Hyggelig uhygge

Rothenburg er med sine bymure, bindingsværkshuse og middelalderstemning det bedste stop på Tysklands romantiske vej - Romantische Strasse. (Foto: Preben Hansen)
Rothenburg er med sine bymure, bindingsværkshuse og middelalderstemning det bedste stop på Tysklands romantiske vej - Romantische Strasse. (Foto: Preben Hansen)
Når man bliver træt af alt julehalløjet, er det fantastisk at gå rundt i de skumle gader sammen med vægteren. Kl. 20 om aftenen tager han sin sorte kappe og sin sorte, trekantede hat på hovedet. Med en lysende lanterne i hånden fortæller han uhyggelige historier fra 30-årskrigen, hvor Rothenburgs storhedstid som protestantisk handelsby fik en brat afslutning.

I 1631 blev byen belejret af katolske tropper ledet af general Johann von Tilly. Et lille uheld i Rothenburgs krudttårn skabte et hul i bymuren, og byen stod åben for plyndring og total ødelæggelse. Plyndringen slap byens borgere ikke for. Men general Tilly lovede at skåne Rothenburg fra ødelæggelse, hvis en fra byrådet kunne drikke et stort bæger fyldt med over tre liter frankenvin i et drag. Rothenburgs gamle borgmester Nusch tømte lågkruset med vin, som han skulle. Nusch æres den dag i dag på rådhuspladsen, hvor to vinduer åbnes ved siden af et stort gavlur, og man kan se en træfigur af borgmesteren tømme det store krus. Det lille skuespil opføres dagligt hver hele time fra kl. 11-15 og 20-22.

Vægteren fortæller på engelsk og gør det med stor humor, inden han leder selskabet 'til helvede', som er navnet på Rothenburgs ældste hus fra 900-tallet. 'Zur Höll' i Burggasse har specialiseret sig i frankenvin, der serveres i de små lokaler. Og så kan du jo prøve, om du kan gøre borgmester Nusch kunsten efter.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere