Hotelgæst reddede to børn fra at drukne i pool - nu kræver han erstatning

Steven Tartt mener, at det ødelagde hans ferie, da han måtte hoppe i poolen og redde to små børn

Steven Tartt sad ved poolen ved sit hotel, da han så to små børn, der var ved at drukne. Nu vil han have kompensation fra TUI. Foto: Colourbox
Steven Tartt sad ved poolen ved sit hotel, da han så to små børn, der var ved at drukne. Nu vil han have kompensation fra TUI. Foto: Colourbox

Steven Tartt fra Seaforth ved britiske Liverpool handlede hurtigt, da han under en ferie i spanske Menorca fik øje på en 7-årig dreng og en pige på seks, der var ved at drukne ved hotellets pool.

Den 32-årige mand, der selv er far til to, kastede stole af vejen og sprang hastigt i vandet for at få de to nødstedte børn op og i sikkerhed. Det skriver Liverpool Echo.

Se også: 300 blev evakueret efter to mystiske dødsfald: Nu er dødsårsagen kommet frem

Han har siden sin heltegerning på Victoria Playa Hotel i Santo Tomas i Menorca talt med medierne om sin forargelse over, at den livredder, der var på vagt ved hotellets pool, ikke sprang til. Livredderen er siden blevet fyret.

Måtte tage fri en ekstra uge
To måneder efter episoden tyede Steven Tartt til de sociale medier, hvor han langer ud efter rejseselskabet TUI, fordi de efterfølgende har nægtet ham en kompensation.

'Tredje dag på ferien var jeg nødt til at hoppe i og hjælpe to druknende børn, det ødelagde resten af ferien fordi livredderen ikke gjorde sit arbejde. Jeg var også nødt til at tage fri en ekstra uge, da det påvirkede mig så meget', skrev Steven Tartt, der arbejder som selvstændig.

Se også: Hysterisk kvinde skabte panik på fly: 'Vi skal alle dø!'

Han skrev videre, at han havde taget kontakt til TUI fordi han regnede med, de ville tage ansvar for at have ødelagt hans ferie, fordi deres hotel ikke har hyret ordentligt personale.

'Det nægtede de. De vil heller ikke bede hotellet tage noget (ansvar, red.), fordi de mener, det ville gå ud over forholdet til dem og koste dem penge'.

Steven Tartt fortæller, at alt, hvad han fik som tak for at have reddet de to børn, var en flaske mousserende vin på hotellet. Han er stærkt utilfreds med, at TUI ifølge ham har fejet ham af siden han begyndte at komme med krav om kompensation.

Vi er kede af at høre det
En talsperson fortæller, at de har takket Hr. Tartt for hans mod og at han desuden er blevet tilbudt psykologbehandling.

Se også: Ferieklage: Hvorfor betale ekstra for balkon når alle værelser har balkon

- Vi er kede af at høre, at han er utilfreds med ikke at have fået kompensation, eftersom vi mente, at den mest passende støtte, vi kunne tilbyde, ville være at tilbyde gratis krisehjælp, siger TUI-talsmanden.

Siden Liverpool Echo skrev historien om, at den 32-årige brite krævede kompensation efter hans heltegerning ødelagde ferien, har et væld af læsere langet ud efter ham på de sociale medier.

’På hvilket grundlag har han fortjent kompensation? Han gjorde en heltegerning og fortjener ros... og det er det.’ lyder det blandt andet fra en af de mange forargede Liverpool Echo-læsere.

165 kommentarer
Vis kommentarer