Deleøkonomien har ingen grænser. Nu kan du også udleje din svømmepøl, hvis du ikke lige selv står og bruger den.
Siden 2017 har det været muligt at udleje sin svømmepøl på timebasis til mennesker, der trænger til en dukkert. Konceptet er amerikansk og har indtil for nyligt også kun været tilgængeligt i USA. Men nu kommer svømmepølens svar på Airbnb også til Australien.
Platformen hedder Swimply og med over 30 grader i store dele af Australien lige nu, bliver det sikkert også en god forretning. Det skriver news.com.au.
- Folk investerer mange penge i deres pool, men de bruger den kun meget lidt af tiden, siger den 22-årige stifter af Swimply, Bunim Laskin, til news.com.au.
Nu kan du bo i Barbies drømmehus for 400 kr. pr. nat
Bunim Laskin fortæller, at hver pool kommer gennem en inspektion, før de kan komme ud på platformen, så brugerne kan være sikre på, at poolen lever op til helbreds- og sikkerhedsstandarder.
Ingen stjerner, ingen adgang
Ifølge news.com.au er der omkring 2,7 millioner australiere, som bor i et hus med en svømmepøl. Så der kan komme en del at vælge mellem, hvis man ellers kan opføre sig ordentligt.
- Hvis en udlejer eller gæst får lavere end fire stjerner, så bliver de fjernet fra siden, da det skal være en troværdig og sikker platform for alle, siger Bunim Laskin.
Lejer tissede i haven: Hængt ud af Airbnb-vært
Australien er nu det første marked uden for USA, hvor platformen gør sit indtog. Ifølge Bunim Laskin kan ejere af pools tjene flere tusind dollars om måneden. Der er nemlig ikke nogle grænser for, hvad man kan tage for en times leje af ens pool. Men majoriteten af udlejerne tager mellem 20 - 50 dollars per time.
- Nogle kan tjene 2-3000 dollars om måneden, mens andre kun tager en eller to reservationer om ugen, hvilket lader poolen betale sig selv, siger Bunim Laskin.
15 procent af udlejernes indtægt går til Swimply, mens gæsterne bliver opkrævet ti procent i et servicegebyr af platformen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.