Bibelmuseum snydt for millioner: Købte falske Dødehavsruller

16 fragmenter af Dødehavsrullerne er erklæret falske

Bibel Museet i Wahington D.C. har indtil nu udstillet falske fragmenter af Dødehavsrullerne. Foto: The Musem of the Bible
Bibel Museet i Wahington D.C. har indtil nu udstillet falske fragmenter af Dødehavsrullerne. Foto: The Musem of the Bible

Da Steve Green betalte millioner af dollars for 16 fragmenter af de antikke dødehavsruller, troede han, at det ville være den perfekte tilføjelse til Bibel Museet i Washington DC.

Men nu har eksperter slået fast, at fragmenterne slet ikke er en del af Dødehavsrullerne. De er værdiløse forfalskninger.

Det skriver National Geographic.

Steve Green købte de 16 fragmenter af fire forskellige samlere og kunsthandlere op gennem 00'erne. Alle fragmenter blev på det tidspunkt anset som værende ægte af de kunsteksperter, som havde undersøgt dem.

Fragmenter af Dødehavsrullerne blev første gang fundet i 1947 i Qumran i Palæstina. Her fandt en hyrde nogle krukker i en hule, som indeholdt de mere end 1800 år gamle Dødehavsruller, hvor nogle af dem er de ældst bevarede kopier af den hebraiske bibel.

Se også: Kostbare bonsai-træer stjålet fra museum

Åbnede i 2017
Steve Green, hvis familie ejer Hobby Lobby, en kæde af amerikanske kunst- og kunsthåndværksforretninger, grundlagde Bibel Museet i 2017.

Allerede i 2018 fandt et tysk forskerhold ud af, at fem af fragmenterne var falske.

Museet hyrede derfor kunsteksperten Collette Loll til at undersøge de resterende fragmenter. I en nyligt udgivet rapport slår hun fast, at alle 16 fragmenter er falske.

Se også: Danmark får nyt oplevelsescenter om vikinger

Teksten afslører forfalskning
Igennem seks måneder har Collette Loll sammen med sit forskerhold lavet omfattende analyser af fragmenterne. Hvilket blandt andet inkluderede kemiske analyser og røntgenanalyser.

Først fandt hun sammen med sit forskerhold ud af, at fragmenterne var i et forkert materiale. De autentiske Dødehavsruller er lavet af garvet eller let garvet pergament, mens 15 af museets fragmenter var lavet ud af læder.

Det er dog antikt læder, der stammer fra omkring samtidig med, at Dødehavsrullerne er fra. De dateres fra 100 år f.Kr. til 200 år e.Kr.

Holdet fandt blandt andet også ud af, at skriften på læderet var af nyere dato. Det blev tydeligt, at blækket var påført gammelt læder.

Se også: Egypten afslører sjældent fund af mumificerede løveunger, krokodiller og katte

Vil kaste lys på forfalskninger
Museets fragmenter, som indtil nu har været udstillet, er en del af 70 fragmenter, som dukkede op på kunstmarkedet efter 2002. De 70 fragmenter anses nu som falske.

De nye fund kaster dog ikke tvivl om de 100.000 autentiske fragmenter fra Dødehavsruller. De fleste af dem ligger på Israels Museum i Jerusalem.

- Uanset de ikke særligt fordelagtige resultater, har vi gjort, hvad ingen anden institution med 'post-2002' fragmenter fra Dødehavsrullerne har gjort. De sofistikerede og kostbare metoder, som er brugt til at opdage sandheden om vores samling, kan også bruges til at kaste lys på andre mistænkelige fragmenter og måske være med til at opdage, hvem der står bag disse forfalskninger, siger Dr. Jeffrey Kloha, chefkurator ved Bibel Museet, i en pressemeddelelse.

Det vides endnu ikke, hvem der står bag forfalskningerne. Steve Green købte forfalskningerne af fire forskellige sælgere, men rapporten antyder, at det er den samme, som står bag forfalskningen. De fire sælgere kan muligvis også være blevet snydt.

33 kommentarer
Vis kommentarer