Bruger robotter til overvågning i Singapore

Robotterne skal sørge for, at folk overholder regler om eksempelvis rygning på offentlige steder og afstandskrav

Robotterne kaldes for 'Xavier' og er foreløbigt på en tre-ugers forsøgsordning. Foto: Roslan Rahman/Ritzau Scanpix
Robotterne kaldes for 'Xavier' og er foreløbigt på en tre-ugers forsøgsordning. Foto: Roslan Rahman/Ritzau Scanpix

I Singapore har man valgt at tage nye midler i brug for at overholde lov og orden i det offentlige rum.

Det nye initiativ er foreløbigt på en forsøgsordning og går på, at robotter skal patruljere gaderne og sikre, at befolkningen ikke engagerer sig i 'uønsket social opførsel'.

Det skriver The Guardian.

Robotterne kaldes 'Xavier'. De kører på hjul og er udstyret med syv kameraer, som er i stand til at gennemskue, hvorvidt forbipasserende overholder de gældende regler.

Robotterne patruljerer blandt andet for at sikre, at man ikke ryger på forbudte områder, at man ikke parkerer sin cykel uhensigtsmæssigt, og at man ikke bryder med coronarestriktioner som eksempelvis afstandskrav.

For nyligt stoppede en af 'Xavier'-robotterne foran en gruppe ældre borgere, som stod uden for deres bopæl for at se nogle andre spille skak.

- Hold venligst en meters afstand. Vær venligst kun fem personer pr. gruppe, lød det fra robotten.

Højteknologisk overvågning
Robotterne er endnu et tillæg til den højteknologiske overvågning, som i forvejen eksisterer i Singapore.

Her har man i forvejen installeret et stort antal af overvågningskameraer i det offentlige rum.

Og dertil kører man lige nu et forsøg, hvor man har udstyret lygtepæle med ansigtsgenkendelsesteknologi.

De lokale myndigheder har generelt et ønske om at være en førende, højeffektiv og teknologisk-drevet 'smart nation'.

Dog frygter kritikere og aktivister for, at den vision bliver på bekostning af borgernes frihed og privatliv.