Mallorca 1958

Det var dengang: Simon Spies var selv guide på 'Mallorca-rejser i Særklasse' i fire uger med tog og helpension til 795 kr.

Det var en ung Simon Spies, der startede Mallorca op sidst i 50'erne og fik råd til sin første Mercedes 600 i 1964. (Polfoto)  !
Det var en ung Simon Spies, der startede Mallorca op sidst i 50'erne og fik råd til sin første Mercedes 600 i 1964. (Polfoto) !
Det var festlige tider, da cand.polit. & psych. Simon Spies i 1958 arrangerede rejser til Mallorca med tog og med sig selv som rejseleder fra kun 795 kroner for hele fire uger inklusive fuld forplejning og vin til maden.

Ferie er kommet i besiddelse af et Spies-program fra september 1958. Ud fra dette kan unge og andre i dag måske bedre forstå, hvorfor deres bedsteforældre og forældre valfartede til Mallorca op gennem 60'erne og 70'erne.

Læs blot her et foreløbigt uddrag fra en fireugers rejse fra 15. september, hvor 'formanden' selv har skrevet et nisiders program til 'Mallorcarejser i Særklasse' til priser fra 795 kr. med tog, fuld forplejning og gratis vin til maden på Mallorca. Vi har plukket i programmet og citerer:

'Vi mødes ved DSB Kino i hovedbanegårdens afgangshal og går samlet ned på perronen, hvor vor reserverede vogn venter os. Til frokost spiser vi det store kolde bord på Gedser-Grossenbrode færgen, hvor spiritus og cigaretter er skattefri. Middagen indtages om aftenen i spisevognen, mens toget kører ned gennem Tyskland.

Ophold i Genève
Efter morgenkaffe i Basel fortsætter vi gennem det skønne Schweiz til Geneve, hvor en lækker frokost venter og med eftermiddagen til fri disposition. For interesserede arrangeres besøg i Folkeforbundspaladset eller en sejltur på Lac Leman med en af de romantiske hjuldampere.

Middag i Geneve, inden vi kører med Spaniens-ekspressen i reserveret vogn ind i Frankrig og via Lyon ned gennem Rhonedalen. Vi drikker morgenkaffe i toget, mens solen står op over Middelhavet, kører gennem Pyrenæerne og ind i Spanien til vores foreløbige mål - den sydende millionby Barcelona.

Vi tager straks til vort moderne hotel og mødes igen til middag, der i Spanien tidligst serveres kl. 20. Efter middagen skal vi promenere under palmerne på byens strøg, 'Ramblaen', og vi skal en tur ind i de gamle, smalle gyder i centrum med deres fantastiske folkeliv. Skulle vi ved denne lejlighed komme til at gå på knejpe og drikke et glas sherry, kan deltagerne på min regning fortære lige så mange nystegte blæksprutter og syltede søanemoner, som de ønsker.

Barcelona by night
Er der stemning for det, slutter vi af i en eller flere af Barcelonas talløse varieteer og natklubber med underholdning af høj standard. Vi kan selv forsøge os i en samba, rumba eller tango til tonerne fra et førsteklasses spansk eller sydamerikansk orkester'.

Programmet var med endnu en dag i Barcelona til sightseeing, inden deltagerne kl. 22 sejlede til de Baleariske øer. Her skriver Spies' videre:

'Vi vinker farvel til Barcelonas strålende lyshav, hygger os måske lidt i baren (tænk, nu har vi råd til at drikke champagne), inden vi trækker os tilbage til vore reserverede køjer med bevidstheden om, at når vi vågner næste morgen er det 'Hesperidernes gyldne ø', 'Middelhavets perle', 'Kærlighedens ø' - Mallorca, der fylder horisonten...'

Resten af turen, som vi vender tilbage til i Ferie ved anden lejlighed, er et udførligt dagprogram for opholdet på Mallorca, hvor morgenmaden på sengen eller på hotellets store terrasse nødigt serveres før ved 10-tiden.

Cognac til 30 øre
'Frokosten indtages hen ad kl. 14 og består af mindst fire retter dejlig mad og gratis vin. Efter middagssøvn (siesta) kan De starte en ekspedition ind i 'cognacbæltet', der strækker sig fra det fornemme 'Calamayor', hvor vi bor, og næsten helt ind til Palma.

Hele dette stykke Strandvej er en uafbrudt kæde af barer, restauranter og hoteller med alverdens fristelser for selv den mindst tørstige sjæl. Især når en stor cognac koster 30 øre...'

I det omfattende dagprogram skal denne herlige udflugt fredag aften lige med:

'Nattur i Palma: Vi starter med champagne hos tyrefægteren i Terreno. Derefter kører damer og herrer hver for sig. Damerne med kvindelig rejseleder i La Triana. Herrerne med mandlig rejseleder i San Antonio-kvarteret (tidligere luderkvarter, red.).

Kl. 01 samles hele selskabet i Trocadero, Palmas største natklub med et enestående artist-program. Ud på de små timer sluttes der af med natmad, øl og snaps hos Kaj og Tove i den danske bar'.

Hjem via Paris
Tja, det var ikke kedeligt, at være med 'formanden' på Mallorca anno 1958. Og det skal med, at hjemturen med toget gik over Paris med hotel-overnatning, udflugter og nattur på Montmartre, der sluttede med løgsuppe i Hallerne tidligt på morgenen.

Hvis ikke de første fire uger var nok til at opleve Mallorca, kunne man købe yderligere fire uger fra 330 kr. - eller 160 kr. for værelse med køkkenadgang og uden forplejning.
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen