Dansk fodboldhold fik pengene retur: Banen var fyldt med muldvarpeskud

En fodboldrejse til Berlin endte med at blive en komplet fiasko for en dansk fodboldklub

En dansk fodboldklub fik ødelagt sin rejse til Berlin, fordi banerne var komplet ødelagt af muldvarpeskud. Foto: Kenneth Meyer
En dansk fodboldklub fik ødelagt sin rejse til Berlin, fordi banerne var komplet ødelagt af muldvarpeskud. Foto: Kenneth Meyer

Var du med på fodboldrejsen? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

Øv bøv.

Det må være, hvad en dansk fodboldklub tænkte, da de ankom til deres knap 59.000 kroner dyre fodboldrejse i Berlin i Tyskland i marts måned sidste år.

Her var planerne, at de 13 voksne og 29 børn skulle deltage i 'en international fodboldturnering på et dejligt sportsanlæg med otte flotte fodboldbaner', som der står i rejsebureauets materiale om fodboldrejsen. Men virkeligheden var en helt anden, da fodboldklubben ankom.

I stedet for de 'flotte' fodboldbaner, blev de nemlig mødt af baner, der ikke bare havde de helt forkerte dimensioner, men som samtidig var fyldt med muldvarpeskud, huller og plastikdæksler.

Åh, nej: Randers-familie tabte 50.000 kr. i Sunny Beach-bommert

Sådan lyder historien bag en af de seneste udvalgte kendelser, som Pakkerejse-ankenævnet har offentliggjort.

- En ting var, at banerne slet ikke på nogen måde havde den rigtige størrelse og dimensioner. Det kunne vi have levet med. Mere bekymrende var de mange muldvarpeskud, som havde gjort banen meget kuperet og efterladt store bløde områder uden græs hvor man sank i med foden.

- De mange huller og forhøjninger gjorde det helt umuligt at løbe på banen (og fuldstændig umuligt at slå en aflevering). Dertil var der flere steder, hvor man havde skruet plasticdæksler ned i græsset, nogle steder stak skruerne op af dækslet, lyder det fra klager i kendelsen.

Skulle spille mod sig selv
Derudover viste det sig også, at den såkaldte 'internationale turnering', som rejseselskabet lokkede med, ikke var så international alligevel.

Der var nemlig kun danske og tyske hold med i turneringen, som endda var sammensat på sådan en måde, at den danske fodboldklubs hold skulle spille mod hinanden i de indledende kampe.

Det indklagede rejsebureau har trods Ankenævnets gentagne opfordringer ikke besvaret på henvendelser omkring klagen, og derfor blev sagen afgjort på baggrund af fodboldklubbens fremstilling af sagen samt de billeder, som de sendte med af forholdene på fodboldbanerne.

Feriehelvede: Hotelværelse var langt fra handicapvenligt

Fodboldklubben endte derfor med at få medhold i sagen af Pakkerejse-ankenævnet, som fastslog, at klubben havde ret til at få rejsens fulde pris tilbagebetalt dog med en godtgørelse til rejsebureauet på 15.000 kroner, da Ankenævnet vurderede, at rejsen ikke havde været fuldstændig uden værdi for fodboldklubben.

- Som følge af banernes beskaffenhed og turneringens karakter finder Ankenævnet, at formålet med fodboldrejsen har været væsentligt forfejlet. Klageren er derfor berettiget til at hæve aftalen og få rejsens fulde pris tilbagebetalt dog således, at der fastsættes en godtgørelse til bureauet, i det rejsen ikke har været uden værdi for klageren, jf. pakkerejselovens § 20.

- Ankenævnet finder herefter, at godtgørelsen til bureauet passende kan fastsættes til 15.000 kr. Klageren er derfor berettiget til tilbagebetaling af i alt 41.875 kr, lyder Ankenævnets kendelse.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at komme i kontakt med fodboldklubben, da Ankenævnet har anonymiseret dem.

Danskernes ferieklager: Sport på storskærm, ingen snacks i poolbaren og terror-fare