Højdepunkter

Bjergbestiger Søren Gudmann har skrevet en bog om sine udflugter til det højeste bjerg på hvert af de syv kontinenter

Hævelser i ansigtet er ikke farlige, men måske heller ikke så sexede.
Hævelser i ansigtet er ikke farlige, men måske heller ikke så sexede.
Jeg mødte Søren Gudmann første gang for 15 år siden i Slovakiet på en action-ferie. En af dagene var der klatrekursus på en næsten lodret væg i Tatra-bjergene. I enighed havde gruppens fem medlemmer besluttet sig for den sværeste kategori - overdrevent bevidste om vores evner og færdigheder.

Vi knoklede en hel dag, men ingen af os magtede at forcere mere end halvanden meter klippe. Vores selvtillid og stædighed blev kun overgået af manglen på tekniske færdigheder.

Søren afslørede ikke noget om sine bjergbestigerdrømme og de erfaringer, han allerede dengang havde om bjerge. Heller ikke på senere skiture i Frankrig og Italien og en ekstrem overlevelsestur (læs: Skanderborg-festivalen) blev der snakket om tinder.

En dag i juni 2005 ringede Søren så og indledte med de sædvanlige høflighedsfraser: Hvor er du henne - og how goes?

- Jo, tak. Det går fint. Sidder og drikker licensbrygget Tuborg på en bar i Icmeler i Tyrkiet. Og derpå en udførlig beskrivelse af de kvinder, der opholdt sig ved poolkanten, inden jeg fik taget mig sammen til at stille modspørgsmål.

- Jeg er lige kommet ned fra Mount Everest, og jeg har en plan om at bestige det højeste bjerg på hvert kontinent inden for syv måneder, svarede han. Og tog så en hastig afsked med mig og med Nepal og fortsatte næsten direkte til Nordamerikas højeste bjerg, Denali.

Målet var at blive den i hele verden, der på kortest tid nåede toppen af The Seven Summits. Ekstra Bladet bragte i de følgende syv måneder er række artikler om Søren Gudmanns projekt, som han færdiggjorde kort før jul.

Nu har han beskrevet hele forløbet i bogen 'Topfeber', der netop er udsendt på Aschehoug Dansk Forlag.

Lad det være nævnt med det samme: Det er en fremragende bog. Ikke blot i sammenligning med tidligere udgivne bjergbestiger-beretninger, men Søren Gudmann formår at fastholde læseren fra første til sidste side, fordi han ikke blot er faktuel, men også på en overbevisende måde evner at udtrykke sine - til tider voldsomme - følelser; lykke, vrede, frustration, ærgrelse, taknemmelighed og ikke mindst ydmyghed.

Ærlighed og troværdighed er følgesvende jorden rundt, og Søren indvier også læserne i sine manglende tekniske færdigheder, som dog givet er blevet bedre end septemberdagen i Slovakiet.

Gennem velplacerede flashbacks får læseren indblik i forfatterens opvækst og baggrunden for den passion, han har for bjerge.

Det er også tydeligt, at det selvfinansierede årelange projekt ikke 'kun' handler om at komme op at stå på nogle bjerge, men i lige så høj grad er en personlighedsudviklingsproces.

Inden Søren Gudmann gik fra sejr til sejr på verdens øverste etager, var han mentalt nede i kælderen over nogle nederlag på bjerge, det ikke lykkedes ham at besejre. Men erfaringerne derfra brugte han, da han skabte sit livsværk.

En af de smukke passager i 'Topfeber' er, da Søren Gudmann beskriver sine møder med døden i form af de lig af bjergbestigere, der ikke klarede strabadserne, og som han passerer på den sidste strækning op mod toppen af Everest. Modløshed og tvivl er ved at overmande ham. 'Man skal ikke lade de døde tale til hjertet,' tænker han og overvinder krisen.

Det er vel kynisk at mene, at efter Mount Everest var resten af Seven Summits-projektet en spadseretur. Søren Gudmann - opvokset ved en grusgrav i Egebjerg ved Horsens - underdriver selv præstationen, men han havde aldrig kunnet gennemføre, hvis ikke han havde været i fysisk topform og havde planlagt alt i detaljer.

Vejret kunne han trods alt ikke planlægge, og en enkelt ting glemte Søren Gudmann at føre kontrol med. Det afsløres som i en kriminalroman på de sidste sider. Perfektionisten vil ærgre sig over denne detalje resten af livet, men en enkelt fejl minimerer ikke den største danske bjergbestiger-præstation gennem tiderne.

Naturligvis skal man være egoist for at gennemføre et projekt som Søren Gudmanns. Han satsede stort på det personlige plan for at nå sit mål, men han afstod fra muligheden for at deltage i en ekspedition til Carstenz Pyramid i august, fordi han havde en aftale med sin far om at gå en tur på Hardangervidda i Norge.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere