Rivieraens gyldne bur

Monaco har fået ny fyrste - og tilfældigvis efterlyser den lille stat også flere velhavende turister

I sommer bragede det helt store fyrværkeri over Monaco, da Prins Albert overtog styret efter sin far. (Foto: AP)
I sommer bragede det helt store fyrværkeri over Monaco, da Prins Albert overtog styret efter sin far. (Foto: AP)
Bystaten har 17 hoteller, hvoraf de otte er firestjernede. Og selvfølgelig ankommer man standsmæssigt med helikopter, når der skal overnattes. Alt andet er utænkeligt.

Vi er på Rivieraen, nærmere bestemt det gyldne bur, fyrstendømmet Monaco.

Fem af byens hoteller er i absolut verdensklasse, med Hôtel de Paris fra 1864 som stjernen over dem alle. Her starter værelsespriserne i lavsæsonen ved små 3000 kr. og det dobbelte i højsæsonen.

Værelserne på de fleste af de fine hoteller har naturligvis kun udsigt over det azurblå hav.

Det lyder vildt, men faktisk er principatet en af verdens mest eftertragtede konferencebyer.

Ikke alt er dog lige svinedyrt, selv om vandrerhjem i øjeblikket er en mangelvare. Monaco har tre tostjernede hoteller. Billigste overnatning er på Hôtel Helvetica, der koster godt 500 kr. og morgenmaden 50 kr.

Billigere med helikopter
Fyrstendømmet med sine 32.000 indbyggere -kun de 6000 har indfødsret -er turistmæssigt i år lagt ind under den nationale franske turistorganisation, Maison de la France. Forleden var landets turistansvarlige, Geneviève Berti, på besøg i København, hvor hun fortalte om det lille lands fortræffeligheder.

- Monaco har hvert år omkring 2000 overnattende danske turister, oplyste hun.

- Vi har næsten kun luksushoteller, men til gengæld har vi over fem millioner endagsgæster, der primært besøger vores verdensberømte akvarium og kasino. Kasinoets indtægter giver billige opera- og koncertbilletter til alle i byen og skattefrihed til Monacos egne borgere.

- Det koster 72 euro, godt 550 kr., at tage helikopteren fra Nice Airport til Monaco, og turen tager kun 12 minutter, fortæller Geneviève Berti, der har en fortid som marketingchef for bl.a. fodboldklubben AS Monaco.

- Helikopteren er faktisk 100 kr. billigere end taxiprisen på 85 euro eller 650 kr., og her kan du risikere at sidde i kø i timevis, tilføjer hun.

100.000 til grandprix
Monacos helt store, årlige begivenhed er formel 1-grandprixet, der foregår på fyrstendømmets smalle gader i slutningen af maj.

Løbet har eksisteret siden 1928, hvor motorløb i byer var almindelige. I dag er Monacos Grand Prix med over 100.000 tilskuere det sidste, der er tilbage i Europa.

Grandprixet betragtes som et af verdens tre største motorsports-begivenheder. De andre to er Le Mans' 24-timers-løb og Indianapolis' 500.

Som et kuriosum har formel 1-køreren David Coulthard slået sig ned som hotelejer i Monaco med sit trestjernede hotel, Columbus.

Motorstjernen over dem alle er afdøde Ayrton Senna, der stadig bruges i annoncetrailere for fyrstendømmet. Senna vandt grandprixet i seks gange, hvilket endnu ikke er overgået.

Han døde i 1994 til stor sorg for alle i Monaco, ikke mindst hans gode personlige ven prins Albert den 2. Fyrst Rainier døde i sommer, og monegaskerne hyldede forleden hans søn som det lille riges nye enevældige hersker.