Dansk lufthavn har mistet vigtig førsteplads

Københavns Lufthavn var kun den tredjestørste i Norden i maj

40.118 passagerer kunne Københavns Lufthavn registrere i maj - under en femtedel af niveauet i Norge. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
40.118 passagerer kunne Københavns Lufthavn registrere i maj - under en femtedel af niveauet i Norge. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

For enden af den københavnske M2-metrolinje har i mange år ligget Nordens største lufthavn målt på passagertal.

Og som hyppige brugere af netop denne metro vil vide, tiltrækker Københavns Lufthavn mange internationale rejsende. Faktisk har den også på dette punkt været førende - og måske netop af den grund er lufthavnen nu presset.

Ifølge Check-in.dk er Københavns Lufthavn hårdere ramt af coronakrisen end konkurrenterne i resten af Norden, og i maj røg den helt ned på en tredjeplads, da antallet af passagerer var gjort op.

Mediet har samlet passagertallene for de fire store nordiske lufthavne i København, Oslo, Stockholm og Helsinki, og statistikken tegner et dystert billede.

Blot 40.118 mennesker benyttede nemlig lufthavnen i Kastrup i sidste måned, hvilket var en tilbagegang på 98,5 procent i forhold til samme måned sidste år.

Se også: Lufthavn i nyt tiltag: Vil simulere rejsen gennem lufthavnen

Den internationale favorit
Til sammenligning kunne Oslo Lufthavn byde velkommen til mere end fem gange så mange flyrejsende (knap 215.000), mens man i Stockholm Arlanda-lufthavnen registrerede knap 60.000 i maj.

Check-in.dk skriver, at en del af begrundelsen for de pæne tal i særligt Oslo Lufthavn skal findes i indenrigstrafikken.

I maj måtte København dog også se sig slået på internationale passagerer, idet det lykkedes Stockholm Arlanda at tiltrække knap 46.000 mod cirka 32.000 i København.

I Oslo Lufthavn udgjorde rejsende fra udlandet blot 13 procent af passagertallet i maj.

Se også: Danskerne vil til søs: Bådudlejere oplever rekordstor efterspørgsel

2 kommentarer
Vis kommentarer