Hallands herligheder

Den svenske landsdel Halland summer blidt af nordisk velvære. Nyd skoven fra hesteryg eller smid linen ud i de brusende elve

Idyl så det plasker i broderlandet. (Foto : Sveriges Turistråd)
Idyl så det plasker i broderlandet. (Foto : Sveriges Turistråd)
Der er noget særligt over Sverige.

Så snart du har passeret broen eller kørt fra borde ved Helsingborg, kan du mærke det. En slags storhed i både mennesker og natur.

Her er både fysisk og mentalt højt til loftet, og her kan det faktisk lade sig gøre at fare vild i de enorme skove og naturområder.

Mærkeligt nok er vi danskere først nu for alvor ved at opdage, hvor meget pragtfuldt der findes lige ovre på den anden side af sundet.

Bare en enkelt dagsudflugt kan gøre det, men har du mod på mere, så søg mod den gamle danske landsdel Halland.

Summende myg
De slanke birketræer, de summende myg og de knaldrøde badehuse i planketræ er næsten et sindbillede på barndommens tabte ferieland. Sådan må farmors kolonihavehus se ud, hvis svensken skulle bestemme.

Halland er stedet for fritidsfiskere, som vil have en laks eller ørred på krogen. Hos Laholms Laxfiske Lagan er der næsten garanti for at hive noget i land.

Statistisk set fanges der ca. 1500 laks og 200 havørreder om året, men der er størst chance fra marts og til midten af maj for ørreds vedkommende, mens laksen er bedst helt frem til midten af oktober.

Er der børn med på rejsen, eller er fiskeriet bare ikke lige sagen, så kan man også vælge at nyde Halland fra hesteryg.

Hesteeventyr
Lange, rolige ture i de store stille skove eller fuld fart på gennem et rigtigt hesteeventyr med sjov underholdning undervejs. Ridestien i Laholm er for alle, som bare vil ride lidt eller måske overnatte i den frie natur.

For dem, som slet ikke er til heste, er der naturligvis også almindelige vandringer med apostlenes heste.

Alene navnet Hjørneredesøen næsten kalder på en nærmere udforskning.

Søen ligger i Ysby-Hjörnered, som er et smukt område af Laholm kommune. Vandreturen er en glimrende måde at komme rundt på, og den kan kombineres med en padle-ekspeditione ud på søen.

Selv om naturen står uberørt, kan man naturligvis også bare leje en cykel eller medbringe sin egen for at udforske området på egen hånd.

I takt med den stigende interesse har Hallands mange byer også fået golfbaner. Hvis man kan tale om skønheden i alpegolf, må Treklövern med sine tre 18 huls golfbaner omkring Halmstad være i næsten samme vægtklasse.

Det samme gælder Vallsnäs Camping, der ligger betagende placeret på en odde ved søen Unnen. En rigtig fredelig familiecamping med otte hytter og 90 campingvognspladser.

Generobring
Hele Halland må siges at opsummere et spørgsmål: Hvorfor tog vi overhovedet herfra?

Med en dejlig rejse til Halland kan man også opleve et af vores mange forsøg på at generobre den pragtfulde landsdel.

Slaget ved Axtorna 1565 er et af de største slag i Nordens historie. Slaget genopføres i perioden 29. september til 1. oktober.

Danskerne vandt, men det holdt som bekendt ikke evigt.
1 af 3 De mange smukke søer i Halland er ideelle til en kølig dukkert i sommervarmen. (Foto: Sveriges Turistråd)
2 af 3 Rideturen gennem de lyse skove er en af de bedste måder at opdage det svenske Halland på. (Foto: Sveriges Turistråd)
3 af 3 Idyl så det plasker i broderlandet. (Foto : Sveriges Turistråd)
0 kommentarer
Vis kommentarer