Alkoholforbud på vej i populær turistby: Køb ikke vin efter klokken 19!

Hvis lovforslaget træder i kræft, vil det ikke kun blive ulovligt at drikke alkohol i offentligheden, men også at transportere en nykøbt flaske vin hjem fra supermarkedet efter klokken 19

Kanalbyen Venedig overvejer at skærpe deres allerede strikse regler for at få styr på de mange turister i byen. Foto: Luca Bruno/AP
Kanalbyen Venedig overvejer at skærpe deres allerede strikse regler for at få styr på de mange turister i byen. Foto: Luca Bruno/AP

Den italienske storby Venedig fortsætter med at finde nye måder, hvorpå de kan bekæmpe de godt 22 millioner af turister, der strømmer til byen hvert eneste år.

Først gjorde gondol-byen ting som at bade i kanalerne, fodre duer samt at gå i bar mave ulovlige, og så sent som i sidste uge offentliggjorde myndighederne et nyt forslag, som kan betyde, at turister fremover vil modtage en bøde fra 370 kroner til intet mindre end 3700 kroner, hvis de sætter (eller lægger) sig ned i offentligheden.

Og de strikse italienere er altså ikke færdige endnu.

I øjeblikket overvejer myndighederne nemlig også muligheden for at bandlyse alkohol efter klokken 19, således det ikke bare vil blive ulovligt at drikke alkohol i offentligheden om aftenen, men at det også vil blive ulovligt blot at bære en nykøbt (uåbnet) flaske alkohol hjem fra supermarkedet i en bærepose.

Det skriver BBC.

Politiet udtaler dog, at de ikke har planer om at stoppe lokale på vej hjem fra supermarkedet, fordi de har købt en flaske vin, men at de vil fokusere på fulde turister, som, myndighederne mener, 'ødelægger' byen, hvor kun 55.000 mennesker bor, men som i højsæsonen har besøg af helt op til 70.000 turister om dagen.

- Reglerne vil blive benyttet, når nogle bliver fulde og slæber rundt på en pose med tre flasker øl i, siger byens politidirektør, Marco Agostini, til det italienske nyhedsbureau Ansa.

Se også: Populær ferieby overvejer kæmpe bødestraf til siddende turister

Hvad skal man snart lave?
Alkoholforbuddet, som skal til afstemning i oktober måned, dækker over alle typer af alkoholiske drikkevarer, som 'transporteres eller indtages i det offentlige rum' efter klokken 19 om aftenen, og flere lokale medier kalder - ifølge BBC - reglerne for 'de mest strikse i hele det nordøstlige Italien'.

Hvis lovforslaget træder i kraft, vil man kunne blive idømt en bødestraf på mellem 50-500 euro (370-3700 kroner), hvis man bryder loven.

Det er bestemt ikke alle, der er lige begejstret for de mange strikse regler i Venedig, som blandt andet vil betyde, at byen skal hyre op mod 5000 ekstra betjente.

- Der er i forvejen en meget lang liste over ting, som er forbudte i Venedig. Der er ikke mere noget, man kan lave, sagde Marco Gasparinetti, som er medlem af en beboergruppe kaldet Gruppo Aprile 25, tidligere på måneden.

Du kan se nogle af Venedigs mange regler, der skal sætte en stopper for overturismen, i faktaboksen herunder:

Dette får du bøde for i Venedig

- sætte sig på jorden/på en trappe på de populære turiststeder kan give bøder på op til 200 euro.

- smide skrald på offentlige steder kan give bøder på op til 200 euro.

- opholde sig på offentligt område med bar overkrop eller i badetøj kan give bøder på op til 200 euro.

- fodre duerne eller efterlade mad på gaden kan give bøder på op til 200 euro.

- at cykle eller trække en cykel i bymidten kan give bøder på op til 100 euro.

- at campere, ligge på en bænk eller opholde sig i bymidten med campingudstyr kan give bøder på op til 50 euro.

- svømme i kanalen kan give bøder på op til 450 euro.

Kilde: Città di Venezia

Se også: Nyt vagtkorps skal jagte barmavede turister i europæisk storby

51 kommentarer
Vis kommentarer