Her fyrer de den af ved årets DM i festfyrværkeri

Silkeborg Langsø er midtpunktet for den årlige Ildregatta og for dem der mere er til bang end fart, er der DM i festfyrværkeri

13. til 16. august går det løs med 2008-udgaven af Ildregattaen, men i det daglige indbyder Silkeborg-søerne mest til sejlads med sejl eller med motor. (Foto: John Sommer)
13. til 16. august går det løs med 2008-udgaven af Ildregattaen, men i det daglige indbyder Silkeborg-søerne mest til sejlads med sejl eller med motor. (Foto: John Sommer)
Jeg har altid følt det som noget megastort, når jeg er gået om bord på verdens ældste aktive hjuldamper, Hjejlen, søsat i 1861. Ikke engang de berømte hjuldampere på Mississippi-floden kan være med her.

Desværre har der aldrig været plads på Hjejlen, når jeg har deltaget i den årlige Riverboat Jazz Festival. Men ’Ternen’ har også været perfekt med et godt jazzband til den fantastiske tur på Gudenåen i kølvandet af Hjejlen.

Jeg kommer heller ikke med, når Hjejlen stævnet ud til sommerens største begivenhed i Silkeborg: Ildregatta 2008 i perioden 13. til 16. august.

Det gør du heller ikke, medmindre du har sikret dig plads. Der er nemlig totalt udsolgt på alle ni turbåde i alle fire regatta-dage.

Men bare rolig. Det gigantiske fyrværkeri, som er DM i festfyrværkeri, fyres i år af fra pontoner i Silkeborg Langsø, der løber 7 km øst-vest gennem Silkeborg by. Alle har derfor mulighed for hver aften at overvære Ildregattaens højdepunkt.

I Olympens tegn
Op mod 400.000 gæster forventes til dette brag af et arrangement, der afvikles hvert tredje år. Ildregatta 2008 står i De Olympiske Leges tegn og bliver et 50 procent større festfyrværkeri end tidligere år, fire ekstra festtelte og et mega lysshow, som forventes at vække Silkeborg Slot til live.

På Havnescenen optræder blandt andre Shu-bi-dua onsdag, Infernal torsdag, Stig Rossen fredag og Big Fat Snake lørdag.

Havnen er starten for begivenhederne. Hver aften sejler den store illuminerede regatta-flåde ud på Gudenåen mod Brassø, Borresø og gennem Svejbæk-snævringen til Julsø og retur i forhåbentlig smuk aftensol fulgt af flere hundrede private både.

Det bliver som at sejle i en eventyrverden indhyllet i hundredetusinder af lys og lamper hos festende private langs bredden.

Afslutningsbrag
Når flåden returnerer til Havnen hilses deltagerne velkommen tilbage med DM i festfyrværkeri. Alle dage vil der ud over festtelte være stort tivoli.

En række fyrværkerifabrikker har de to foregående år deltaget i indledende heat ved byfester. De tre første aftener i Silkeborg er helliget to finalister, der konkurrerer om årets titel med den residerende mester, fyrværkerifabrikken Jylland.

Hvem der kan kalde sig dansk mester i festfyrværkeri afsløres lørdag aften fra Havnescenen, hvor også den nuværende mester vil takke af med et kæmpe afslutningsbrag.

Med temaet ’De Olympiske Lege’ vil der være fokus på de olympiske discipliner med tableauer langs med åen bygget op omkring forskellige idrætsgrene.

Det bliver ikke kedeligt i Silkeborg i dagene 13. til 16. august. Du kan se mere om programmet på ildregatta.dk