Fuerteventura for dasere og surfere

Klitter og azurblåt hav: Fuerteventura har næsten altid solskin, god plads og nogle af verdens fedeste strande, til solbadning og surfing

Naturkræfterne kommer til deres vildeste udfoldelse på Playa del  Castillo. (Foto: Ole Loumann)
Naturkræfterne kommer til deres vildeste udfoldelse på Playa del Castillo. (Foto: Ole Loumann)
Den spanske forfatter Miguel de Unamuno skrev 'En skønhed som i skelettets nøgne linjer' om den kanariske ø, hvortil han blev forvist i 1924 efter at have kritiseret diktatoren Primo de Rivera.

Milevidt fra forestillingen om en straffekoloni gør Fuerteventura sig snarere fortjent til titlen som badeparadis på grund af kombinationen af forudsigeligt solskin, perfekt badevandstemperatur året rundt, vidstrakte sandstrande og et hav i turkise nuancer, der står i kontrast til øens nøgne, røde 'skelet'.

Dunas de Corralejos og Playa de Sotavento de Jandía på østkysten udgør i alt fyrre blændende km af lyst sand, der kysses af et turkisblåt hav, som man trygt kan bade i eller glide på med en wind- eller kitesurfer.

På vestkystens strande kan vovehalse på surfbrædder komme på bølgelængde med frådende monsterskabninger, som almindelige dødelige bør nøjes med at beundre inde fra bredden.

Den smukke
Feriebyen Corralejo i nord ligger ud til Dunas de Corralejos og er samtidig en af øens bedste ferieresorts.

Lave hoteller og lejligheder i neo-arabisk stil ligger som en ring omkring den oprindelige fiskerlandsby, hvis centrum udgør et 'syndens bælte' af restauranter, pubs og natklubber. Gader af funklende ny asfalt, en overflod af gratis P-pladser og cykelstier gør resortet flot og nemt at komme rundt i.

Byen er det ideelle udgangspunkt for at udforske strandene på nordøen samt en kort udflugt til vulkanøen Isla de los Lobos.

Den nærliggende strand Dunas de Corralejos er et drømmelandskab af silkeagtige beige-farvede sandklitter, der strækker sig ti km langs et lige så uvirkeligt hav, som man normalt kun ser på sørøverfilm.

Et rent naturparadis, hvis ikke det havde været for vinden, der somme tider er så stærk, at badegæster kryber i læ bag stengærder, og kitesurferne på ingen tid flyver halvvejs ud til Isla de Lobos.

Den vilde
Fra udsigtsplatformen på toppen af den lave, runde borg, der oprindeligt beskyttede kysten mod piratangreb, skuer man ud over Playa del Castillos enorme strand, der bøjer sig for en armé af kæmpebølger, som - lige før de kammer over i frådende skum - kulminerer i en endeløs lysegrøn klarhed.

Ikke mindst pga. kontrasten til landskabet i baggrunden, som er en lang nøgen krop af rød-brune vulkan-toppe.

Playaen er genial til at blive blæst igennem på under en gåtur eller til badning, men prøv ikke - med mindre I er en drevne surfere - at udfordre de brækkende bølger eller livsfarlige strømme.

Fra stranden er der kun en kort gåtur til byen, hvis største attraktion er restauranterne, der får frisk fisk fra den lille bitte havn, som beskyttes af en kæmpe mur ud mod Atlantens bølger. Bus 8 kører hertil fra til Corralejo.

Den blide
Hvor den amøbeformede ø snævrer ind til en tynd hale, kommer man på østkysten til Playa de Sotavento de Jandía, som er et 28 km langt paradis af klitter og hvidt sand mellem Costa Calma i nord og Morro Jable i syd.

Lang, bred og lavvandet er den ideel til familiebadning.

Playaen er også hjemsted for VM i wind- og kitesurfing, der afholdes her hvert år i juli og august.

Øvede sejlere såvel som begyndere kan leje udstyr og blive oplært på Pro Center René Egli ( rene-egli.com), der holder til på stranden ca. 8 km syd for Costa Calma.

Ved højvande dannes en stor naturlig lagune på indersiden af en lang sandtange ud for Hotel Sol Gorriones, der gør, at nybegyndere kan klumpe rundt uden at skulle slås med store bølger.

Playa de Sotavento de Jandía er kort sagt den bedste og mest alsidige strand på de Kanariske Øer.
1 af 4 Playa del Hierro er en af nordkystens bedste surferstrande. (Foto: Ole Loumann)
2 af 4 Tag ud og konfrontér bølgerne ved surferparadiset Fuerteventura. (Foto: Ole Loumann)
3 af 4 Isoleret i bjergene ligger smukke Betancuaria, der er den ældste by på de Kanariske Øer. (Foto: Ole Loumann)
4 af 4 Naturkræfterne kommer til deres vildeste udfoldelse på Playa del Castillo. (Foto: Ole Loumann)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere