Her ånder himlen på havet

Et sus af hav og himmel i ét. På Amorgós er der krystalklart turkisblåt vand, og hvidkalkede huse borger for romantikken i vaskeægte Kyklade-stil

Byzantinsk kirke på vejen mod antikkens Arkesini, Kastri. (Foto: Michael Jagd)
Byzantinsk kirke på vejen mod antikkens Arkesini, Kastri. (Foto: Michael Jagd)
Amo
rgós er Grækenlands svar på Langeland. Blot befinder man sig på en stor del af øen 3-400 m til vejrs. Det giver sammen med den langstrakte form et formidabelt udblik i det store blå til begge sider. Amorgós er med sine 121 kvadratkilometer knap 40 km lang, og dens stejle, klipperige kyst hugger lige ned i havet mod sydøst.

Som navnet antyder, er der romantik i luften. Flere har henlagt bryllupsrejsen hertil. Man kan få arrangeret sit bryllup i poetiske omgivelser og blive gift på stranden, i bjergene eller i en lille landsbykirke.

Amorgós er især for folk med gode ben, da øens stisystem indbyder til vandreture i betagende højder med en slående udsigt. Man går i duften fra vilde krydderurter akkompagneret af bjerggedernes klokker. Samtidig er her dejlige svømmesteder med herlige klippeudspring, men også flere gode sandstrande og taverner med billig, lækker, lokal mad.

Den største sandstrand ligger ved den nordvestlige ferie- og havneby Aegiali, der er centrum for mange af øens indkvarteringer. Rejser man med børn, er det nok her man skal slå sig ned. Rundt om Aegiali-bugten skimtes bjerglandsbyerne Tholária, Lagada og Potamos. Og bag Lagada går stien op til øens højeste bjerg Krikelos (822 m). Bag Tholária løber stien ned til den ret ukendte Glyfada-sandstrand for enden af en smuk, vild slugt. Fra Aegiali snor den asfalterede vej sig forbi fiskerlejet Agios Pavlos de 15 km op til hovedbyen Chora.

Chora er en vaskeægte Kykladeby med hvide kubiske huse, små torve og kuplede kirker (i alt 45) bygget op ad en stor klippe. En stribe vindmøller og ruinen af en venetiansk bastion ses udefra. Inde i den snævre gågade knirker en række taverner og cafeer med musik, stemning og vinoverdækkede terrasser. Et par pensionater gemmer sig også her. Dør om dør med øens arkæologiske samling i Gavras-tårnet. Hyggeligt.

Antikken på Amorgós
En times gang fra Chora mod øst hænger det 917 år gamle kloster Chozoviótissa klistret til klippevæggen et par hundrede meter over havet. En km syd for klostret ligger den idylliske Agia Anna-strand, som munkene kan skele ned til.

Mod vest går den asfalterede vej fem km ned til hovedhavnen Katápola med byerne Rahidi og Xilokeratidi. Her er flest butikker, taverner og sovesteder. Katápola er en sød fiskerby med den lille strand Voula tæt på. Den har også et livligt aftenliv. Oppe bagved ligger Moundoulia-bakken med den oldgræske by Minoa, hvor man ser ruinerne af et hellenistisk tempel og især gymnasio (idrætshuset) fra 3-400 f.Kr. og dets toilet med vandtilførsel. Minoa var konstant befolket fra 900 f.Kr. til 300. Og området omkring bugten har været beboet i næsten 6000 år. Det var her, man fandt en 1,52 m stor marmor-idol (kvindestatue) fra Kyklade-kulturen. Den står nu på arkæologisk museum i Athen. Bag Minoa ligger sandstranden Finikia.

Vejen syd for Chora går ud i Kato Meria-området med Kastri, antikkens Arkesini, og det hellenistiske tårn i Pyrgos. Fra landsbyen Vroutsis er der en flot gåtur mod nord til Kastri. Syd for Kamari bumler en klippevej ned til nudiststranden Mouros med grotter, man kan svømme ind i. Sidste by er Kolofána med de smukke, øde strande og bugterne Kalotaritissa og Paradisia. I Kato Meria bor ca. 200 af øens 1800 indbyggere, så her kan man sagtens finde sin egen lille strand.
1 af 4 Byzantinsk kirke på vejen mod antikkens Arkesini, Kastri. (Foto: Michael Jagd)
2 af 4 Hyrde på vej hjem fra gederne i Kastri. (Foto: Michael Jagd)
3 af 4 Det store blå og naboøerne. (Foto: Michael Jagd)
4 af 4 Byzantinsk kirke på vejen mod antikkens Arkesini, Kastri. (Foto: Michael Jagd)
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen