Dansk ø igen åben for sejlere

Flakfortet i Øresund ud for København tager alligevel imod lystsejlere - men det kan være kortvarigt

Siden 2001 har Flakfortet været ejet af virksomheden Malmøkranen AB, der har drevet restaurant og diverse aktiviteter på øen. Det har fået lystsejlere til at anløbe havnen, der har plads til 200 både, og hvert år besøger mere end 50.000 turister øen. Foto: Flakfortet Facebook

Det var en kort lukning.

Flakfortet, som ligger i Øresund seks kilometer fra København, blev den 16. april lukket for adgang for folk i egen båd. Men den beslutning ophørte i fredags.

'God Nyhed! Flakfortet genåbner for lystsejlere fra fredag d. 11. maj', skriver Flakfortet på sin hjemmeside.

Ejeren bag Flakfortet, Malmøkranen AB, oplyser endvidere, at Flakfortet vil være åbent for lystsejlere resten af sæsonen i år.

'Grunden til, at vi åbner op, er, at på kort sigt (i 2018) ser det lidt bedre ud, og efter et konstruktivt møde med Slots- og Kulturstyrelsen ser vi lidt lys over sagen. På længere sigt er der dog stadig utroligt mange udfordringer, men vi arbejder videre på sagen, står der på hjemmesiden.

Flakfortet, som er et yndet udflugtsmål for sjællandske og svenske lystsejlere, er ellers blevet pålagt at fjerne de faciliteter, som var etableret for lystsejlerne, fordi Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet, at fortet skal føres tilbage til den stand, som det havde, da det blev gjort til fortidsminde i 1995.

Tore Svensson, der er i spidsen for Malmøkranen AB, har blandt andet fået installeret sauna, bænke, badebro og minigolfbane for at gøre stedet attraktivt for lystsejlere og turister på fortet. Men da Slots- og Kulturstyrelsen den 6. april 2018 afviste at give Malmøkranen AB dispensation fra museumsloven, lukkede Malmøkranen for lystsejlads til øen, fordi ejeren hævder, at de er afhængige af indtægter fra den samlede forretning.

Men de to parter ser altså ud til at finde en løsning - i hvert fald foreløbig for resten af sæsonen i 2018.

Se også: Lystsejlere ingen adgang: Dansk ø lukker ned

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hvert år besøger mange turister Flakfortet blot et par kilometer fra København. Foto: Morten Langkilde
Hvert år besøger mange turister Flakfortet blot et par kilometer fra København. Foto: Morten Langkilde

Kernen i striden er, at Flakfortet er et fredet fortidsminde. Det betyder helt konkret, at såfremt ejeren ønsker at lave ændringer, skal vedkommende have særlig tilladelse. Det mener Slots- og Kulturstyrelsen ikke, at Malmøkranen AB og Tore Svensson har gjort i det pågældende tilfælde.

- Ejeren af Flakfortet har gennemført byggeprojekter, han ikke har søgt tilladelse til. De byggeprojekter, vi finder problematiske, er for eksempel, at han har lagt ny gulvbelægning ovenpå de gamle militærfliser indendørs. Det ville vi aldrig have givet tilladelse til, har Michael Lauenborg, der er enhedschef hos Slots- og Kulturstyrelsen tidligere fortalt til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Derudover har han lavet ny ruminddeling og etableret køkken og bad, og det ville vi heller ikke have givet tilladelse til. Ejeren har også ændret noget markant med vinduesområderne og lavet minigolf.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Flakfortet, der er opført 1910 til 1914 i forbindelse med udbygningen af Københavns søbefæstning, ligger i den 3. og længst fremskudte del af søbefæstningen på en kunstig ø på et eksisterende flak. Øen, der er 32.000 m2, har været benyttet af militæret frem til 1968. Foto: Hans Henrik Tholstrup

Ked af det
Ifølge Tore Svensson har Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse ramt ham hårdt.

- Jeg har brugt omkring 20 millioner danske kroner på det her projekt. Bare det at vedligeholde øen og sørge for, at der ikke kommer skimmelsvamp og lignende koster en million kroner om året. Det er penge, der går tabt, men for mig er det vigtigste, at vi kan holde åbent og drive virksomheden. Men det kan vi ikke under de her omstændigheder, udtalte Tore Svensson til Ekstra Bladet, da han i april lukkede Flakfortet for lystsejlere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Selvom Tore Svensson har lavet en masse ændringer på Flakfortet, så skal de ændringer nu fjernes. Indtil videre holder Flakfortet dog åbent for turister og lystsejlere i 2018. Foto: Claus Borg & Partner

Tore Svensson og Malmøkranen AB forsøger nu med et borgerforslag at ændre museumsloven, så Flakfortet stadig kan besøges af turister og lystsejlere, der har adgang til faciliteter.

Det er ikke kun lystsejlere, der kan lægge til på Flakfortet. Også gående turister kan besøge Flakfortet med færge fra Nyhavn i København.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen