejdet en gæld på 1,2 milliarder euro. Foto: AP

Det konkursramte Air Berlin vil senest den 28. oktober indstille flyvninger, mens selskabet arbejder med at få delt dets aktiver op.

Air Berlin erklærede sig konkurs i august, og det er for øjeblikket et regeringslån, som holder selskabets fly på vingerne. Det sker, for at selskabet får tid til at forhandle med investorer om salg og overtagelser.

Lufthansa står klar
Tyske Lufthansa står ifølge Bloomberg News klar til at overtage omkring 80 fly fra Air Berlin.

Lufthansa har i forvejen lejet 38 fly fra Air Berlin, som flyselskabet er klar til at overtage, men derudover er det også interesseret i at købe yderligere 40 fly.

Air Berlins samlede flåde består af 140 fly, og ud over Lufthansa har britiske Easyjet og IAG - ejeren af British Airways - vist interesse for nogle af flyene.

Flyselskabet kan tilbyde 3000 ud af Air Berlins omkring 8000 ansatte et job, og jobperspektiver er et af nøglekriterierne for udvælgelse under tysk konkurslovgivning.

Omkring 1400 af Air Berlins ansatte kan komme til at stå ledige inden for kort tid, viser fagforeningsdokumenter som i weekenden kom det franske nyhedsbureau i hænde.

Ifølge Mallorca Magazine vil der blive truffet en afgørelse vedrørende videresalg af Air Berlins fly den 12. oktober. Datterselskaberne Niki Air, der blandt andet varetager alle flyvninger til Mallorca, og LG Walter burde ifølge Berliner Morgenpost ikke blive berørt af Air Berlins kollaps.

Milliardgæld
Air Berlin gik i betalingsstandsning for nogle uger siden efter en række svære år. Flyselskabet har siden 2008 været plaget af røde tal på bundlinjen og har oparbejdet en gæld på 1,2 milliarder euro.

I sidste ende valgte storaktionæren Etihad at trække stikket.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen