Rejsende i billige billetter

Henning Rasmussen på hjemmebane i Berlin, hvor han opholder sig i næsten halvdelen af sine weekender. (Foto: Søren Møller)
Henning Rasmussen på hjemmebane i Berlin, hvor han opholder sig i næsten halvdelen af sine weekender. (Foto: Søren Møller)

Er der nogen, der er ekspert i billige Berlin-billetter, er det Henning Rasmussen. Han pendler nemlig stort set hver anden uge til den tyske hovedstad for at sætte sin nyindkøbte ferielejlighed i stand, så derfor tynger flybilletterne en smule på budgettet.

- Derudover er jeg grumme jysk, så jeg nærer naturligvis stærk afsky mod at betale for meget, griner han tørt.

Henning Rasmussen har derfor fundet på en række finter for at få sine Berlin-rejser til billigst mulige penge.

- Flere flyselskaber er jo begyndt at tage penge for at tjekke en taske ind, men jeg kan som regel have alt det, jeg har brug for i håndbagagen. Hvis bare jeg altså pakker fornuftigt, forklarer Henning Rasmussen.

Det er gennem grundighed og ihærdighed, at han finder de billigste flybilletter.

- Jeg besøger nok selskabernes hjemmesider en gang om ugen og bestiller altid billetter to-tre måneder i forvejen. På den måde kan jeg ofte snildt finde billetter til Berlin til 500 kroner for en retur inklusive alle skatter og afgifter.

Hold øjnene åbne
Men man skal have øjnene åbne, når man bestiller billetter. Det er forbudt for selskaberne at operere med 'negativ aftalebinding'. Udtrykket dækker over, når man som rejsende selv skal klikke produkter fra i en billetbestilling for at undgå at få ekstra services påført sin regning. Flere selskaber gør det dog i et vidt omfang fortsat alligevel.

- Særlig Sterling er slemme. Når man eksempelvis er næsten færdig med bestillingen, får man så tilbuddet om at vælge sit sæde selv. Umiddelbart lyder det jo skønt, men hvad de glemmer at fortælle, er, at de sandelig tager sig betalt for den service. De gør det dog ikke særlig åbenlyst. Faktisk skal man være mere end vågen for at opdage, at den samlede billetpris er steget, fordi man sagde ja til at vælge sig eget sæde. Og Sterling gør det samme med deres sms-service, hvor de tilbyder, at man kan få sendt en lille tekstbesked om afgangen. Det koster bare også penge.

Henning Rasmussen er slet ikke færdig med at advare mod de tricks, som selskaberne bruger for at presse deres rejsende for lidt ekstra stakater.

Ubrugelige
- De rejseforsikringer og afbestillingsforsikringer, som i øvrigt også nogle gange er klikket af på forhånd, er i store træk ubrugelige. Er man selv ordentligt forsikret, er dette kun penge ud ad vinduet. Tjek endelig efter, at det også er fjernet, før du trykker godkend og går til betalingsdelen.

Selv om det er muligt at betale lidt mere for at få lov til at kunne ændre sin billet eller få den ombyttet, anbefaler Henning Rasmussen, at man altid vælger den billigste løsning; den der ikke kan ændres.

- Er man ude i god tid, er selve billetprisen faktisk den mindste af den samlede udgift. Her udgør skatter og afgifter den største del af beløbet. Og sidstnævnte kan man som bekendt få refunderet, hvis man ikke bruger billetten. Hvilket jeg naturligvis altid husker at gøre, dersom jeg skulle blive syg eller på anden måde forhindret i at rejse, afslutter halvberlineren.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere