Bali åbner gradvist for turister

Første skridt i den gradvise genåbning starter 14. oktober

Genåbningen sker blandt andet i forsøget på at genoprette økonomien på Bali, som har lidt et hårdt knæk under coronapandemien, idet der ikke har været turister på den ellers normalt velbesøgte ferieø. Foto: Nyimas Laula/Ritzau Scanpix
Genåbningen sker blandt andet i forsøget på at genoprette økonomien på Bali, som har lidt et hårdt knæk under coronapandemien, idet der ikke har været turister på den ellers normalt velbesøgte ferieø. Foto: Nyimas Laula/Ritzau Scanpix

Indonesien står til at genåbne paradisøen Bali, så der atter er åbent for internationale turister.

Det gælder dog ikke for alle indrejsende fra udlandet, idet Indonesien - indtil videre - fortsat er selektiv, hvad angår, hvilke udlændinge der må tilgå landet.

Foreløbigt er det kun personer, der kommer fra henholdsvis Sydkorea, New Zealand, Kina, Japan og De Forenede Arabiske Emirater, såsom Dubai og Abu Dhabi.

Det annoncerede Luhut Pandjaitan, som blandt andet er minister for landets maritime anliggende, mandag, skriver CNN.

Her specificerede han ikke, hvorvidt og hvornår indrejsende fra øvrige lande må rejse til Indonesien.

Genåbningen sker gradvist, da landet ikke ønsker, 'at det uventede sker' i forbindelse med udviklingen af landets coronasituation, lyder det fra Luhut Pandjaitan.

Første skridt i den gradvise genåbningsplan løber af stablen fra 14. oktober.

Her vil Balis største lufthavn, Ngurah Rai, åbne for udenlandske turister, fra de udvalgte nationer, hvor indrejsende vil blive påkrævet at være i karantæne i otte dage på egen regning.

Tirsdag oplyste Arya Pradhana Anggakara, som er talsperson for Indonesiens immigrationsafdeling, til CNN, at turister - som udelukkende rejser for at tage på ferie - endnu ikke må tilgå landet. Det glæder uagtet, hvilket land man rejser fra.

Hårdt ramt af corona
Indonesien er et af de lande i Asien, som har været hårdest ramt af coronapandemien.

Ifølge det danske Udenrigsministeriums rejsevejledning fraråder man fortsat alle ikke-nødvendige rejser til hele Indonesien på nuværende tidspunkt på grund af høj risiko for smitte med coronavirus.

Da landet er markeret som 'orange' i rejsevejledningen, gælder anbefalingen dog ikke færdigvaccinerede danskere.