Alaska vil forære Pfizer og Moderna til turister

Fra og med 1. juni er der gratis vacciner til alle, der rejser til USA’s største stat

Alaska er USA’s største stat, men også den tyndest befolkede. Foto: Joris Beugels/Unsplash
Alaska er USA’s største stat, men også den tyndest befolkede. Foto: Joris Beugels/Unsplash

Verden begynder så småt at åbne for turisme.

Nogle steder sker det med krav om vaccinepas, PCR-test og endda antistoftest.

Og så er der dem, der går skridtet videre og forsøger at lokke turister til med løfte om vacciner.

USA’s største og tyndest befolkede stat, Alaska, indskriver sig nu i denne klub, der også tæller Maldiverne og Rusland.

Det skriver Independent.

Vacciner i overflod
Og det er bestemt et attraktivt tilbud, som Alaska disker op med fra 1. juni.

Ikke alene er tilbuddet helt gratis. Guvernør Mike Dunleavy garanterer også, at der er rigeligt med vaccinerer til alle, der måtte ønske det, og at ingen derfor kommer til at rejse forgæves.

Oveni er der frit valg mellem vaccinerne fra Pfizer og Moderna, der både er de dyreste og mest effektive af de vacciner, der er godkendt i EU.

Kritik fra andre stater
Ifølge New York Times’ vaccinetracker er Alaska kun i midterfeltet af amerikanske stater, når det kommer til at uddele vacciner. Staten har givet første stik til 40 procent af sine indbyggere, mens en tredjedel er færdigvaccineret, fremgår det.

I samme avis er tiltaget blevet kritiseret for at prioritere turister over amerikanske stater, der halter bagud i vaccineudrulningen.

- Det er svært for mig at forstå, at det er lykkedes os at fejldistribuere vores vacciner i sådan en grad, at dette er nødvendigt, siger epidemiolog Larry Brilliant til New York Times.

Tilbuddet om en gratis vaccine gælder alle, der ankommer til lufthavnene i Anchorage, Juneau, Ketchikan og Fairbank.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Læge Tue Flindt Møller forklarer her, hvordan man skal forholde sig til bivirkninger fra coronavaccinen.