Vand, sand & golfkøller

Det indre Tunesien byder på nye og sjældne oplevelser - især for golf-interesserede danskere

Det sydligeste inden den uendelige ørken. Telthotellet i oasen Ksar Ghilane.
Det sydligeste inden den uendelige ørken. Telthotellet i oasen Ksar Ghilane.
Golfbaner i Middelhavslandene skal helst ligge, så man kan se ud over det blå hav og føle sig som fætter til Columbus. Sådan ligger f.eks. de ni igangværende golfbaner i Tunesien.

Men lige om et øjeblik er der andre muligheder for køllesvingerne. Snart kan de komme til at se ud over et hav af bølgende sandbanker. Nemlig i byen Tozeur på kanten af Sahara, langt inde i det sydlige Tunesien, tæt på grænsen af Algeriet.

Mange Tunesien-rejsende kender Tozeur som et eksotisk mål for to- eller tredages ekskursioner. Et hurtigt ryk ind og ud. Besøg på markedet, en times kamelridt i ørkensandet med efterfølgende øm røv, middag og overnatning. Måske et besøg i den lokale zoo, hvor en dansker har malet sjove naivistiske vægmalerier. Han hed Bjørn Heimann, var egentlig kok, men kendes af mange, fordi han engang indsamlede 800 kørestole i Danmark til handicappede i Tunesien.

Nu er en ny golfbane ved at være færdig i Tozeur - i et kuperet område tæt på byens centrum og hotellerne, gamle og nye, og flere under opførelse. Midt i banen overvåger Tunesiens nationaldigter Abu Kacem Chebi de kommende spillere. Fra toppen af en vældig klippeformation, hugget i sten. De slagkraftige kan gonge ham en på næsen med den hvide kugle, men det vil næppe være populært. Tuneserne er stolte af deres digter og vil nok have et lammende citat parat som svar.

Oase med 400 kilder
Fjern afkrog? Sådan set. Men tilgængelig på flere måder. Tozeur har fået international lufthavn med direkte forbindelser til Tunis, Monastir og Djerba, men også en række europæiske byer. I bil? Heller ikke helt ved siden af: Man kan køre til Tozeur fra Djerba eller Monastir på fem-seks timer, og vejene er gode.

Bekymrede taler om, hvordan det skal gå med vandet i Tozeur. Byen er en oase, baseret på 400 kilder. Det lyder af mange, men hidtil har kilderne holdt 400.000 dadelpalmer i blomstring plus 20.000 mennesker i live. Nu går det løs med et vandbehov, der -alene for golfbanens vedkommende -nok skal stille store krav. Ikke mindst når temperaturen om sommeren møver sig op over 40 grader. Og græsset skal holdes grønt. Og bruserne bruse i hovederne på godt vante hotelgæster.

Men i de varmeste sommermåneder holder Bravo Tours, som er det rejsebureau, der sender flest golfturister til Tunesien, foreløbig lav profil. Klogt. 40 grader er ikke noget for ret mange danskere. Og noget af løsningen for golfbanernes vedkommende består i, at man kan bruge renset spildevand til vandingen.

Med firhjulstræk
Vand er ikke noget problem i ørken-'hotellet' Duar Ksar Ghilane, for dér er hverken flyveplads, golf, masseturisme eller nogen som helst industri, der kan lægge beslag på undergrundens knappe ressourcer.

Man skal nærmest have kort og kompas med for at finde den lille oase. Vi fandt den langt syd for den store saltsø Chott El Djerid ca. 200 km fra Tozeur -de 100 tilbagelagt med firhjulstræk over stok og sten og gennem driver af sand. Stedet kan man for min skyld gerne bytte sig til for de fleste luksushoteller: Hvert værelse er et pragttelt med indbygget toilet og brusekabine, det hele en slags eksklusiv campingplads i en ørkenoase, hvor man kan genkalde sig sin barndoms spejderlejre. En lille restaurant midt mellem teltene, hvor man kan få varme i kinderne af en god gang couscous med stærk harizza. Og en solnedgang i den største stilhed, vi har oplevet, siden Rådhusklokkerne gik i stå for fem år siden. Nattekulde, der ville noget, men sådan kan det være i ørkenen, og vi var også stadig omkring 1. maj.

En påmindelse om, at vi alligevel ikke var alene i denne verden, fik vi på vejen bort fra Ksar Ghilane, da det årlige motorløb på langs ned gennem Tunesien drønede gennem vores ørken -og vi i øvrigt blev klar over, at den slags løb har mange deltagere, men åbenbart fem gange så mange ledsagende forsyningskøretøjer. Det lignede operation Ørkenstorm.

Vand er liv og død
Tamerza var endnu en station på vores efterforskning af grænseområdet op til Algeriet. Hvis man sagde vand til folk på dét sted, så havde de noget at fortælle. Noget, der gav os en forklaring på, hvorfor hele det gamle Tamerza lå som en ruinby mellem bjergene, på den anden side af et tørlagt flodleje. Malerisk og dramatisk.

Forklaringen lød, at byen totalt var smadret og næsten skyllet væk af et skybrud, der overdængede bjergene i området for 46 år siden. En katastrofe af tsunami-dimensioner, i hvert fald for de lokale. Med adskillige døde og en lille befolkning, som med hjælp fra staten havde måttet genopføre byen på den anden side floden.

Synet af den ødelagte by kunne nydes -hvis man må bruge det udtryk -fra den modsatte side af flodlejet fra Hotel Tamerza Palace, der i ensom majestæt udfoldede sin diskrete luksus på klintens kant, inklusive swimmingpool og en sværm af tjenende ånder, der med tunesisk venlighed og sikker håndtering af det franske sprog opfyldte vores forvænte vesterlandske krav om at få noget for pengene: Service, ægte tæpper, marmorbadeværelse og morgenbuffet, som har flere bud til ganen, end præsident Marcos' kone havde sko.

Smuglerne
Et sted til eftertanke. Før ørkenens, nu bjergenes stilhed. Vand, der betyder liv i dette land, men altså også død. Den nære grænse til Algeriet, som få krydser. I hvert fald ikke turister. Men smuglere, fortalte man. Smuglere af hvad? Ligesom i det andet grænseområde, mod Libyen: Benzin. Som man kan købe på de tunesiske landeveje til næsten det halve af den officielle pris. Myndighederne lukker det ene øje. Trafikken er med til at begrænse arbejdsløsheden.

Vi prøvede ikke smuglerbenzinen. Troværdige kilder sagde: Den er o.k. Vi nøjedes med at nynne smuglerkvintetten fra 'Carmen'.