Strandsafari i Filippinerne

Paradis på jord er en kridhvid sandstrand langt væk fra vinterkolde Danmark

(Foto: Camilla Folsach Madsen)
(Foto: Camilla Folsach Madsen)

I jagten på kridhvidt sand og svalende palmesus, finder Feries udsendte måske verdens flotteste sandstrand - langt væk fra den danske vinterkulde

Vantro. Det var min første fornemmelse, da jeg trådte ud på Filippinernes ypperste strand, White Beach, på miniput-øen Boracay, der blot er er syv kilometer lang. Jeg kunne simpelthen ikke tro mine egne øjne.

Læs også: Verdens vildeste temakrydstogter

Som den strandpessimist jeg er, har jeg ofte fået bekræftet, at der er langt fra den photoshoppede strand, du ser i brochurer og guidebøger, til den strand, du i virkeligheden planter dine bare fødder på.

Derfor havde jeg ikke de store forventninger til Filippinerne, som en veninde havde lokket mig med til i en fælles iver efter sol.

Sand superliga
Måske var det vores egen nonchalante holdning til strandes betagende skønhed, men i hvert fald ramte det os lige i synet, så vi nærmest var ved at falde bagover. Ingen af os havde nogensinde set noget lignende. Vi kiggede på hinanden med hysteriske grin. For her var der virkelig tale om en strand i superligaen. En strand, jeg kun troede eksisterede i Bounty-reklamer med kridhvidt sand, kokospalmer og små både med trekantede sejl, der lå for anker i det kanarieblå vand.

Nærmest småløbende bevægede vi os de få meter fra strandpromenaden ned til stranden. Forbi de svajende palmer, der dannede en tilpas transparent skillevæg mellem solbadning og de utallige barer, restauranter og cafeer, der hver aftenen udvidede deres råderum til stranden, hvor livet blev indtaget på alle måder.

Sandkornene var fine, vandet varmt og den svalende brise lige tilpas. Selv solsengens madras var dejlig blød. Når vi bestilte kolde colaer og snacks ved de ivrige tjenere, blev det skrevet direkte på vores hotelregning. Alle bekymringer blev taget fra os, og vi overgav os øjeblikkeligt til den filippinske folkesjæl, der er spændt til bristepunktet af venlighed og velvillighed.

Læs også: Tyrkiet vokser

Livsnydernes paradis
Filippinerne byder på 36.000 kilometer kystlinje, men vi havde fundet vores fire kilometer af himmel på jord i form af den bomuldshvide White Beach. Den eneste bekymring, vi kunne komme på, var, hvor vi skulle spise om aftenen. Der var nemlig så mange steder at vælge imellem, når stranden blev inddraget i en perlerække af restauranter, loungeområder og dansegulve med diskorytmer, vandpiperøg, sækkestole, friskfanget seafood, kulørte lamper og flotte, filippinske kvinder – og selvfølgelig kulørte drinks og kolde øl i hobetal. Det krævede ikke mange slentreture ned ad strandpromenaden, før vi fik fornemmelsen af, at hvis der var noget sted i verden, hvor vi ville kunne koble totalt af – glemme alt om deprimerende danske vejrudsigter – så var det her.

Vi havde i hvert fald intet problem med at begrænse vores aktiviteter til den slags livsnyderi. Og hver formiddag, når vi søvndrukne tøffede gennem den lille passage bevæbnet med badehåndklæder og vandfast solcreme, gentog benovelsen sig, når vi blev ramt af udsigten til den palmespækkede strand.

Den daglige indgangsbøn blev derfor forskellige afarter af vantros-bekendelsen:

– Det er simpelthen løgn!

Læs også: Her er verdens største krydstogtskib

Chokolade-bjerge
Efter fem dage rejste vi os modvilligt fra strandsengene på White Beach. Men vi måtte se at komme videre, blev vi enige om. Næste stop øen Bohol.

Vi skulle ud og se noget, og her var Chocolate Hills et oplagt valg i form af Filippinernes nok største must-see (bortset fra, ja, sand og vand). Og vi glemte alt om vores strand-abstinenser, da vi endelig stod og nød synet ud over de 1268 brune og grønne bjerge, der takket være de madglade filippineres fantasi er navngivet efter den form, som dråber af smeltet chokolade laver. Et virkeligt imponerende syn – godt pyntet af en dramatisk himmel oven på et ordentligt regnskyl.

Sidste stop
Vi begyndte derfor at se frem til rejsens sidste destination, Bohols naboø, Panglau, og stranden Alona Beach. Og denne gang havde vi selvsagt palmehøje forventninger til stranden og øen, der skulle være et 'mini-Boracay' – og blev selvfølgelig en smule skuffede, da vi hurtigt kunne konstatere, at det ikke var tilfældet. Stranden var fin nok, men med sine plamager af tang, askegråt sand og afskallede strandpromenade kunne den på ingen måder sammenlignes med White Beach.

Vi overvejede seriøst at tage tilbage til Boracay med det samme og bruge de sidste par dage der, men den uoverskuelige og uforudsigelige transport fik os i stedet til at bruge resten af ferien på ø-hop i en filippinsk udriggerkano, en bangka, hvilket bestemt også gav nogle smukke strand-øjeblikke – især på Balicasag og Virgin Island.

Før vi fik set os om, var det tid til at vende den solbrændte snude mod Manila. Og som vi sad i Manilas lufthavn og ventede på vores fly mod Danmark, blev vi enige om, at det – trods transportbesvær – ikke var sidste gang, at vi skulle dase i palmernes skygge på White Beach. Og næste gang ville vi samtidig også vide, hvor slangerne i det filippinske ferieparadis gemmer sig.

Favoritten blandt Filippinernes strande er tydelig: White beach på mini-øen Boracay. Friskfanget fisk står ofte på menuen i Filippinerne. Det er nemt at nyde livet, når solen skinner, sandet er blødt, og mad er inden for rækkevidde.

Læs også: Underskønne Ubud

Rejsen dertil
Fly: En tur rundt i Filippinerne kræver en mellemlanding – formentlig i Bangkok, Hong Kong, Shanghai, Beijing, Doha, Singapore eller Kuala Lumpur. De fleste flyselskaber i Sydøstasien har ruter til hovedstaden Manila, og en returbillet med f.eks. Singapore Airlines eller Emirates mellem Danmark og Filippinerne koster fra 6000 kr.

3 råd til rejsen
Klima: På Filippinerne har de et såkaldt tropisk marineklima, hvilket betyder, at der er regntid fra maj til oktober, mens der er dry season fra november til april. Termometeret ligger det meste af året på 28 grader – undtagen marts, april og maj, hvor det ryger over 35 grader.

Visum: Danske turister skal ikke have visum for at komme til Filippinerne, hvis de opholder sig der i mindre end 21 dage. Et tremåneders visum koster 30 dollars.

Mad: Indflydelsen fra de spanske koloniherrer er især tydelig at se i retterne med spanskklingende navne såsom lechón de leche, helstegt pattegris. Tilbydes du balut (hvilket turister ofte gør), bør du sige nej tak – medmindre du er vild med kogt andefoster, der spises direkte fra skallen og siges at være et afrodisiakum.

Læs også: Fire fede pauser på landjord

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere