Bider negle: Efterårsferien kan blive ødelagt for tusindvis af danskere

Tusindvis af danskere har bestilt charterferie til Grækenland i efterårsferien, men nu stiger smitten

Bider negle: Efterårsferien kan blive ødelagt for tusindvis af danskere

Video: Ritzau Scanpix

Der bliver bidt negle i den danske charterbranche i disse dage.

Når Udenrigsministeriet de næste uger opdaterer sine rejsevejledninger, er det med fare for, at turistmagneten Grækenland kan ryge på nej-listen.

Sker det, vil det være en katastrofe for rejsebureauer som Spies og TUI. Begge har solgt pakkerejser i tusindvis til de græske øer i efterårsferien, der er lige om hjørnet.

Grækenland har de seneste 14 dage registreret 41,0 smittede per 100.000 indbyggere, viser tal fra European Centre for Disease Prevention and Control, ECDC.

Det danske kriterium for karantænelande udregnes for syv dage, hvorfor Grækenland ser ud til at klare frisag i dag, men smitten er stigende.

Ferie afbrudt: Hotelpersonale stalkede dansk kvinde

Har bestilt ekstra flyvninger
Spies forventer at sende op mod 3000 danskere på efterårsferie i uge 42, meddeler selskabet i en pressemeddelelse. Heraf er omkring 80 procent af billetterne til de græske øer Kreta og Rhodos.

Charterrejsebureauet, der er Danmarks største, har endda indsat ekstra fly for at imødekomme den store interesse fra de solhungrende danskere.

Det samme har TUI, der er Danmarks tredjestørste arrangør af charterrejser, fortæller selskabets pressechef Mikkel Hansen til standby.dk.

- TUI i Danmark har planlagt tre ekstra flyvninger i forbindelse med efterårsferien til Kreta og Rhodos samt Cypern. Lige nu er 85 procent af pladserne solgt, siger han.

TUI går imod rejsevejledning: Åbner for De Kanariske Øer

Lover at returnere penge
Skulle de græske smittetal blive for høje, vil Spies returnere pengene til deres kunder, forsikrer kommunikationschef Lisbeth Nedergaard over for standby.dk.

Begge rejseselskaber kan trøste sig med, at det går bedre med smitten i den anden af de store charterdestinationer denne efterårsferie, Cypern. Her har myndighederne de seneste 14 dage registreret 19,8 smittede per 100.000 indbyggere

Danskernes normale feriefavorit Spanien er der ingen hjælp at hente i. Her er smittetallene blandt de absolut højeste i Europa.

Hotel sagsøger turist for negativ anmeldelse på Tripadvisor