På feltfod

Tag teltet med og slå det op på en af de mindre campingpladser i Jylland. Det er muligt at bo en hel uge for under en tusse - hvis man kan undvære vandland, minigolf og det helt store udstyr.

Teltplads for to voksne og børn på Bilbergs Camping, Hvide Sande, første uge i august: 980 kr. Se mere på bilberg.dk-camp.dk.

Mange private bed & breakfast-steder er billigere - og hyggeligere - end vandrerhjem. Men for begge gælder, at man kan nøjes med at overnatte et par nætter og så bevæge sig videre til et nyt sted i en anden egn. Med cykler som transportmiddel kan ferien blive både billig og sjov.

Eksempel for en lille lejlighed hos Juuls Bakke B&B, Ebeltoft, den første uge i august: 2400 kr.

En uges ophold på en ø-lejr koster kun lidt over 1000 for en uge - og det er med fuld forplejning, men den billigste ferieform er dog at overnatte på en af de mange gratis naturlejrpladser, der er fordelt over hele Jylland. Her skal spejder-ånden være intakt, da der ingen faciliteter er ud over vand, bålplads og lokum - eller i visse tilfælde toilet.

På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside er der en oversigt over naturlejrpladser.

Sparetip: Alle statslige museer har gratis entre for børn under 18 år. Skal I i et af vand- eller sommerlandene, giver de fleste rabat, hvis man kommer sidst på eftermiddagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer