Julestemning i gode gamle London

Den klassiske: I den engelske hovedstad kan du altid finde noget at proppe i juleposerne og juleudsmykningen er en af Europas bedste

Med det store indkøbscenter Harrods i baggrunden er der dømt julehygge i klassiske London. (Foto: AP)
Med det store indkøbscenter Harrods i baggrunden er der dømt julehygge i klassiske London. (Foto: AP)

Det er altid en fornøjelse at shoppe i London - og meget nemt at finde julegaver til hele familien. Desuden er London en af de europæiske storbyer, som gør mest ud af deres juleudsmykning på de store gader. Man kan derfor slet ikke undgå at komme i julehumør, når de smukt udformede juledekorationer smiler til en fra vinduet, og julemusikken bralrer ud af højtalerne i stormagasinerne.

Prøv at få fri et par hverdage, da der i weekenderne er rigtig mange, der har fået samme ide som dig. Tag bussen rundt. Du slipper for åndenød i undergrundsbanen og kan se de fine juleudsmykninger alle vegne. Køb en dagsbillet til tre pund. Så kan du hoppe af og på, som du lyster.

Shop amok
Man kan kalde det uopfindsomt, at jeg fremhæver Oxford Street. Men det er nu bare den bedste shoppegade. Man kan simpelthen få alt, og det hele er samlet i et overskueligt område. I Topshop på Oxford Circus kan du finde gaver til hele familien - men pas på, for du bliver nok også inspireret til et par til dig selv. Desuden er Marks & Spencer et fantastisk sted, da de laver specielle gavepakker, som er lige til at tage med hjem til moster. Har man tid til det, og vil man lidt væk fra julemylderet, skal man tage til Covent Garden. Her er der små fine specialbutikker, som også er pyntet op efter alle kunstens regler.

Op på fars pariserhjul
Fra verdens største pariserhjul the London Eye får du en fantastisk udsigt over alle julelysene, der skinner i byen. - Og så kan du gå lidt i barndom i samme ombæring.

Tepause med klasse
Bevæg dig lidt væk fra mylderet og ind på det eksklusive Hotel Berkeley. Glem kaffen. Du er jo i en by med en lang historie for te. På Berkeley har de tilegnet deres afternoon tea til ægte modeelskere. Kendte designere har udformet de kager, du spiser. Herligheden koster 350 kroner, men det er hele oplevelsen værd.
Wilton Palace SW1

Tung julekage
Føler du for at få lidt engelsk jul sneget ind på dit eget julebord, skal du have en engelsk julekage med hjem. Det er en meget tung og sumpet kage, som du kan spise i stedet for risalamande (hvis du kan få den ned).

Sushi på skinner
Stormagasinet Selfridges på Oxford Street er for det første et smart sted at finde dine indkøb. I underetagen er der for det andet en sjov og billig sushirestaurant. På bedste japansk manér kører sushien rundt på samlebånd, og man betaler for antallet af de tallerkener, man snupper fra det snurrende bånd.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere