Nationalparker

USA har mere end 50 nationalparker, som det typisk koster mellem 60 og 120 kroner at besøge

Udsigten fra Dead Horse Point State Park er fantastisk. Det var i øvrigt lidt herfra, at man filmede slutscenen i roadmovien 'Thelma & Louise'..
Udsigten fra Dead Horse Point State Park er fantastisk. Det var i øvrigt lidt herfra, at man filmede slutscenen i roadmovien 'Thelma & Louise'..
USA har over 50 nationalparker, som beskytter USA's mest enestående naturskatte. Langt de fleste ligger i det vestlige USA -fra Rocky Mountains til Stillehavskysten.

Entré til nationalparkerne er typisk på 60-120 kr. pr. bil og er gyldig i nogle dage eller en uge. For de fleste vil det kunne betale sig at spendere ca. 300 kr. til køb af et National Park Pass, der giver adgang til samtlige nationalparker i et helt år. Kortet giver adgang for alle i bilen.

Information og kort får man ved indgangen til nationalparken, og de fleste parker har også Visitor Centers med udstillinger om nationalparkens historie, geologi, flora og fauna. Ofte er der film- eller lysbilledforestillinger og ranger-guidede ture eller foredrag. Overnatning er mulig i de mest populære nationalparker (Yosemite, Yellowstone, Grand Canyon etc.), hvor er hytter eller telthytter (fra 300 kr.) og hotelværelser (fra 400 kr.). I højsæsonen, juli og august, er det nødvendigt at reservere måneder i forvejen. Hotellerne bestyres af forskellige selskaber (se under 'lodging' på nationalparkens hjemmeside).

Campingpladser kan også reserveres, men der er ikke et centralt reservationssystem, som dækker samtlige nationalparker. På adressen http://reservations.nps.gov er et stort udvalg af campingpladser, men ellers skal man ind på de enkelte nationalparkers hjemmeside (se under www.nps.gov) og trykke på 'camping'. Heldigvis er der også mange campingpladser, hvor det gælder om at komme først til mølle. Priser fra 0-100 kr. pr. telt afhængig af faciliteter.

Restauranter/fastfood/supermarkeder er i alle de store og populære nationalparker, hvor man ofte opholder sig i flere dage.