Skiskole for dummies

Smart i en fart? Drop 'jeg kan selv-attituden' og invester dine sparepenge i en skiskole. Skiferien bliver sjovere, og du minimerer risikoen for skader og uheld

Der er stor forskel på, om din skiskole tilbyder enkeltmands-undervisning eller har hold med 12 deltagere på. Tjek det, før du booker. (Foto: Den Danske Skiskole)
Der er stor forskel på, om din skiskole tilbyder enkeltmands-undervisning eller har hold med 12 deltagere på. Tjek det, før du booker. (Foto: Den Danske Skiskole)

Skiferien til sneparadiset er for længst bestilt. Du glæder dig allerede nu til at mærke vinden suse i ansigtet, mens du hamrer ned ad den røde piste med 50 km/t. Du forestiller dig, hvordan skiene præcist parerer dine ordrer, når du beder dem om at skære sig parallelt ned i sneen foran dig, samtidig med at skiløberne i stoleliften, der kører over hovedet på dig, klapper og hujer dig ned over pisten.

Problemet er bare, at dine evner på skiene trænger til en kvalificerende opgradering. Ja, faktisk ser den røde piste aldeles sort ud, og du ligner mere en snebold end en kommende alpin verdensmester. Alligevel råber de 400 kroner, du har i lommen mere på ti Jägerthe til den pumpende afterski end på en skilærer.

Danskerne kan selv
Men trods det, at der står afterski og DJ Ötzi på spil, er valget ikke svært at tage, mener formanden i Den Danske Skiskole, Rasmus Lundby:

- Jeg har i over femten år som professionel skilærer lovet mine elever pengene tilbage, hvis de ikke følte, at de havde lært noget og var blevet bedre på ski. Jeg har imidlertid aldrig refunderet en krone.

Færdselsregler på pisten

Ja ja, tænker du med solen bagende fra en azurblå himmel. Lige netop her er gode råd faktisk dyre, og skiløbet ser jo egentlig ikke så svært ud, når du tjekker folk ud på pisten. Der skal bare drejes lidt med hofterne, bøjes lidt op og ned i knæene og sættes et par stave i sneen engang i mellem.

'Jeg kan selv-fænomenet’ kunne man kalde det. Eller, som sikkerhedsansvarlig hos Danmarks Skiforbund, Steen Frandsen, har døbt det: 'polterabend-fænomenet':

- Det at udsætte sig for noget nyt og usædvanligt. Det er et typisk dansk fænomen, der også gælder på ski og desværre resulterer i et hav af skader hvert år, forklarer han og understreger samtidig, at han altid vil anbefale folk at booke en skilærer.

Og selv om det ikke står sort på hvidt, så er der ingen tvivl om, at man har større chance for at undgå uheldene, hvis man vælger skiskolen.

- Størstedelen af skiskader sker hos nybegynderne. De ved ikke, hvordan man falder rigtigt, kender ikke færdselsreglerne og kan ikke styre farten. Så forkorter man tiden som nybegynder ved at gå på skiskole, er det klart, at man også mindsker risikoen for uheld og skader, pointerer Steen Frandsen.

Klik her og læs om Peter Wilkens skiferie, der endte i en hospitalsseng.

Hjælp til selvhjælp
At skulle indrømme, du skal bruge hjælp til at kunne besejre større bjergtoppe end den, de - til din store forundring - har valgt at kalde børnebakken, er ikke favoritdisciplinen på skituren. Men det er klogt at betale for skiundervisning frem for Jägerthe. Rasmus Lundby indrømmer han også er til østrigsk afterski, men nægter alligevel at bøje sig:

- Du kan sagtens lære at stå på ski selv. Det tager bare lang tid, så i stedet for at bruge en uge på at lære at stå på én grøn piste, kan du bruge et par timer hos en skilærer, og så kan du pludselig kontrollere skiene godt nok til at udfordre hele det område, dit liftkort dækker til. Og så endda med mindre risiko for at komme til skade, fastslår Rasmus Lundby.

Dermed må rådet herfra være at bruge lidt af feriekronerne på skiundervisning. På den måde minimerer du risikoen for skader. Du får en masse gode input, du selv kan arbejde videre med. Du får en sjovere skiferie. Pengene på det store liftkort til hele området er pludselig godt givet ud. Og så bliver du markant hurtigere en bedre skiløber, der kan gå i gang med at drømme om vindens susen i ansigtet, når du med helt parallelle ski hamrer med 70 km/t. ned ad den sorte piste.

Kort om skiundervisning
- Priserne varierer alt efter land, destination og skiskole.
- Det koster mellem 280-600 kroner at få en times privatundervisning.
- De fleste store europæiske destinationer har danske skilærere tilknyttet.
- Du kan ofte booke skiundervisningen via dit rejsebureau for at spare tid.
- Du kan altid få gode råd til skiundervisning hos Den Danske Skiskole, dendanskeskiskole.dk.

Fem gode råd
Sådan får du mest ud af din skiundervisning:
1. Undgå store hold. Jo færre elever per skilærer, jo bedre individuel undervisning.
2. Lad være med at booke en time med din let-øvede kæreste. Find i stedet folk på dit eget niveau at tage undervisning med.
3. Tag undervisning tidligt på ugen, så du har nogle værktøjer at arbejde videre med.
4. Du bliver fysisk træt af undervisning, så mød frisk og veludhvilet op.
5. Spørg efter en dansk skilærer. Sprogbarrieren kan være en stor hindring, og dansk pædagogik er anderledes end fransk eller østrigsk.

Fem typiske begynderfejl
1. Dårlig faldteknik - resulterer i f.eks. alvorlige knæskader, når skiløberen falder uheldigt.
2. Manglende kendskab til færdselsreglerne på pisterne - resulterer i sammenstød med andre skiløbere.
3. Bagvægt - resulterer i manglende kontrol over ski og fart.
4. Manglende bevægelse - resulterer i manglende kontrol.
5. Rotation i overkroppen - resulterer i manglende balance og forstyrrer generelt mere end det gavner.

De uheldige
Danskernes skiløb i tal:
- Cirka 5000 danskere kommer hvert år til skade på ski.
- Statistisk set kommer man til skade for hver 500. skidag.
- Seks-ti procent af danske skiløbere vælger hvert år skiskole.
- Danskernes foretrukne skilande er Østrig, Frankrig, Norge og Sverige.

Kilde: SOS International, Danski & Danmarks Skiforbund

1 af 3 De færreste forestiller sig en tur med 'bananen' eller et åbent sår på 20 cm og blodet sprøjtende ud, som Peter Wilkens oplevede, men det kan ende sådan for selv den 'bedste'.
2 af 3 Formanden for Den Danske Skiskole, Rasmus Lundby, er ret vild med Jägerthe, men står valget mellem at bruge lommepengene på sprut eller skiskole, vælger han til enhver tid skiskolen!
3 af 3 Der er stor forskel på, om din skiskole tilbyder enkeltmands-undervisning eller har hold med 12 deltagere på. Tjek det, før du booker. (Foto: Den Danske Skiskole)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen