Julemarked med middelalderstemning

Tyske Rothenburg er som et Disney-eventyr med det hele. Stemningen er altid helt speciel, når man vandrer rundt i de bilfrie gader

Du må knibe dig i armen, når du går ind i Käthe Wohlfahrts juleby. Er det Disney eller virkelighed? (Foto: Käthe Wohlfahrt)
Du må knibe dig i armen, når du går ind i Käthe Wohlfahrts juleby. Er det Disney eller virkelighed? (Foto: Käthe Wohlfahrt)
Indrømmet. Jeg har altid skullet slæbes af sted til julemarkeder. Jeg bliver hurtigt træt af at kigge på julepynt, og endnu hurtigere mæt af at spise æbleskiver og drikke gløgg.

Men så kom åbenbaringen. Aldeles overraskende og hinsides al planlægning. På vej til en skiferie i Italien bestilte vi en overnatning i en af Tysklands smukkeste middelalderlandsbyer, Rothenburg ob der Tauber. Jeg har i forvejen en passion for italienske middelalderlandsbyer, og Rothenburg er en værdig tysk fætter. De 3300 meter lange bymure snor sig smukt på en skråning ved Tauber-floden. Bag mure og byporte med vagttårne knejser gotiske kirketårne og et højt hvidt rådhustårn med en løgformet pavillon på toppen. Stemningen er altid helt speciel, når man vandrer rundt i de bilfrie gader med gavlvendte huse, bindingsværk og langhalsede skorstene.

Stemningen fik dog et uventet ekstra pift, fordi vi ankom midt under det årlige julemarked, Reiterlesmarkt, som er en 500 år gammel tradition i Rothenburg.

Det var som at komme fra en dansk Stelton-kirke, hvor alle fantasifulde middelaldermalerier er kalket hvide, til et originalt festfyrværkeri. Et overflødighedshorn, hvor det bare vælder frem med juleboder, udstillinger og godter.

En halv meter hotdog
- Glædelig jul, lyder det på tysk fra fem glade damer med røde rensdyr-gevirer i håret. Fornøjet har de drukket den specialfremstillede hvide glühwein serveret i årets blå souvenirkrus med Rothenburgs rådhusplads på glasuren.

Rothenburgs glühwein er fremstillet af hvidvin og er ikke så sød som dansk gløgg. Men det er næppe alkohol-procenten på 11,5, der har højnet damernes humør og gjort næserne en smule røde. De har også været ude at fylde indkøbsposerne med lækkerier til ganen og julepynt til hjemmet.

Blandt de mest populære juledekorationer er små kopier af Rothenburgs patelfarvede middelalderhuse, som bruges til lysende juledekorationer med fyrfadslys. Juleboderne har også godt med kunder til lanterner, malede træfigurer, spilledåser og knitrende poser med brændte mandler, farvede bolsjer og honninghjerter.

Den travleste bod af dem alle er imidlertid pølseboden, der serverer en halv meter hotdog efter gammel frankisk opskrift. De lange grillede pølser kommes i sprøde flutesbrød med en pæn sjat stærk sennep. Sådan var det i gamle dage, inden man fandt på alt det der med ketchup, løg og agurkesalat.

Jul i vildskab
Intet besøg i Rothenburg uden et besøg i Käthe Wohlfahrts fascinerende juleforretning. Uden for butikken holder en festlig veteranbus med store gavepakker på taget og viser vej.

At åbne døren ind til Käthe Wohlfahrts julelandsby er som at åbne en levende julekalender med 24 låger. Man kommer ind i et univers, som jeg troede kun eksisterede i Disneys juleeventyr. Små rum med julepyramider, regnbueformede lyseholdere, mundblæste glaskugler og store nøddeknækkere fremstillet som julemænd eller skovtrolde, der knækker nødder med tænderne.

Fra de mange små rum er dørene slået op til et stort rum formet som en hel landsby med snedækkede tage og over 7000 lysende pærer fra guirlanderne og stjernehimlen. Midt i det hele står et seks meter højt roterende hvidt juletræ med tusind lyserøde glaskugler.Hvis ikke smagfuldt så i hvert fald imponerende.

Ægte kram
I begyndelsen så jeg med en vis skepsis på disse overflødige produkter til høje priser. Jeg vendte dem på hovedet for at finde et lille 'Made in China'-skilt. Men nej - alt er stort set produceret i Tyskland og mange af julevarerne er endda lavet i Käthe Wohlfahrts eget juleværksted.

Jeg fik endda lyst til at se det tyske julemuseum, som i samme bygning åbner sig som en russisk babushka-dukke. Her kan man se, hvordan julepynten har udviklet sig gennem århundrederne og finde både flotte og sjove eksemplarer af gammelt julepynt.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere