Belgisk borgmester vil bekæmpe trængsel på stranden med strandpas

Et forslag om at kontrollere antallet af strandgæster med særlige adgangskort møder heftig kritik fra flere sider

Borgmesteren i kystbyen Ostend frygter, at byens strand vil forvandle sig til 'en myreture' af solbadende gæster denne sommer. Foto: Michael Heiman/Getty Images/AFP
Borgmesteren i kystbyen Ostend frygter, at byens strand vil forvandle sig til 'en myreture' af solbadende gæster denne sommer. Foto: Michael Heiman/Getty Images/AFP

Mens stormløbet mod havnebade og andre solbeskinnede områder tæt på vand allerede er begyndt herhjemme, er man så småt i gang med at forberede sig på det samme i Belgien.

Også her ser myndighederne helst, at der bliver holdt afstand, og det har fået borgmesteren i kystbyen Ostend, Bart Tommelein, til at præsentere et anderledes forslag: Strandpas.

Det skriver The Guardian.

Borgmesteren vil med de særlige adgangskort give lokale, sommerhusejere og hotelgæster førsteret til byens strande og dermed undgå, at for mange mennesker stimler sammen.

– Det vil blive en myreture her, sagde han ifølge The Guardian, da han præsenterede forslaget.

Se også: Sicilien vil redde sommeren: Turister får overnatninger og oplevelser betalt

Borgmester: Der er plads nok
Mediet skriver, at myndighedernes øverste virusekspert har givet 'forsigtig opbakning' til forslaget, mens det fra flere andre sider møder kritik.

Det er især idéen om, at nogle har mere ret til at færdes på stranden end andre, der får kritikerne på barrikaderne. Blandt dem er Leopold Lippens, der er borgmester i kystbyen Knokke-Heist.

– Enten så er strandene åbne, eller også så er de lukkede. Jeg vil ikke gøre forskel på folk fra Flandern, Vallonien, Bruxelles og Tyskland, siger Leopold Lippens til The Guardian.

Også Jean-Marie Dedecker, der er borgmester i Middelkerke, er uenig i forslaget og kalder det 'diskrimination'. Strandene bør være åbne for alle, påpeger han overfor mediet og kommer i stedet med et andet forslag:

– Vi har en kæmpe strand i Middelkerke. Vi har 12 svømmezoner, og ifølge vores beregninger kan vi sætte 65.000 mennesker ud i solen, der hver især vil have 36 kvadratmeter, siger han til The Guardian og tilføjer:

– Vi har meget frisk luft, og alle praktiserer allerede social distance, så det vil de også gøre på stranden.

Ifølge The Guardian forhandlede kystbyernes borgmestre fredag om en fælles strategi for strandene, men det lykkedes dem ikke at nå til enighed.

Se også: Nu kan du se, om din Airbnb-lejlighed er stemplet som coronasikker

3 kommentarer
Vis kommentarer