Vi kan kun beklage dybt og inderligt

Apollo Rejser har gjort alt, hvad de kunne for de strandede gæster på Gran Canaria, siger bureauets pressechef

Strandede feriegæster samlet om receptionsskranken på Hotel Parque Cristobal på Gran Canaria - Apollo Rejsers service har ikke imponeret dem i løbet af lørdagen. (Læserfoto)
Strandede feriegæster samlet om receptionsskranken på Hotel Parque Cristobal på Gran Canaria - Apollo Rejsers service har ikke imponeret dem i løbet af lørdagen. (Læserfoto)

Mens 20-30 danske feriegæster på Hotel Parque Cristobal på Playa de Ingles på Gran Canaria ud på lørdag aften omsider fik en repræsentant for Apollo Rejser i tale i hotelfoyeren, nåede bureauets pressechef, Rikke Koks Andreassen, frem til at reagere på de telefonbeskeder, som ekstrabladet.dk havde lagt til hende.

- Jeg kan kun sige, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at løse problemerne på Gran Canaria. Men situationen er helt ekstraordinær, siger Rikke Andreassen.
Læs her: Nu kommer de og tager vores senge

- Det ved vist alle, at den er. men er det godt nok, at I har gæster på et hotel, som skulle være kørt til hotellet klokken 9 i morges, men som her omkring 12 timer senere intet har hørt fra jer?

- Jeg vil meget, meget nødig sige noget om enkelttilfælde. men vi har omkring 2000 skandinaviske gæster på Gran Canaria, og fordi luftrummet over Spanien har været lukket, er situationen helt speciel...

De har knoklet hele dagen
- Det ved jeres gæster på Parque Cristobal godt, at den er. Men de forstår ikke, at de intet har hørt fra jer hele dagen - de aner ikke, hvad der skal blive af dem, når andre feriegæster nu begynder at komme til Gran Canaria, og hotellet har nye gæster booket ind?

- Jamen, vi har arbejdet vildt hele dage på at løse problemerne, som altså er helt ekstraordinære. Jeg har selv lige talt med vores destinationschef dernede, og han og hele hans personale har knoklet for at holde kontakt til alle vores gæster...

- Det er altså ikke lykkedes så godt, at jeres gæster på Parque Cristobal har følt sig trygge. Er det godt nok, så?

-Jeg kan kun beklage dybt og inderligt. Vores folk dernede tager deres opgave meget, meget alvorligt, de har kørt rundt til alle hoteller, de har sendt sms'er...
Læs her: Apollo-guide fanget af vrede feriegæster

- Kunne du overveje at kontakte Parque Cristobal eller bede jeres folk på Gran Canaria gøre det, så jeres gæster dér kan føle sig sikre på, at I også tænker på dem?

- Vi tænker på dem alle sammen, men jeg kan ikke gøre mere. Men vi arbejder på at skaffe senge til alle, og jeg kan garantere dig, at vi nok skal nå det. Men situationen er jo helt ekstraordinær, så det tempo, vi godt kunne tænke os at løse problemerne i, kan vi ikke rigtig klare - det er et kæmpe puslespil, vi skal have til at gå op, med busser og hoteller og...

- Det er ikke manglende vilje fra vores side, det handler om, forsikrer pressechef Rikke Andreassen fra Apollo rejser over for ekstrabladet,dk