Cimber ramt af konkursfrygt

Flere rejsebureauer tør ikke købe flybilletter af Cimber Sterling af frygt for, at selskabet er tæt på kollaps. Rejsebureauforening undrer sig over reaktion

En række store skandinaviske rejseselskaber tør ikke længere at købe billetter af Cimber Sterling. Danmarks Rejsebureauforening forstår ikke reaktionen. (Foto: Colourbox)
En række store skandinaviske rejseselskaber tør ikke længere at købe billetter af Cimber Sterling. Danmarks Rejsebureauforening forstår ikke reaktionen. (Foto: Colourbox)

Den økonomiske krise i Cimber Sterling går nu ud over selskabets billetsalg, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

En række store skandinaviske rejsebureauer vil ikke længere købe billetter fra Cimber Sterling af frygt for, at selskabet er tæt på konkurs. Rejsebureauernes forsikringsselskaber vurderer, at risikoen for en konkurs i Cimber er for stor.

Travellink har stoppet salget
- Indtil den situation er afklaret, er vi nødt til at stoppe salget, siger Torben Nygaard, landechef for Travellink, til Jyllands-Posten.

Travellink stoppede salget den 18. november - dagen efter, at Cimbers børsprospekt blev offentliggjort. Også Rejsefeber.dk har indstillet salget, mens Travelstart.se ifølge Cimber har fortsat salget, men ikke kan forsikre køberne mod tab i tilfælde af konkurs.

Ingen panik hos Danmarks Rejsebureauforening
Hos Danmarks Rejsebureauforening undrer administrerende direktør Lars Thykier sig over bureauernes reaktion - han ser ingen advarselslamper blinke.
- Den reaktion bliver næsten en selvopfyldende profeti, idet man afskærer selskabet fra at sælge billetter, siger han.

Cimber Sterling har ingen kommentarer til Jyllands-Posten, ud over at det kun er enkelte svenske rejsebureauer, som har indstillet salget af flyselskabets billetter, og dette salg vedrører kun få procent af selskabets omsætning.

Selskabet står over for en børsnotering, men prisen for en aktie er faldet fra mellem 20 og 24 kroner til mellem 10 og 13 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere