Beskidte sommerhuse giver mange klagesager

Som forbruger skal man give udlejeren mulighed for at rette op på fejlene i sommerhuset

Klager over mangelfuld rengøring i danske sommerhuse fylder meget hos nævn. Foto: Colourbox
Klager over mangelfuld rengøring i danske sommerhuse fylder meget hos nævn. Foto: Colourbox

Dårlig lugt, en beskidt terrasse, mug i brusekabinen, beskidte havemøbler og insekter.

Når Ankenævnet for Feriehusudlejning gennemgår klagesager, er det især klager over mangelfuld rengøring af sommerhuse, som fylder i stakken af klager fra forbrugere.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Det er selvfølgelig utilfredsstillende, hvis sommerhuset ikke er rengjort ordentligt ved ankomsten. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er så ubeboeligt, at du straks kan hæve lejemålet og få dine penge igen, siger Susanne Aamann, forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i pressemeddelelsen.

- Kontakt i stedet udlejeren, og giv denne mulighed for at løse problemet, siger hun.

Se også: Michael i kamp mod sommerhusudlejer: Sådan er dine rettigheder

For mange edderkopper
I en konkret sag fra Ankenævnet for Feriehusudlejning havde en forbruger lejet et sommerhus på Bornholm.

Forbrugeren oplevede ved ankomst til sommerhuset, at der var for mange edderkopper i feriehuset. Udlejeren kunne først hjælpe to dage efter, og derfor flyttede forbrugeren på hotel.

Herefter krævede vedkommende at blive flyttet til et andet sommerhus, men det afviste udlejeren. Derfor afleverede forbrugeren nøglerne og forlod Bornholm.

Se også: Flere danskere vælger at holde ferie hjemme i Danmark

Ankenævnet for Feriehusudlejning vurderede, at forbrugeren ikke havde givet udlejeren mulighed for at rette op på manglerne, før forbrugeren hævede lejemålet.

Derfor fik forbrugeren ikke medhold i sit krav om at få tilbagebetalt lejebeløb, depositum samt udgifter til hotel.

- Det er vigtigt, at udlejeren får mulighed for at rette op på den mangelfulde rengøring. Giver du ikke udlejeren mulighed for det, risikerer du at stå dårligt i en eventuel klagesag, siger Susanne Aamann.

Se også: Ronnie fik familieferien ødelagt: Sommerhuset var fyldt med mug, blod og urin

Plettede madrasser
I en anden sag fik forbrugeren medhold.

Her var madrasserne plettede, fryseren var tilfrosset og fliser i poolområdet var brudte.

Da udlejeren ikke kunne hjælpe med at løse problemet med det samme, kunne forbrugeren hæve lejemålet og få tilbagebetalt lejebeløbet.

- Er der tale om en mindre mangel, kan du eksempelvis have ret til et afslag i prisen, mens du ved væsentlige mangler kan have ret til at hæve købet. Det vil altid bero på en konkret vurdering, hvor væsentlig manglen er, siger Susanne Aamann.

Se også: - En luksusvare: Færre sommerhuse til salg

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere