Lever drømmen ud i Thailand

- Thaierne er gode til at leve i nuet, og som dansker er det forfriskende ikke hele tiden at blive advaret mod bakterier i peanutskålen på bardisken, siger Signe Sorber. (Foto: Kathrine Hesner)
- Thaierne er gode til at leve i nuet, og som dansker er det forfriskende ikke hele tiden at blive advaret mod bakterier i peanutskålen på bardisken, siger Signe Sorber. (Foto: Kathrine Hesner)

- Jeg havde det hele. Et kæmpe køleskab, der nærmest kunne føde børn, to biler, var gift og havde et fedt job. Jeg havde alt det, jeg altid har lært, at man skulle have for at være lykkelig.

Signe Rigmor Sorber er 33 år og har haft adskillige lederjob med mange ansatte under sig. Men trods succesen fik noget hende til at standse op.

Da jeg mødte hende, havde hun boet på Koh Tao i et år. Men det var ikke planen.

Strandbums uden scoring
- Jeg havde lige afsluttet mine eksaminer efter første år på seminariet. Jeg holdt en kæmpe fest i gården for venner og familie, og dagen efter tog jeg af sted til Koh Tao.

- Jeg havde intet makeup med eller andet feminint - jeg skulle jo bare være strandbums. Jeg skulle ikke ned og score fyre.

Hun skulle være på øen i en måned og tage dykkercertifikat. Men så gav hun liv til en af de helt store klichéer: Hun blev kæreste med dykkerinstruktøren.

- Da jeg havde bestået dykkerprøven, blev jeg bare ved. Da måneden var gået, havde jeg slet ikke fået nok af hverken det ene eller det andet, fortæller hun med et grin.

Uger blev til måneder, almindeligt dykkercertifikat blev til instruktørcertifikat.

- Jeg var færdig med Danmark, hvor jeg havde levet for omverdenen på bekostning af egne drømme.

- Nu ville jeg leve for mig selv. Thaierne er gode til at leve i nuet, og som dansker er det forfriskende ikke hele tiden at blive advaret mod bakterier i peanutskålen på bardisken.

Hun købte en returbillet til Danmark efter nogle måneder.

På to uger fik hun givet sin 93-årige mormor et kys og solgt sin andelslejlighed på Nørrebro med alt indbo.

Stjernerne sagde okay
- Min mor var ikke begejstret. Men hun går meget op i astrologi og er med i en dameklub, der hedder Astronetterne, så hun spurgte dem og stjernerne til råds.

- De fortalte, at det ville være godt for mig at bo i udlandet. Og så var det jo i orden.

I dag bestyrer hun Siam Scuba Dive Center sammen med sin hollandske dykkerinstruktør, Dan.

Her arbejder hun syv dage om ugen.

- Jeg har ild i røven. Jeg bliver vanvittig, hvis jeg skal sidde stille.

- Måske tager vi til Australien på et tidspunkt. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at jeg ikke aner, hvor jeg ender.

- Er der slet ikke noget, du er bange for?

- Jeg troede, jeg ville være bange for hajer, men det er jeg ikke. Det eneste, jeg frygter, er faktisk tæger. Det kan virkelig gøre dig sær.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere