Oplev det nye Gran Canaria

Vulkanøen ud for Vestafrikas kyst er på vej til at blive et paradis for turister, der ønsker alt samlet på charter-ferien

Verdensklasse: Sådan kan den velplejede golfbane beskrives. Store udfordringer for de fleste spillere, men det koster at spille så tæt på havet. (Foto: Startour)
Verdensklasse: Sådan kan den velplejede golfbane beskrives. Store udfordringer for de fleste spillere, men det koster at spille så tæt på havet. (Foto: Startour)
På den sydvestlige del af øen ligger det, der er ved at blive Gran Canarias nye varemærker. De flotte og helt friske hvidkornede strande. For at tiltrække flere turister, har man udbygget de stejle klippesider helt ud til vandet med enorme mængder sand. Små samfund skyder frem ved kysten fra Las Meloneras til Amadores. De nylavede strande er små oaser af fint importeret sand, der giver store kontraster til klipperne.

Den massive satsning fra lokale og internationale kræfter er dog ikke kun til spande og skovl. Der bygges femstjernede hoteller, ferielejligheder og veje samt golfbaner i høj klasse. Det er wellness og aktiviteter for turister, der vil og kan lidt mere. Og som gerne vil komme hele året og nyde de mere end 300 solskinsdage - og vende tilbage år efter år.

Dyner af sand
Men dette er vores første besøg på øen, vi har tidligere været på to af de andre i gruppen: Fuerteventura og Tenerife.

Helt i bunden på den den solsikre sydkyst ligger Maspalomas, der er kendt for de fantastiske sanddyner, Dunas de Maspalomas, et lille mini-Sahara.

En totalfredet miniørken på fire kvadratkilometer bestående af sand, der er blæst over havet fra Sahara, samt koralsand skyllet op fra havet. Hurtigt lægger man Gran Canarias turistbyers myldrende liv bag sig og føler sig snarere hensat til Sahara.

Kun blæsten fra Atlanterhavet og bølgerne i horisonten bryder illusionen, det er en stor fornøjelse at vandre rundt i sådan et paradis med sin uvurderlige følgesvend, vandflasken. Det store fyrtårn står på spidsen af øen og er et kendetegn for den sydligste del af de syv Kanariske Øer.

Et par kilometer mod vest fra Maspalomas ligger Playa Meloneras, der mest består af nybyggede luksushoteller med kæmpe swimmingpools i flere varianter ud til havet, gode restauranter og egne indkøbscentre. Vi besøger kortvarigt et af stederne, og det er en oplevelse i sig selv at stå i forhallen. Smukke alleer med velplejede blomster og palmer pryder de stille veje. Det er herfra, byen med de enorme entreprenørarbejder er startet, og man ser kraner og byggepladser så langt øjet rækker langs kysten.

Nye indtryk
I årtier har Gran Canaria været et af nordeuropæernes og måske i særlig grad skandinavernes yndede feriemål. Velsignet med et klima med en gennemsnitstemperatur på 24 grader hele året og badevand på mellem 18 og 22 grader skulle succesen være nogenlunde sikret. Gennem hoteller med luksus og design håber man at tiltrække et andet og lidt mere købedygtigt publikum end de mange pensionister, der ellers dominerer turismen på sydkysten.

Golfbanerne er en anden satsning i en fremtidig strategi for at tiltrække turister, som kommer for at få andet og mere end sol og strand.

Der er nu seks golfbaner på øen. Den nyeste er Anfi Tauro på sydvestkysten. Tauro-banen er mere end spektakulær, jeg har aldrig set noget lignende. Spillerne ved banen taler begejstret om, hvordan hvert hul er som at træde ind på en ny scene. At skabe dette har ikke været uden problemer. Et sted på banen lå f.eks. en klippe i vejen. Det kostede lige en million euro ekstra at få tre millioner ton klipper sprængt bort. Hele anlægget har kostet mellem 70 og 80 mio. euro. At skabe det perfekte er dyrt - men på Gran Canaria er man klar til at betale. Som en investering i fremtiden.

Efter fem og en halv times flyrejse er der kun en halv times bustur til Bahia Feliz, den lykkelige bugt. Her er der to ugers afslapning på programmet. Det er børnefamiliernes absolutte yndlingsrejsemål. Her findes alt inden for kort afstand, og der er familiehoteller med aktiviteter for alle, så langt øjet rækker. Aktiviteter for børn, ingen trafik og tæt ved stranden. Alt er samlet lige ved hånden for alle i familien.

Fart i gaden
Når roen på hotellet skal skiftes ud, er der ikke langt til Playa del Inglés mod syd med kilometerlange strande samt det store udvalg af restauranter, barer og diskoteker for enhver smag. Området her var tidligere det, øen var mest kendt for. Det er Spaniens største turistmål. Det hele er skudt op omkring nogle af øens bedste strande, og gaderne er blevet frisket op med nye promenadestrøg og moderne kaffebarer.

Om dagen foregår livet ved den fine strand, der strækker sig cirka fem kilometer væk til sandklitterne i Maspalomasørkenen. Om natten er der fest og farver omkring de store shoppingcentre. Det er ikke noget for os som børnefamilie, men det er skægt at se, hvordan et område forvandles, som mørket falder på.
1 af 5 Den stille strand ved Amadores på den sydvestlige del af øen. Fred, ro og ikke en bølge. (Foto: Henrik Schou)
2 af 5 - Se mor, dellefiner. Ordene er ikke helt på plads, men glæden er umulig at skjule, da de smukke dyr endelig bryder overfladen på havet. (Foto: Henrik Schou)
3 af 5 Solen går ned som i et eventyr ved Meloneras. En drink med den udsigt får tiden til at stå stille. (Foto: Startour)
4 af 5 Der er masser af flotte udsigter på Gran Canaria - men kør forsigtigt. (Foto: Henrik Schou)
5 af 5 Verdensklasse: Sådan kan den velplejede golfbane beskrives. Store udfordringer for de fleste spillere, men det koster at spille så tæt på havet. (Foto: Startour)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere