Barfodede passagerer og rygere: Her er de rædselsfulde rejsende

Bare tæer på flyet, brugte kondomer i sengen og forældre, der ikke holder øje med deres børn på hotellet... Der er mange ting, der kan få irritationen til at stige, når vi rejser afsted på ferie

Selvom den står på afslapning og hygge på ferien, slipper man ikke igennem den uden at støde på irriternede flypassagerer og hotelgæster undervejs. Foto: Michael Mottlau
Selvom den står på afslapning og hygge på ferien, slipper man ikke igennem den uden at støde på irriternede flypassagerer og hotelgæster undervejs. Foto: Michael Mottlau

Fem flyveture og 14 overnatninger på hotel.

Det er, hvad en person i gennemsnit bruger hvert år på henholdsvis rejser og logi. Det viser en ny undersøgelse, som Expedia har lavet.

Og med det antal ture på farten, så er det umuligt ikke at støde på medrejsende med rædselsfulde rejsevaner, som kan få én helt op i det røde felt, og derfor har den globale rejseudbyder undersøgt præcis, hvad det er, der får os til at blive mest irriteret under rejsen.

- Uanset om du har været på én ferie eller 100, så har du højst sandsynligt oplevet en eller anden form for irriterende adfærd på rejsen. Vi vil sikre, at hvert øjeblik på rejsen bliver behageligt, så vores mål med denne undersøgelse er at få en forståelse for, hvad der i højest grad generer rejsende, så vi på den måde kan sørge for at minimere irritationerne, fortæller Expedia globale kommunikationschef, Nisreene Atassi, i en pressemeddelelse.

Se også: Insta-irriterende: Hold dine ferie-selfies for dig selv

Denne passager er den værste
For fjerde år i træk har mere end halvdelen af Expedias godt 18.000 adspurgte brugere verden over svaret, at passagerer, der sparker, tager fat i eller rykker i flysædet, er de mest irriterende om bord på flyet.

Hele 51 procent af de adspurgte udpeger nemlig i undersøgelsen denne medpassager, som den mest rædselsfulde, og hele 62 procent af disse fortæller, at de hiver fat i kabinepersonalet, når de støder på denne form for gene om bord på flyet.

Disse passagerer kan vi heller ikke lide
Udover knæskaller i ryggen viser Expedias undersøgelse, at vi heller ikke kan lide passagerer, der har for meget parfume på. Hele 43 procent mener, at denne form for medpassager er den værste af slagsen.

Derudover gider vi heller ikke forældre, der ikke holder nok øje med deres børn (39 procent), passagerer, der invaderer vores privatsfære (34 procent) samt passagerer, der snakker eller larmer for meget (29 procent).

Se også: Sådan skal man opføre sig på flyet

Bare tæer
Det har længe været debatteret, hvorvidt man må tage sko samt strømper af undervejs på flyveturen. Og selvom størstedelen altid svarer, at det må man bestemt ikke, så er det ikke sjældent, at man hører om rejsende, der alligevel smider deres bare tæer op på armlænet eller flysædet.

Det viser sig da også, at godt 10 procent i Expedias undersøgelse ikke ser det store problem med at lufte fødderne uden strømper på flyveturen. Hele 90 procent er dog dermed enige i, at det bestemt ikke er i orden.

'Forstyr ikke'
Expedias undersøgelse viser desuden, at især amerikanerne helst vil have fred og ro på rejsen. Hele 90 procent af de adspurgte amerikanere i undersøgelsen svarer nemlig, at de holder sig for sig selv på flyveturen, og 77 procent af dem frygter at få en siddeplads på flyet ved siden af en, der snakker for meget.

Derudover svarer 66 procent, at de ofte hænger 'Forstyr Ikke'-skiltet op på døren til deres hotelværelse, så de ikke bliver forstyrret af rengøringspersonale eller lignende.

Se også: Beruset par i kæmpe skænderi på fly: Måtte bindes fast til sædet

Her er de værste hotelgæster
Selvom man har fået den lange flyvetur overstået og endelig kan slappe af på en solstol ved hotellets pool, er de mentale udfordringer dog ikke ovre. Det er nemlig ikke kun de medrejsende flypassagerer, der kan få bægeret til at flyde over for os. Øvrige gæster på hotellet kan være ligeså slemme.

Det er især forældre, der ikke har styr på deres børn, vi finder irriterende på hotellet. Hele 45 procent af de adspurgte i Expedias undersøgelse svarer dette.

Derudover hader vi larmende hotelgæster (41 procent), brokkende hotelgæster (29 procent) samt festglade og alkoholpåvirkede hotelgæster (27 procent).

Brugte kondomer og cigaret-røg
Expedias undersøgelse viser desuden, at der er flere ting, som irriterer rejsende på hotelværelset. Noget af det værste, de adspurgte kan komme ud for, er at finde væggelus eller et brugt kondom i sengen, eller at der lugter af cigaret-røg på værelset.

Derudover viser undersøgelsen, at folk fra Sydkorea har størst sandsynlighed for at drikke sig fulde på flyet, at 54 procent mener, at det er okay at vække en sovende passager, hvis han/hun snorker, og at de fleste rejsende indrømmer, at de gemmer personlige ejendele på hotelværelset, så personalet ikke har mulighed for at stjæle dem.

Se også: Flyveture fra helvede: Disse passagerer hader vi mest

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere