Dansk jagtturist kræver erstatning: 'Der var ingen elge at skyde'

En dansk jæger købte jagttur til næsten 100.000 kroner, men der var ingen elge at skyde, lyder klagen

På en jagttur til Canada fik en dansk jæger ikke lov at skyde den elg, som han mente, han var blevet lovet. Foto: Colourbox
På en jagttur til Canada fik en dansk jæger ikke lov at skyde den elg, som han mente, han var blevet lovet. Foto: Colourbox

Når man skal på en dyr jagtferie, vil man også gerne skyde et dyr.

Sådan mener i hvert fald en dansk jæger, som tilbage i 2017 skulle på en jagttur til Canada til cirka 95.000 kroner. Jægeren endte dog med ikke at skyde nogen elg, selv om vedkommende mente, at det var blevet lovet i pakkerejsen.

Det viser en kendelse fra Pakkerejse-Ankenævnet, som blev afsagt 2. maj 2019, men som først for nylig er blevet offentliggjort i fuld længde.

Se også: Dansk rejseselskab beskyldt for kønsdiskrimination: 'Rejselederen chikanerede mig'

Klageren havde bestilt en 10 dage lang jagttur til Canada med udsigt til drømmen om at få nedlagt en elg.

'Rejsen til Canada var, som I ved, 'once in a lifetime'- tur for mig. Og en tur jeg havde helt særlige forventninger til, som I også ved, jeg ikke fik indfriet,' skriver jægeren i sin klage.

Se også: Far klager over datters sportsrejse: Vi tabte 2-17

60 tommer elg
I klagen, som jægerens far har forfattet, oplyses det yderligere, at 'jagtrejsen inkluderer en Canada moose (ikke specifikt angivet med størrelse - men min søn havde oplyst, at han ønskede en 60 tommer). Bureauet havde ikke garanteret en sådan størrelse - men i alt fald 50 tommer,' lyder det i klagen.

Jægeren havde altså en forventning om at kunne skyde en elg - moose - gerne i størrelse 60 tommer.

Men vedkommende så ikke noget til en elg, som måtte skydes.

'Outfitteren oplyste, at en 60 tommer moose simpelthen ikke fandtes på reviret, og trods intense jagtdage nåede han kun at se to små, der ikke var lovlige at skyde,' står der i faderens klage.

Se også: Rædselsslagen elg død fordi turister ville tage billeder

Ikke garanti for succes
Hos rejsebureauet understreger de, at de ikke kan garantere succes på de jagtture, de arrangerer.

'Det er selvfølgelig altid ærgerligt, når man ikke får sit trofæ med sig hjem, men det er altså de betingelser, der er, når man er på vildmarkstur,' lyder det i svaret fra rejsebureauet.

'Vi giver ingen garantier for nedlagt vildt og yder ikke kontant kompensation, såfremt det ikke lykkes,' skriver de.

Jægeren krævede 35.000 kroner i kompensation. Pakke-Rejseankenævnet tilkendte klageren en erstatning på 3.800 kroner, men for et helt andet forhold - at der ikke var inkluderet en 'bushflyvetur' i rejsen, selv om det var lovet i beskrivelsen. Jægeren fik ikke erstatning for den manglende elg.

Se også: Drak øl under high school-ophold: Vil have erstatning for hjemsendelse

154 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere