Anders Jensen og hans kone købte i januar 2019 en krydstogtrejse gennem det danske rejsebureau Profil Rejser, hvor de skulle sejle med det italienske selskab Costa Cruises fra Genova i Italien 3. oktober i år og ankomme til Mauritius 28. oktober.
Parret havde glædet sig til de tre ugers ferie samt til at fejre Anders Jensens 65 års fødselsdag. Turen gik da også som planlagt, indtil de skulle lægge fra kaj i Jordan.
- Da vi lagde fra land i Jordan, fik vi en seddel om, at vi sejlede ind i et område med pirater, derfor måtte skibet tage nogle forholdsregler helt til Seychellerne, siger Anders Jensen til Ekstra Bladet.
Ifølge Anders Jensen betød det, at mange af skibets åbninger blev lukket til, så ventilationen på skibet blev væsentligt forringet.
De efterfølgende dage begyndte Anders Jensen at få det dårligt. Han konsulterede lægerne på skibet flere gange, og det viste sig, at han havde fået halsbetændelse og dobbeltsidet lungebetændelse. Han fik derfor antibiotika gennem drop.
Gav over 400.000 kroner for krydstogt: Blev beordret til at slukke lyset i 10 dage
Smitten cirkulerede
Hans kone fik også halsbetændelse, og ifølge Anders Jensen var der lange køer ude på trapperne ind til lægekonsultationen. Han anslår, at omkring 200 gæster var syge på skibet, som har plads til 2680 gæster.
Ifølge Anders Jensen fortalte lægerne på skibet, at smitten cirkulerede rundt med airconditionanlægget, fordi det var defekt. Samtidig var lægerne ikke meget for at sende Anders Jensen på hospitalet, selv om han fik det værre.
- De mente ikke, at jeg fejlede ret meget. De slog det meget hen. De gav mig noget til at slå feberen ned med, men jeg havde det godt nok ikke særlig godt. Jeg var nede ved lægen to gange om dagen. Jeg havde det møg-elendigt, siger Anders Jensen.
18. oktober skrev Anders Jensen en mail til Profil Rejser, hvor han gjorde opmærksom på, at han var blevet syg på grund af airconditionen. Profil Rejser svarede tilbage, at Anders Jensen skulle kontakte sit forsikringsselskab, når han var syg. Profil Rejser kommunikerede ikke på noget tidspunkt til Anders Jensen, at de ville tjekke op på skibets aircondition.
Kæmpe millionerstatning til krydstogt-ansat
Smidt af skibet
Til sidst insisterede Anders Jensen på at låne skibstelefonen, da hans egen telefon ikke havde signal på havet. Han ringede til sit forsikringsselskab. De mente, at han skulle på hospitalet med det samme.
Da skibet lagde til kaj ved Seychellerne, tog Anders Jensen på hospitalet, hvor han blev indlagt i nogle timer og fik flere forskellige medikamenter. Lægen på hospitalet frarådede, at han rejste videre med skibet.
Anders Jensen og hans kone tog dog tilbage til skibet, da han blev udskrevet efter nogle timer. Krydstogtskibet skulle ligge ved kaj ved Seychellerne i to dage, inden det skulle sejle videre mod Mauritius.
- Vi havde været i kahytten i en halv time, og så ringede de nede fra receptionen og spurgte, hvad jeg lavede ombord på skibet. De sagde, at jeg intet havde at gøre på skibet, fordi jeg var syg, og jeg skulle øjeblikkelig forlade det. Før havde de sagt, at jeg ikke rigtig var syg, men nu var jeg blevet erklæret syg på hospitalet, så jeg måtte ikke længere være ombord. Min kone måtte gerne være der, for hun var ikke syg, men jeg måtte ikke. Vi spurgte, hvad vi skulle gøre, men det var ikke deres problem, sagde de, siger Anders Jensen.
Ombord på verdens bedste krydstogtskib
Til sidst gav personalet på skibet ham nogle papirer, hvor han skulle skrive under på, at det var af egen fri vilje, han forlod skibet. Anders Jensen ringede til forsikringsselskabet og fik hjælp af dem. De bookede hotel og sygetransport hjem for parret.
- Da vi skulle ud af landet, havde skibet glemt at stemple os ind, så vi kunne næsten ikke komme ud af landet. Paskontrollen troede, vi var illegale. Det var et rigtigt kaos, og meget dårlig behandling fra Costas side, siger Anders Jensen.
Familier i krydstogt-mareridt: Mænd på dødsdruk med sexede danserinder
Tabte 10 kilo på 10 dage
Ægteparret landede i Danmark 21. oktober - stadig mærket af krydstogtets strabadser. Anders Jensen havde tabt sig ti kilo under de ti dage, hvor han var syg, og han var helt dehydreret.
- Min kone tror, at jeg var død, hvis ikke jeg var kommet på hospitalet. Jeg havde det godt nok skidt. Det er også mærkeligt, at lægerne på skibet ikke lægger mærke til, at jeg er så dehydreret. Da jeg kom hjem, havde jeg tabt ti kilo. Det er jo en hel del, og det synes jeg, at de burde have set. Når de poster en med tabletter, så ryger det direkte ind på ens nyre, siger min læge. Det er ikke nok bare at drikke vand og juice. Man skal have noget med salt i, og det fik jeg først på Seychellerne, siger Anders Jensen.
Da han kom hjem fra krydstogtrejsen, valgte hans læge at indlægge ham i lidt over et døgn, da både hans diabetestal og nyretal var dårlige. Her blev han også behandlet for dehydrering.
Ældre ægtepar brugte krydstogter til at smugle narko
Anders Jensen kritiserer rejsebureauet Profil Rejser for ikke at tjekke op på forholdene på skibet, da han gør opmærksom på, at han er blevet syg på grund af airconditionanlægget. Ekstra Bladet er i besiddelse af mailkorrespondancen mellem Anders Jensen og Profil Rejser. I det skriver Anders Jensen, at han er blevet syg på grund af airconditionen, men ikke at den er defekt.
Anders Jensen vil have Profil Rejser til at refundere otte dage af rejsen, som han ikke fik brugt, en såkaldt drikkepakke samt de flybilletter, som parret oprindeligt skulle have brugt til hjemrejsen. Profil Rejser mener, at det er Anders Jensens rejseforsikring, der skal betale. Derfor har Anders Jensen valgt at klage til Pakkerejse-Ankenævnet.
Bræk og afføring i spandevis: 300 krydstogtpassagerer fra Mallorca ramt af Roskildesyge