Klap en snabel i Thailand

Danskernes oversøiske yndlingsdestination kan mærke turismens negative konsekvenser. Derfor vil Thailand nu satse på øko-turisme

Besøg i Thai Elephant Conservation Center i Lampang er en del af det nye øko-image, som turisme i Thailand arbejder hen imod. (Foto: Thai Elephant Conservation Center)
Besøg i Thai Elephant Conservation Center i Lampang er en del af det nye øko-image, som turisme i Thailand arbejder hen imod. (Foto: Thai Elephant Conservation Center)

Ti år i træk har Thailand været danskernes foretrukne oversøiske rejsemål. Og vi er helt sikkert ikke de eneste, der er vilde med det eksotiske land mod øst med smukke strande, god mad og venlig befolkning.

Det kan mærkes - på godt og på ondt. Men for at holde de negative aspekter af den massive turisme nede, vil det populære rejsemål nu i højere grad satse på øko-turisme. Det oplyser det thailandske turistbureau.

- Thailand satser nu stort på turisme, som skal komme lokalbefolkningen til gavn, siger Nalinee Pananon, der er direktør for det thailandske turistbureau i Stockholm.

En stor oplevelse
Øko-turisme skal ses som led i bevarelse af den lokale kultur og miljøet - områder, som kan lide meget under den traditionelle turisme.

'Rundt om i landet findes der byer, som lader de besøgende opleve natur og thailandske traditioner med minimal miljøpåvirkning. At være turist langt fra de normale turiststeder er en oplevelse, der sætter spor lang tid efter, man er kommet hjem', skriver det thailandske turistbureau i Stockholm og giver eksempler på thailandske byer, som du kan besøge på miljøvenlig vis og til gavn for lokalbefolkningen:

Mae Kampong Ecotourism Village, Chiang Mai
Byen Mae Kampong i det nordlige Thailand er over hundrede år gammel og har vundet flere priser for sit miljøvenlige turistprogram. Byen ligger 1300 meter over havet og producerer sin egen elektricitet fra vandfaldet i nærheden. Sammen med elsalget til andre byer længere nede af bjerget er turismen en af byens vigtigste indkomstkilder. Udover bare at nyde besøget kan man også besøge lokale urtehaver, købe lokale produkter, tage på udflugt til forskellige vandfald eller slappe af med en thailandsk massage.
Læs mere på: www.openchiangmai.com

Thai Elephant Conservation Center, Lampang
Thai Elephant Conservation Center ligger midt i regnskoven og huser mere end halvtreds elefanter. Her kan man bl.a. made, bade og ride på elefanter. Økoturistprogrammet tilbyder alt fra en-, to- og tredagesture op til en måned lange ture for rigtige elefantentusiaster. Shows med temaet elefantkundskab, elefantridning og opvisning af elefantbabyer er daglige indslag i Thai Elephant Conservation Center. Byen har også et elefantsygehus, hvor man gratis tager hånd om elefanter, der har brug for pleje.
Du kan få flere oplysninger på www.changthai.com

Ban Doen Village, Loei
Ban Doen Village er en afsides og uforstyrret naturskat i det nordlige Thailand beliggende i en af landets mest tyndt befolkede provinser. Her er der masser at udforske for den kulturelskende, man må f.eks. ikke gå glip af rishøsten i Loei. Thailand er en af verdens største risproducenter og riseksportører, og at se hele processen fra pløjning til færdig ris er en oplevelse. På en gård i Phu Ruea-distriktet i nærheden kan man lære en masse om friske svampe. Gårdens bønder underviser i svampedyrkning, og besøget sluttes af med en økologisk svamperet. Man kan også cykle til templet Wat Neramit, hvor byboerne stadig samles til mere religiøse formål og fester. Området er fuldt af seværdigheder, både kulturelle og naturmæssige.
Læs meget mere www.phunacomeresort.com