Norsk fly-blotter dømt for anden gang

En norsk mand er for anden gang dømt for at blotte sig ombord på et fly. Jamen, det kløede i skridtet, forklarede manden i retten

En norsk mand føler trang til at åbne buksen ombord på indenrigsfly. (Colourbox.com)
En norsk mand føler trang til at åbne buksen ombord på indenrigsfly. (Colourbox.com)

Klør det, må man klø. Men det er vist mere end normal kløe i skridtet, der har givet en norsk mand to domme for at blotte sig over for sine medpassagerer på norske indenrigsruter. På den norske netavis vg.no kan man i dag læse, at manden er blevet dømt for både at onanere og blotte sig i flyet.

Ragede på kvinde
Første gang manden greb om sin bedste ven i buksen var tilbage i 2007, hvor han i et indenrigsfly fra Trondheim til Sandefjord i Norge ragede på en kvindelig medpassager. Inden kvinden nåede at alarmere kabinepersonalet, havde manden godt fat i banditten og onanerede ombord på flyet.

Manden blev dog stoppet af kabinepersonalet og ved landing blev han modtaget af politiet.

Bukserne strammede
I retten forklarede manden, at han da slet ikke havde blottet sig. Det var turbulensen i flyet, der var årsag til, at manden pludselig havde kastet sig tæt op ad kvinden. Og onani var der heller ikke tale om. Derimod havde han desværre iført sig stramme bukser, som krævede, at han jævnligt løftede sine ædle dele.

Den forklaring købte retten ikke. Den gav ham i stedet 21 dages hæfte og en bøde på knapt 5.000 kroner.

Tidligere er manden straffet med 30 dages samfundstjeneste for at onanere i et andet norsk indenrigsfly.

0 kommentarer
Vis kommentarer